Skyggeliv #5

Mit liv var båndlagt. Min frihed sivede ud i skemaer. Der var rammer og tidsplaner for behandling og undersøgelser. Der var skemaer for, hvor meget jeg skulle tisse, og for hvor meget jeg måtte drikke. Der var skemaer for medicin og for øjendråber og for mundskyl. Det hele var på skema. Jeg kunne se flere måneder ud i fremtiden: Fem døgn på hospital, to uger fri, fem døgn på hospital, to uger fri, om og om igen.

Lægerne havde været i tvivl om min behandling, men fordi jeg var stærk – og ung, havde de søgt i udenlandske behandlingsprotokoller. Lige der fik jeg stor tillid til dem. Lige der overbeviste de mig om, at jeg var noget særligt, som de søgte en særlig behandling til. I virkeligheden var jeg ikke specielt særlig. Jeg var nok lige så glad ved livet som de fleste andre. Men det virkede. Jeg følte mig grebet. Nogen passede på mig.

Lægerne talte om min behandling som at planlægge et større slag. Sygdommen skal angribes på mange forskellige cellestadier, sagde de. Den skal angribes agressivt og intensivt og være under konstant angreb. Det er vigtigt ikke at holde for lange pauser mellem behandlingerne, selvom du vil føle dig svækket. Det er vigtigt at holde den aggressive kadence, sagde de. Intensivt og aggressivt var nye nøgleord i mit liv. Min krop var min slagmark.

Jeg følte mig rundtosset. Hvor mon jeg selv er i det slag, de planlægger? Vil jeg mon være en taber eller en vinder? Og hvem vil være hvad? Jeg havde jo allerede tabt lidt i kræftlotteriet. Jeg tænkte mere på, om jeg ville få kvalme og kaste op. Det gør man jo, når man får kemoterapi. Nej, nej, sagde de, du får selvfølgelig kvalmemedicin, og så får du sikkert slet ikke kvalme. Okay, tænkte jeg, det gør jeg ikke, jeg kaster ikke op.

Igen og igen fortalte de mig, hvor træt jeg ville blive. Jeg skal hvile meget, forstod jeg. Jeg spurgte, om jeg ville kunne løbe. Måske, sagde de, men du vil blive meget træt. Næsten alle mine spørgsmål blev fulgt af en sætning om, hvor træt jeg ville blive. Jeg kan ikke gøre for det. Når nogen insisterer på noget bestemt, nægter jeg. Vel vil jeg ej hvile mig. Det er ikke farligt at være træt, tænkte jeg trodsigt. Og besluttede på stedet, at jeg hverken ville kaste op eller være træt.

Ville jeg blive lige så tynd og afkræftet som muselmændene på afdelingen? Ville det være mig om nogle uger? Ville det spænde ben for min trodsige beslutning? Hvordan mon det vil være, når mit lange lyse hår falder af? Mon det vil blive koldt at være skaldet? Hvordan mon min hovedform vil se ud uden hår? Spørgsmålene myldrede rundt i min rundtossede hjerne.

Jeg så op på posen med den klare væske, der hang på dropstativet ved min seng. Tænkte på, om jeg mon ville mærke, når det løb ind i min krop. Sygeplejersken havde lagt en venflon i min venstre hånd. Hun var god til det. Og jeg huskede på det, min veninde havde skrevet i en mail: Tænk på det som den flydende Ajax, der skal være den hvide tornado inde i dig. Sådan havde hun tænkt, da hendes lille datter havde leukæmi mange år tidligere. Hvid tornado, repeterede jeg. Hvid tornado.

IMG_4057

Dette indlæg blev udgivet i Ikke kategoriseret. Bogmærk permalinket.

One thought on “Skyggeliv #5

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.