Forleden var jeg i Silvan. Sådan som vi havefolk jo er ind imellem. Tilfældigt faldt jeg over en smuk rose, der var sat ned. En Astrid Lindgren rose, der også dufter vidunderligt. Den ville passe perfekt ved siden af min havelåge. Så jeg købte rosen og cyklede glad hjem.
På min havegang mødte jeg Maj-Britt, der beundrede min nye rose. Hvor skal den stå, spurgte hun. Vi følger med i hinandens haver.
Nej! Udbrød hun. Den smukke rose skal ikke stå udenfor. Tænk hvis nogen gør den noget. Du skal selv have glæden over den vidunderlige duft i din have. Hun trak mig med ind i sin have og pegede rundt.
Du må få alle de det stauder. Så kan du plante nogen af dem udenfor din havelåge, sagde hun. Vi gravede og gravede og kort efter havde vi fyldt hendes trillebør med stauder.
Sådan er livet i haveforeningen. Vi blander os. Og blander blomster. Og nu står Astrid Lindgren helt passende under mit stuevindue. Og en kæmpestor gul blomst pynter ved indgangen til min have.
