Ashes to Ashes

Jeg lukker forsigtigt døren op til min blog med en uforbeholden undskyldning. Undskyldningen er til Sydhavn Teater. For jeg havde lovet at gøre reklame for deres forestilling, Ashes to Ashes. Undskyld.

Forestillingen spillede i sommer med sidste forestilling 5. august. Men mine fingre brød ud i pludselig skrivelammelse. De nægtede at omsætte noget til taster. Jeg lukkede ned for alting, holdt ferie og stak af til de norske fjelde. Let brødebetynget nåede jeg netop at sikre mig en af de allersidste billetter til forestillingen, da jeg kom hjem. Så efter min undskyldning kommer en begejstret anmeldelse. Og en uforbeholden opfordring til at genopsætte forestillingen. Gør det! Og se den, når de gør det.

Sydhavn Teater er ganske lille og har allerede lavet nogle spændende forestillinger på utraditionelle steder. Men det ganske lille teater har stort format. Ashes to Ashes er inspireret af Harold Pinters stykke af samme navn. Det er blevet til på baggrund af dagbogsnotater fra en kvinde under holocaust, hvor hun beskriver sit forhold til en nazist.

Forestillingen er genialt placeret i det gamle, nedlagte Østre Kapel på Vestre Kirkegård. Kapellet har stået forladt hen i næsten 100 år, undtagen en kort periode efter 2. verdenskrig, hvor ligene af tyske soldater og flygtninge blev lagt i stakke. Flest døde af mæslinger, fordi danske læger nægtede at behandle dem. Flere tusinde flygtninge og soldater ligger begravet på Vestre Kirkegård, hvor de dagligt minder mig om, hvorfor de omdiskuterede konventioner er særligt vigtige i dag.

Forestillingen er en midnatsforestilling, som startede allerede udenfor Sydhavn Station, hvor publikum var sat stævne. Jeg kom alene, men faldt hurtigt i snak med mit medpublikum, som spændt ventede på, hvad der skulle ske. Vi blev ledt til den lille indgang til kirkegården bag stationen og begav os tyste ind med en venlig guide med lommelygte. At gå på kirkegården i mørke slår bestemte stemninger an. Det er lidt andægtigt, højtideligt, lidt gysende og meget stille. Langsomt nærmede vi os Østre Kapel, hvor en skikkelse stod i silhuet i den oplyste dør.

Skikkelsen var Rebecca, klædt i hvide blonder, som også dækkede hendes ansigt. Hun gik tavst rundt i kapellet iført røde træsko, mens vi satte os. Rundt og rundt i det lille kapel. Indtil hun pludselig skiftede retning og fortsatte sin vandring. Kys min knytnæve, var den første replik, da Rebecca begyndte at fortælle om sin elsker. Det startede som en monolog, blev til dialog mellem mand og kvinde og udviklede sig til en allestedsnærværende tvivl. Er de ægtefolk? Er han elskeren? Er han terapeut? Dialogen blev voldsommere og bevægede sig mellem kærlighed, vold, sex og død. Han tog de grædende babyer fra kvinderne på perronen. Tog han også hendes?Havde hun en baby? Hvilken baby? Var hun levende? Eller var hun ikke?

Hun mødte en kvinde, fortalte hun. Kvinden spurgte, hvor hendes baby var. Baby? Sagde hun. Hvilken baby?

Stykket var et sansebombardement. Fyldt med ord og symbolik og en helt enkel scenografi. Østre Kapel blev et meget intimt rum. Fyldt af to menneskers meget komplicerede relation, som hele vejen igennem blev understreget af den stiliserede fremstilling.

Jeg vandrede stille hjem gennem Vestre Kirkegård. Først næste morgen slog det mig, hvor godt skuespil, jeg havde set. Tak til Sydhavn Teater.