Begyndelsen #1

Min historie kan starte mange steder, men lad mig starte et lille års tid, før jeg blev syg. De her år delte jeg mit liv mellem mit arbejde på hospitalet, mine unger og bjergbestigning. Og vennerne, og løb. Året startede med et brudt parforhold og en bjergbestigning i Sydamerika. Vi var afsted et par måneder og bevægede os rundt højt oppe i Andesbjergene. Vi blev flere gange fanget i snestorm, mens vi lå fast i vores små telte, og hen mod slutningen af turen begyndte jeg at hoste den tørre, vedvarende hoste, som ofte angriber i de store højder. Jeg fløj hjem, tømte rygsækken, pakkede den igen og fløj til Afrika for at lede en bestigning af Kilimanjaro. Og jeg hostede videre. Og vendte hjem og arbejdede på højtryk. Jeg ringede ind i mellem lidt halvhjertet til min læge. Jeg kom aldrig igennem. Og bortset fra den irriterende hoste, havde jeg det jo også okay.

Senere, da det blev sommer, rejste jeg til Nordindien. Hvor jeg igen trekkede rundt i høje bjerge og senere ledte en bjergbestigning for en gruppe danskere. På et tidspunkt gav min følgesvend fra Kashmir mig noget lokalt medicin for min hoste, som holdt hele lejren vågen om natten. Og på en eller anden måde hjalp det. Jeg aner ikke, hvad han gav mig. Men jeg holdt op med at hoste og besteg mine bjerge. Undervejs brækkede jeg en finger, og fik ret svære problemer med min ene skulder. En scanning viste senere, at min skulder rummede tre store skader efter forskellige fald gennem tiden, og jeg blev skrevet op til operation og fik en blokade.

Det var sent på efteråret, mens jeg var langt ude i Himalaya i Nepal, at jeg bemærkede en lille bule på halsen. Bulen sad lige, hvor halsen har en blød fordybning, og den virkede blød og uskadelig. Nærmest rar at røre ved. Jeg glemte den igen. Men tilbage i Århus var bulen blevet en lille smule større, og jeg fik min læge til at se på den. Det er en cyste, sagde hun. Det lød troværdigt. Hun tog blodprøver, som var normale. Og syntes alligevel, at jeg skulle få bulen scannet. Jeg fik en tid til scanning tre uger senere, arbejdede igen på højtryk og følte ingen alarm. Jeg var også flyttet, og først da jeg sad i toget på vej til Odder, hvor min bule skulle scannes, strejfede tanken forbi som en flygtig fjer. Hvad nu hvis den scanning ikke viste noget godt?

Jeg slog det hen og løb fra toget til det lille forhenværende hospital, hvor jeg kludrede i indgangene og kom to minutter for sent. Et vredt lægemenneske tårnede sig op over mig. Jeg kom for sent! Han scannede mig vredt hen over min forsvarsløse hals.

Der var noget. Han ville tage en biopsi. Hvorfor, spurgte jeg. Det skal du ikke bekymre dig om, sagde han. Jeg bekymrer mig, sagde jeg, hvad kan du se. Det skal du ikke bekymre dig om, sagde han. Igen. Jeg bekymrer mig, sagde jeg igen, fortæl mig, hvad du tror – ellers må du ikke stikke i min hals. Han var vredere end før. Jeg ved ikke, hvad jeg kan se, hvæsede han, men jeg må undersøge noget væv for at være sikker. På hvad, spurgte jeg, tror du det kunne være kræft? Det kan man ikke vide, sagde han, det skal du ikke bekymre dig om. Og, fortsatte han, nu må du sætte dig ud i venteværelset, fordi du kom for sent og har brugt så meget tid på at diskutere, der er andre der venter.

Jeg satte mig åndeløs udenfor og ventede en halv time. Han kaldte mig irriteret ind igen. Han stak i min hals og trak en lille pølse lyserødt væv ud. Det var den 14. december. Så forklarede han, at prøven ville blive sendt til patologen, som ville sende svaret i et brev til ham, og det svar ville han sende videre til min egen læge, og så kunne jeg ringe og få besked der. Nej, sagde jeg, hvis der er kræft i den prøve, ved patologen det i morgen, og så vil jeg også vide det, ellers går tiden til efter nytår. Nej, sagde han vredt, du kan ikke få svaret på nogen anden måde. Patologen må ringe til mig, sagde jeg. Nej, sagde han, det kan ikke lade sig gøre, det kan man ikke bare lave om på.

Vi stirrede vredt på hinanden. Længe. Jeg lod skuldrene falde og vendte mig i døren. Tog på arbejde og ringede til min læge. Der skaffede mig en tid på hospitalet den følgende dag.

Jeg ringede til to gode venner, der kom og holdt om mig, til jeg holdt op med at ryste den dag.

2 thoughts on “Begyndelsen #1

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.