Jeg har holdt mig ude af de fleste debatter i nogle måneder. Ikke fordi der ikke har været noget at debattere. Og ikke fordi jeg er holdt op med at mene noget. Jeg mener virkelig meget om utroligt mange ting. Jeg er nærmest ved at boble over af indestængte meninger. Som havde jeg drukket for meget boblevand med for meget kulsyre. Og nu begynder det langsomt at sive ud af mig.
Jeg har været bange. Jo, selvfølgelig for den voksende højreradikalisering i Europa. Den vildtvoksende skræmmekampagne mod indvandrere, der bimler over i ren racisme. Og den manglende miljøomsorg. Der er virkelig mange ting at være bange for.
Men det er ikke derfor, jeg ikke har ment noget ret højt. Jeg har været bange for at falde i den skidttønde, der præger næsten al debat. Der er en råben og skrigen, spytteri og mudderkastning, og det fyger med grimme ord og smædekampagner. Det gør intet godt for nogen debat. Og det er helt igennem skadeligt for vores demokratiske grundlag. Jeg bliver så vred, at jeg let ville kunne komme til og stå og råbe grimt på min egen side af kloaken.
Og det vil jeg ikke. For hvis jeg bliver revet med der, skrider mit fundament, og jeg vælter ned i skidrenden.
Jeg tror på ord. Jeg tror på samtale og dialog. Jeg tror på handling. Også små handlinger. Jeg tror på værdien af at gøre det, jeg synes er rigtigt. Jeg tror på venlighed. Jeg tror på omsorg og hjælpsomhed.
I dag læste jeg Anne Lise Marstrand Jørgensens nye bog, Sorgens grundstof, færdig. Eller lyttede. For den har været med mig på alle mine lange løbeture. Læs den. Den er det bedste, jeg har læst længe. Og den handler om sorg. Både den konkrete sorg og en større sorg over den måde, menneskene forvalter vores fælles liv gennem tiden. Og den handler om liv og eventyr. Bare læs den.
Anne Lise er utrættelig med sine ord. Det tager nogen tid at lade hendes store roman sive helt ind. Som sorgens grundstof. Men jeg vil genopdage mine ord. Det jeg kan. Måske kan jeg puffe blidt til en luftstrøm, der kan lave en bevægelse i en anden retning. Måske. Jeg skylder det.
Helles Blog 
Kære Helle, jeg forstår godt, at du har holdt dig ude af debatten. Men din velafbalancerede stemme og saglige argumenter har manglet i den stadigt mere skingre debat.
Det føles lidt som om den skingre side har held med taktikken med at gentage, getage og gentage. Til sidst har selv ellers fornuftige menesker hørt det så mange gange, at de tror, det er bare en lille smule sandt.