En ny virkelighed #4

Jeg mødte fastende næste morgen klokken otte. Der skulle en ny scanning til, og der måtte ikke være mad i min mave. Den gamle kvinde på det, der var min stue, sov stadig, og jeg ville ikke forstyrre. Jeg kiggede mig omkring på gangen for at finde en sygeplejerske. Fandt et kontor og gik derind. Du hører vist ikke til i blå gruppe, sagde en sygeplejerske. Nånej, sagde jeg, og gik ud igen. Jeg satte mig på en stol på gangen. Jeg greb en sygeplejerske, der hastede forbi, i armen. Nej, du hører vist ikke til rød gruppe, sagde hun. Og ilede videre. Jeg var næsten grædefærdig. Var der ingen, der ventede mig klokken otte?

Kom nu mennesker, tænkte jeg. Det er mig der er syg. Det er min verden der er væltet. Gør noget. Se på mig. Stands! Hvem er I? Er det jer der skal passe på mig? Tag min hånd og sig det nok skal gå. Også selvom det ikke skal. Lad som om. Lidt. Tag bare min hånd

Jeg sad en time. Endelig så jeg lægen fra i går og greb hans arm. Han blev hed i kinderne. Jeg var sulten. Der gik en halv time mere. Pludselig tårnede en kvinde sig op foran mig. Du skal med mig, sagde hun meget højt. Hvorhen, hviskede jeg spagt. Til røntgenafdelingen! Og hun fortalte, hvordan hendes vasketøj hang udenfor i den regn, mens vi kørte afsted i elevatoren. Kunne hun ikke høre, hvor stille der var inde i mig? Jeg vidste hverken om regn eller vasketøj. Min søster var der og havde fast greb i verdens normalitet.

Vi satte os ved bordet. Lægen jeg næsten kendte lidt nu, og sygeplejersken jeg kom til at kende endnu bedre. De havde diskuteret min behandling, sagde lægen. Min lymfekræft var temmelig sjælden og mest til børn. Og meget aggressiv. Aggressiv var godt. For aggressive celler kan bedre rammes af kemoterapi. Og jeg var jo ung, skulle jeg forstå, og i meget god fysisk form. Så de havde besluttet at behandle min sygdom meget aggressivt og intensivt efter en tysk protokol. Med kemoterapi i meget høje doser og intensive intervaller. Det ville tage et halvt års tid, og efter det skulle jeg nok have stamcelletransplantation. Jeg sank. Og sank. Og trak vejret meget forsigtigt.

Du vil miste enhver form for forsvar mod infektioner, sagde de. Du vil få svampeinfektioner i munden og andre slimhinder. Du vil blive meget træt og svækket. Du vil få svært ved at spise. Jeg var mørk indeni.

Det ville blive et liv i isolation. Uden butikker, offentlig transport. Uden børn omkring mig. Uden biografer og koncerter. Uden cafeer. Uden teater. Uden hår.

Jeg var rædselsslagen.

Jeg havde set børn med Burkitts lymfom dø af infektion. Jeg ville ikke have infektioner. Og jeg var langsomt ved at forsøge at tage afsked med mit liv, som jeg kendte det.

DSC_0003

One thought on “En ny virkelighed #4

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.