Bulder, brag og fine børn

I dag kom jeg småløbende fra mit kontor til et møde med de sygeplejersker, der koordinerer forløb for de små bitte børn, der kommer til Rigshospitalet for at blive opereret i deres hjerter. Mens jeg småløb, ringede min telefon, og jeg talte, mens jeg løb videre. I opgang 4 gled elevatordøren mirakuløst op, som jeg havde brug for den. Og der stod min gode veninde og bredte armene ud, mens jeg lidt hurtigt fik afsluttet min telefonsamtale, så jeg kunne knuse hende tilbage. Mellem stuen og fjerde sal nåede vi lige en hurtig snak, og jeg ilede videre til mit møde. Hvor jeg spiste min madpakke, mens vi arbejdede.

Jeg har arbejdet så meget i så lang tid, at jeg har mærket halsen snøre sig sammen og brystet føles for snævert. Jeg er bagefter, har overtrådt deadlines og har stadig en bunke, der venter på at blive sendt ud i verden. Ind imellem er min verden alt for fyldt af fastlåste regler for, hvad syge mennesker kan og må, og skal, og jeg får en forstemmende følelse af at slås med vindmøller. Jeg bliver afbrudt hele tiden, fordi nogen har brug for det, jeg kan. Men jeg har gjort en masse godt. Det ved jeg, for nogen har sagt det til mig. Jeg har hjulpet patienter på vej, gjort pårørende glade, løst fastlåste situationer for læger og sygeplejersker. Og det er en god følelse. Men jeg lever mit liv i løb for tiden.

Heldigvis er jeg ret god, synes jeg. Jeg har trukket vejret meget dybt og erkendt, at mine deadlines ikke skal slå mig ihjel. Jeg har annonceret forsinkelser. Dem der kender mig godt, ved hvor store krøller, jeg slår på mig selv nu.

Og jeg er så heldig at have en bunke bløde små børn i familien, som jeg kan stikke min snude ind i maven på. Som jeg kan lade kravle på mig, mens jeg ligger på gulvet og er flad. Som kan få mig til at grine, til jeg slår mig på maven. Og heldigvis har jeg nogen voksne børn, som jeg kan lave rare ting med. Uden regler.

Lørdag morgen trak jeg stikket og satte mig i toget mod Kerteminde sammen med  min yngste datter. Hun er nemlig mor’en til nogen af de bløde små børn, der aldrig sidder stille, og når man er det, har brug for en fridag. Derfor tog vi på hotel sammen. En flad småbørnsmor og en flad drage, der har sprudlet for meget ild. Vi kiggede på Kerteminde, spiste frokost, drak kaffe, og Sofie kravlede tilfreds op i den store seng og zappede fjernsyn, mens jeg løb en tur. Bagefter spiste vi det bedste måltid, vi længe har smagt på en fin fiskerestaurant, der lå på vandet. Vi blev forkælede på den mest perfekte måde og spiste i flere timer. Til sidst gik vi hjem og drak resten af den flaske bobler, vi tog hul på inden middagen. Vi snakkede og var stille og grinede og gik ture.

Jeg bliver aldrig træt af mine børn. Turen var hendes fødselsdagsgave fra mig. Jeg har gjort det før med min anden datter, og nu sidder jeg og spekulerer på, om sønner ville synes, det var lige så hyggeligt. Men resultatet vil jeg ikke afsløre, for så ville han jo vide, hvad han fik i fødselsdagsgave.

IMG_8966

Dette indlæg blev udgivet i Ikke kategoriseret. Bogmærk permalinket.

3 thoughts on “Bulder, brag og fine børn

  1. Og jeg har ikke glemt jeg skylder dig og forløbskoordinator for de hjertesyge børn en tur i relaxen som I vandt i præmie 😊 det lyder tiltrængt så giv lyd når I har tid ♥

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s