Det blev jul.
På Københavns Hovedbanegård greb min store, ældste datter og jeg hinanden. Stor, fordi hun var 10 dage over termin med sit første barn. Mit første barnebarn. Jeg ville have givet mit højre ben for at kunne give hende fred og glæde og ro til at blive mor. Men der var kun forstyrrelser i mig.
Det blev jul fyldt med sorg og angst og kærlighed. Vi græd pg grinede og talte sammen, til ordene slap op. Vi var sammen. Min store stærke datter fødte sin smukke Alma, og jeg holdt dem begge to i mine arme og kunne ikke se mig mæt på dem. Jeg løb og løb rundt om søerne i København. Og tænkte og tænkte på, hvor heldig jeg alligevel var at have de børn. Og at de børn havde hinanden og deres kærester. Ville jeg leve mit liv anderledes? Nej, det ville jeg ikke, hvor fyldt med fejl, det end havde været.
Men jeg skulle hjem. Og jeg måtte have nogen hos mig, når jeg fik den endelige dom. Nogen som kunne stå, hvis jeg faldt. Som jeg ikke behøvede at passe på. Jeg bad en veninde være med til samtalen. Og hun var der og blev der, mens mit liv krakellerede i slow motion. Hun holdt min hånd, mens lægerne stak nåle i min hoftekam og min ryg.
Jeg havde Burkitts Lymfom. Aggressiv lymfekræft. Jeg trak vejret helt forsigtigt. Bulen var blevet større nu, så jeg vågnede om natten, når den trykkede mit luftrør sammen.
Resten af dagen er tåget. Den sluttede med en ordveksling, der næsten blev oprevet, mellem en læge og mig. For jeg ville hjem i min egen seng. Han ville have mig i sengen ved siden af den gamle dame på to-sengsstuen. Jeg ville hjem. Det kan jeg ikke tage ansvar for, sagde han. Det kan jeg, sagde jeg. Og ringede til min søster, der kom og sov sammen med mig.
Jeg tror, vi sov.
Helles Blog 