En ny tid – et nyt løb

Jeg har elsket at løbe det meste af mit liv. I nogle år, da mine unger var små, løb jeg ikke, men ellers har jeg mere eller mindre altid gjort det. Korte distancer da jeg var helt ung, og senere længere og længere. Jeg elskede at konkurrere. Elskede at løbe hurtigt og overskride mig selv. Men en kræftsygdom og et heftigt behandlingsforløb med kemoterapi satte en brat stopper for det hurtige løbetempo. Jeg kunne ganske enkelt ikke længere løbe stabilt hurtigt. Min mishandlede krop kunne ikke klare den hårde tempotræning. Derfor trak jeg mig væk fra enhver form for løbekonkurrence. Med krukket rødmen måtte jeg erkende, at jeg ikke brød mig om at se mit navn på side 10 eller 20 i resultatlisten.

Men jeg elskede stadig at løbe. Og jeg har løbet videre og haft gode og spændende og anderledes løbeoplevelser. Jeg har løbet i bjerge, løbet på ferie over flere dage med oppakning. Jeg har løbet i de vildeste omgivelser, og jeg har løbet af lyst, for sjov, og fordi jeg tænker så godt. Jeg kan også lide at være i god form, for det giver adgang til så meget andet. Som lange skiture og vandreture i bjergene. Men en dag først på sommeren piblede der en lyst til et maratonløb frem. Bare et til. Og jeg begyndte at løbe længere igen. Det var bare en løs plan om et løb på et tidspunkt. Et sted i Europa. På en af de lange ture tog jeg min telefon med og lyttede til en lydbog. Og jeg havde det så hyggeligt. At løbe uforstyrret og lytte til god litteratur var så perfekt. Jeg har aldrig løbet med noget i ørerne, så for mig var det en ny oplevelse. Det gik op for mig, at jeg på den måde kunne få opmærksomheden fuldstændig væk fra præstation og tempo.

Det blev Firenze i november. Og i månederne hen over sommeren og efteråret genvandt jeg en gammelkendt følelse af flow i mit løb. Jeg glædede mig på en ny måde til de lange weekendture. Det blev mit stille projekt. Jeg har ikke snakket meget om det. Fordi det i lige så høj grad har handlet om at lære at flytte mit fokus på løbeoplevelsen, væk fra resultat og præstation. Jeg vidste jo, at jeg aldrig ville komme i nærheden af de tider, jeg har kunnet løbe.

Selvfølgelig blev jeg enormt forkølet en uge før tid, og jeg var i tvivl til det sidste. Men jeg hentede mit startnummer i lørdags, og da jeg stod op søndag morgen, var jeg mere snottet end nogensinde. Men nu var jeg besluttet, og vejret så fint ud. Jeg var sat til den langsomste startgruppe, og jeg startede langt bagved de fartballoner, der sagde 5 timer. Jeg har aldrig prøvet at være i den ende af starten, og det var en oplevelse. Alle var glade og spændte og venlige og snakkende. Kærester løb med hinanden i hånden. Der var sådan en stemning af kærlighed over det hele. Det var mageløst.

Vi kunne høre, da starten gik. Og der gik meget, meget lang tid, før vi satte os i bevægelse. Men fordi jeg bare var omgivet af kærlighed og venlighed, blev jeg ikke utålmodig. Og herregud – her var så smukt ved den gamle Duomo midt i det gamle Firenze. Langsomt satte vi os i bevægelse, og langsomt begyndte store regndråber at falde over os. Den første kilometer foregik i gang, og så kunne vi begynde at lunte. Jeg havde min bog med – Tjenerindens fortælling af Margareth Atwood, som har fået sin renaissance med en tv-serie. Den var en vidunderlig makker på min tur.

Vejret blev forfærdeligt. Det styrtregnede efterhånden, det blæste, og temperaturen droppede helt i bund. Vandpytterne voksede sig gigantiske, og mine sko blev gennemblødte. Jeg var så kold, at jeg peb lidt indvendigt. Og en slags indre tvilling pippede lidet overbevisende om, at en fornuftig voksen nok ville skynde sig hjem i varmen. Forkølelse og sådan. Men mine ben fortsatte og fortsatte. Hele løbet overhalede jeg. Jeg løb fra væskedepot til væskedepot. De kom med fem kilometers intervaller, og de havde varm te med sukker. Et sted inde i mig vidste jeg, at jeg nok skulle komme igennem. Selv i regnvejr var det en stor oplevelse at løbe igennem en af de smukkeste byer i Europa. Ruten var lagt, så den kredsede om de gamle smukke bygninger og de store parker. Og pludselig, da jeg havde løbet omkring 30 kilometer, stoppede regnen. Solen kiggede frem, og jeg løbedansede af glæde. Og mine ben løb og løb. Jeg var begyndt at tælle ned. Nu er der 21 kilometer tilbage, nu er der 15 kilometer, nu er der 10. Og benene løb og løb, og jeg slubrede varm te i mig ved hvert væskedepot.. De frivillige heppede og high-fivede, og jeg lo og lo. Om lidt er der kun syv kilometer, sagde jeg til mig selv, mens jeg kom tættere og tættere på Piazza Duomo. Folk var begyndt at gå omkring mig, men mine ben løb og løb. Og jeg var stadig kold. Mine lår begyndte at bide. De sidste kilometer på ujævne marmorfliser var en pine. Men der var så smukt. Og mine ben løb og løb. Og nu var der kun to kilometer. Jeg havde slukket for min bog, for nu var virkeligheden meget nærværende. Og jeg løb i mål på mine brændende lår og fik et kram af en frivillig og en medalje om halsen. Og alle os i den langsomste startgruppe high-fivede og gav kindkys.

Det er det dejligste maratonløb, jeg har løbet. Nogensinde.

IMG_9057

I dag er jeg lige så snottet som i går. Ikke mere. Og i dag har solen skinnet på mig hele dagen, mens jeg har gået rundt i byen med mine ømme ben på en sky af dejlig oplevelse.

IMG_9111

2 thoughts on “En ny tid – et nyt løb

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s