Fortælling om at blive syg

For nogen tid siden blev jeg inviteret til at deltage i Vild med Dans i forbindelse med Knæk Cancer ugen. Jeg takkede høfligt nej. Efter mange års ihærdige forsøg må jeg sande, at jeg gør mig virkelig dårligt i høje stilletter. Og det er der ingen grund til at udstille på nationalt tv. Den ægte grund er selvfølgelig, at jeg har det stramt med hele konceptet. Det er ingen hemmelighed, og venner og de, der har læst med her tidligere, vil vide det. Den anden ægte grund er, at jeg slet ikke har lyst til at være hovedperson i det portrætprogram om mig og min cancer, som ville være følgesvend til danseprogrammet. Den tredje ægte grund er, at jeg arbejder med syge mennesker og rehabilitering både i forbindelse med kræft og hjerneskade og syge børn, og det ville på rigtig mange måder være forkert at bringe mig selv så voldsomt i rampelyset. I mit arbejde er kræft ikke vigtigere end så mange andre sygdomme.

Men! Jeg vil gerne fortælle min historie. Fordi min historie kan være med til at gøre det tydeligt, hvor meget nogen kan fare vild, når de bliver ramt af sygdom. Og hvordan andre har langt bedre forudsætninger for at håndtere livet med alvorlig sygdom. Og hvordan selv en slags superhelte kan blive små og fulde af gåsehud og rystende hænder. Men egentlig vil jeg bare gerne fortælle den, min historie, og jeg vil gerne styre selv, hvordan den fortælles.

En weekend i Århus, hvor jeg løb ture i Risskov og rundt om Brabrand Sø, bragte mig tilbage til de utallige lange ture, jeg gik og gik i den periode, jeg fik kemoterapi. At få kræft og at leve med kræft er en livsomvæltende oplevelse og erfaring helt ind i de dybeste strukturer i et liv. Noget af det, der var med til at bringe mig igennem hele mit ret voldsomme behandlingsforløb, var mine ture i skovene, langs strandene og rundt om Brabrand Sø. Det vil jeg også gerne fortælle om. Fortællingen bliver ikke køn hele tiden. Den vil have sine smukke øjeblikke, og den vil rumme rædselsfulde og meget fysiske momenter. Den vil også være en fortælling om tilfældigheder med store betydninger.

Det kommer nok til at blive langt. Og det kommer til at blive en fortælling i serieformat. Så hang in – den starter i morgen. Længden kender jeg ikke endnu.