En brutal uge #2

Den 15. december 2006 gik jeg lidt mekanisk op ad de brede trapper på det gamle hospital. Jeg fulgte tøvende efter mig selv. Min krop gik først. Fødderne slæbte en smule efter og måtte hjælpes lidt på trapperne. Min hånd bankede på døren og trykkede håndtaget ned.

Lægen så rar ud. Han havde forstand på skjoldbruskkirtler, og han talte roligt til mig. Sagde at det, de kunne se på scanninger lignede en bestemt slags betændelsestilstand, som kunne behandles med binyrebarkhormon. Ikke noget farligt. Men han ville gerne have sin egen specialist i ultralydsscanning til at scanne min bule igen. Fordi han var den bedste til det.

Scanneeksperten var flink. Jeg var lille og forsvarsløs. Han sagde, at han gerne ville tage en  ny biopsi fra bulen i min hals. For at være helt sikker.

Resultatet var ikke godt. Måske var der alligevel onde celler i min bule. Han var ikke sikker. Men næsten. Han ville gerne have en større biopsi et par dage senere. Den nye biopsi skulle trækkes ud med en nål på størrelse med sugerør. Den skulle skydes ind i bulen på det bløde sted i min hals med en slags pistol. Biopsilægen med den tykke kanyle ville gerne være sjov. Det hadede jeg ham stille for.

Og så gik jeg hjem og ringede til mine børn. Jeg trak vejret og fortalte om bulen og at det nok var noget betændelsestilstand og at jeg nok skulle have noget medicin og at bulen så nok ville forsvinde og at jeg ville få svar om et par dage. Jeg sagde det til min ældste datter, min søn og min yngste datter. Og så ringede jeg til mine forældre og trak vejret og fortalte om bulen og at det nok var noget betændelsestilstand og at jeg nok skulle have noget medicin og at bulen så nok ville forsvinde og at jeg ville få svar om et par dage.

Det gik vist meget godt, tænkte jeg. De spurgte ikke så meget.

Men resultatet af den tykke biopsi fik jeg den 22. december. Mine tasker var pakkede og jeg havde en togbillet til København i lommen. Jeg skulle til København og fejre jul med mine børn. Men først skulle jeg komme over til lægen, der havde forstand på skjoldbruskkirtler.

Jeg ser ordene komme ud af hans mund. De er gennemsigtige og svæver gennem rummet som små sæbebobler, indtil de brister mod gulvet med et lille plop. Lymfomceller, storcellet, kemoterapi, hæmatologer, stråling. Jeg hører det godt. Og mens jeg sidder der og lader min forvirrede sjæl gribe de mange ordbobler på vej mod gulvet, toner en slags indre struktur frem. Jeg ved noget om det her, og en slags rationalitet overtager styringen.

Jeg greb en blodprøveseddel på bordet og begyndte at krydse felter af. Jeg fortalte lægen der havde forstand på skjoldbruskkirtler, at hvis jeg havde lymfekræft skulle jeg have lavet en CT-scanning og have taget de der blodprøver og henvises til hæmatologerne. Han ringede til en hæmatologisk læge. Som sagde, at det var rigtigt. Så det aftalte vi. Den 27. december skulle jeg komme og blive scannet, få taget blodprøverne og få det endelige svar på, hvilken slags lymfekræft, der var i min bule. Og starte behandling med kemoterapi.

Jeg sad på et trappetrin midt i hospitalet og samlede min vejrtrækning. Så tumlede jeg ned og tågede op ad mine egne trapper og så mig såret rundt efter en busk at stikke hovedet i. Mens julen buldrede løs udenfor. Men jeg ringede efter en taxa og nåede mit tog.

Og så ringede jeg til mine børn. Og jeg ringede til mine forældre. En for en. De græd og blev stille og havde selvfølgelig bekymret sig. Min far tabte vejret og knækkede stemmen. Og mit hjerte bristede lidt, mens jeg gentog og gentog. Jeg har lymfekræft. I næste uge skal jeg have kemoterapi.

Jeg ville have savet begge arme af hellere end at ryste deres hjerter, som jeg gjorde.