Jeg er groet af kvindebevægelsen. Var for ung til at brænde bh’er med rødstrømperne, men jeg har været i basisgruppe og på kvindehøjskole og levet mit kvindeliv på godt og ondt. Jeg har altid været feminist, og jeg har altid betragtet mænd og kvinder ligeværdigt.
For et år siden startede hashtagget #MeToo en bevægelse, der med kvindernes fortællinger åbnede for en dialog om magt og sex og overgreb, som kvinderne før havde begravet. Eller mændene havde. Men kvinderne havde været tavse. #MeToo satte fokus på seksuelle overgreb og seksuel udnyttelse i ulige magtrelationer.
I det danske medielandskab synes den åbning for dialog at være overset. Eller glemt. Eller måske kom dialogen bare aldrig sådan rigtigt igang i Danmark? Radio, tv og dagblade inviterer på årsdagen for #MeToo i udstrakt grad mændene til at fortælle, hvad #MeToo har gjort ved dem. Og de siger næsten allesammen noget med at føle sig dømte, at #NotAllMen, at det har taget overhånd, at kvinder også kan, eller at nogle kvinder har en seksualitet der søger autoritet. Medierne taler om ‘krænkelse’ og ‘krænkelseskultur’, om overfølsomme kvinder, og om at #MeToo r en bevægelse for hvide, vestlige middelklassekvinder.
Det kræver stor tålmodighed at være feminist i Danmark. Resultatet er nemlig en giftig og ophedet diskussion, hvor mænd og kvinder konstant sætter hinanden til vægs. At være kvinde med en holdning, afmonterer næsten taleretten omgående.
Lad os forsøge igen. Lad os glæde os over, at #MeToo banede vej for kvinder til at tale om overgreb, de havde været tavse om. Lad os glæde os over, at vi trods alt er begyndt på en dialog om, at sex forudsætter samtykke. Lad os tale mere om, hvordan. Lad os tale om, hvordan #MeToo kan bringe langt større respekt i relationerne mellem mænd og kvinder (og andre køn). Lad os tale om, hvordan det er blevet mindre selvfølgeligt at kunne bruge en magtposition til seksuel udnyttelse.
Og lad os for pokker holde op med at bruge al energien på, hvad #MeToo ikke handler om.
Helles Blog 