Forleden aften var det blevet så koldt, at jeg fandt mine tynde handsker frem til løbeturen. De er egentlig ikke løbehandsker, men et par absurd dyre klatrehandsker med windstopper og goretex. På en måde er de blevet degraderet. Og på en eller anden måde er de stadig et par.
Jeg løb. Efter et kvarters tid var det alligevel for varmt med de handsker. Jeg krøllede dem sammen i hænderne og løb med dem sådan. Imens blev det mørkere, og himlen var ret flot over Amager Fælled. Lidt efter standsede jeg og tog et billede af himlen med min telefon. Jeg stoppede handskerne i jakkelommen, pakkede telefonen væk og løb videre. En ret dejlig løbetur med godt flow og tempo.
Hjemvejen foregik i zigzag gennem Sydhavnen, og ved Mozarts Plads var der en, der råbte god røv efter mig. Jeg låste mig ind og løb hele vejen til 4. sal. Og jeg opdagede, at der kun var én absurd dyr handske i min højre lomme. Den anden absurd dyre handske var skredet.
Aftensmad eller dyr handske?
Jeg lagde nøglerne tilbage i lommen, snørede skoene igen og løb ned af trapperne. Jeg zigzaggede hele vejen igennem Sydhavnen, uden nogen råbte god røv efter mig. Jeg fortsatte hele vejen tilbage til Amager Fælled med øjnene fæstnede til fortove og cykelstier. Og der – midt på stien i mørket på Amager Fælled – lå min handske.
Sådan blev en løbetur til en længere løbetur