#MeToo

For nogle uger siden kom en meget ung pige ind til mig på min vagt i Røde Kors Sundhedsklinik for udokumenterede migranter. Hun var alt for tynd og alt for knuget, som hun satte sig sidelæns på træstolen overfor mig. Hun samlede armene foran sig og krydsede benene, mens hun så ned foran sig. Jeg rakte hånden frem og sagde hvem jeg var. Hun mumlede. Jeg spurgte hende, hvor hun kom fra. Africa, sagde hun. Hvor i Afrika, spurgte jeg. Just Africa, sagde hun. Langsomt fik vi os pejlet ind på en mindre by i Nigeria.

Hun rakte mig en seddel. Fra Center for Menneskehandel. Sedlen fortalte, at hun var blevet undersøgt for smerter i højre øre. De havde fundet en sprængt trommehinde. Og inde i mellemøret, bag trommehinden, havde de fundet afrevet hår og hovedbund. Så hårdt var hun blevet slået på siden af hovedet. Overfor mig krøllede hun sig sammen på træstolen og trak benene op under sig.

Hun sagde, at hun var 18 år. Jeg tænkte, at hun var mindst to år yngre. Alt for ung til at sidde med erfaringer under sin endnu smukke hud, jeg kun kunne gisne om. Jeg er temmelig hårdhudet. Jeg har set så meget ulykke og så mange svære menneskeskæbner. Hende her fik mit hjerte til at eksplodere. Jeg fik en umiddelbare trang til at slå armene om hende, tage hende med hjem og putte hende under en varm dyne. Holde om hende til hun holdt op med at ryste. Forsikre hende om at verden kunne være et rart sted. At den rummer mennesker, hun kunne stole på. Hun var så skadet, at berøringer kun gav hende utryghed. Hun er et billede på det, der kaldes bekvemmelighedsflygtninge. Eller velfærdsmigranter.

Lad os gætte på hendes historie. Hun er vokset op i sin lille by i Nigeria. Måske er faderen blevet dræbt og har efterladt moderen alene med en børneflok. Måske ligger den lille by i et område, hvor Boko Haram bortfører små piger. Hun har fået eller sparet penge sammen til at komme til en større by for at arbejde. Hendes mor har ønsket hende det bedste. Og det bedste var ikke i den lille by. I den store by har hun måske fået en adresse på nogen, der kunne give hende et job. Måske har hun fået et job, måske er hun blevet sendt direkte nord på.

På vejen gennem Sahara har hun siddet tæt sammen med andre mennesker. Nogen er bukket under og er blevet efterladt i sandet. Nogen har måske forsøgt at stå på deres ret til drikkevand. Og er blevet sat af under den brændende sol. Her har hun lært at tie. Hun havde resten af sine penge syet ind i nederdelen.

I Libyen blev mænd og kvinder skilt fra hinanden. Hun blev trukket ud sammen med de øvrige unge piger. En mand flåede tøjet af hende og hun blev voldtaget. Og voldtaget igen. Og igen. Og igen. Hendes nederdel forsvandt. Mens hun endnu skreg sin skæbne ud, blev hun slået og sparket og slået igen. Efter måneder sammen med andre kvinder i en lukket betonblok uden vinduer, blev hun gennet ombord på en båd og sendt afsted over havet. Nu skyldte hun disse mænd sit liv. Nu var hun sat i en gæld, hun aldrig kan betale helt ud. Solgt til gaden på Vesterbro.

Hun var en af grundene til, at jeg længe overvejede hashtagget #MeToo. Hvem er vi at stå sammen overfor seksuel chikane, hverdagssexisme og klamme befamlinger. Hun var også grunden til, at jeg delte #MeToo på Twitter. Med #MeToo kan vi, de bedrestillede vestlige kvinder, sætte fokus på de mekanismer, der gør det muligt at sælge en alt for ung kvindes krop til gaden på Vesterbro. Som gør det muligt at kvæle en pige i så mange overgreb, at hun måske for altid er stivnet.

Hendes historie er ikke gæt. Jeg har hørt den for mange gange.

IMG_8552

Dette indlæg blev udgivet i Ikke kategoriseret. Bogmærk permalinket.

One thought on “#MeToo

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s