Julesysler og juleoverarbejde forstyrrer fortællerytmen i mit lille ordværksted, og jeg beklager den lange pause. Nu har jeg taget det meste af juleugen fri. Måske kan det føre flere ord med sig. Nye læsere kan starte her.
Det bringer mig for en stund tilbage til den uge mellem jul og nytår for 12 år siden, da jeg listede rundt i København og forsøgte at begribe, hvad der skete. Jeg var indlogeret i gæstesengen hos min yngste datter på Frederiksberg. Længe inden jul og længe inden min verden brød sammen i forstyrrelser havde jeg aftalt med en fyr på Østerbro at købe hans brugte gletcherøkse. Nu gik jeg sådan lidt rundt om mig selv. For hvad skal man med en gletcherøkse, hvis man bare skal dø af lymfekræft? Eller selvom man ikke skal dø, kom man mon så nogensinde op på en gletcher igen? Kunne jeg bare møde op hos ham og lade som ingenting? Bare købe hans økse som om alt var godt og almindeligt? Kunne jeg møde op og fortælle, at jeg havde fået kræft, siden vi havde talt sammen? Hvorfor skulle jeg?
Jeg havde lyst til at aflyse vores handel. På den anden side – hvad nu hvis jeg alligevel kom afsted, når det hele var overstået? Så manglede jeg jo stadig den økse. Jeg snurrede rundt og rundt i en verden, der bare lignede sig selv for alle andre mennesker. Min var krakelleret. Ugenkendelig. Min verden lignede ikke noget.
Tag nu bare ud og hent den økse, sagde min søn, jeg skal nok sælge den, hvis du dør. Okay, sagde jeg, og lånte min datters cykel. Og cyklede til Østerbro og ønskede godt nytår og cyklede tilbage til Frederiksberg med gletcherøksen i hånden. Jeg så spørgende på øksen og undrede stille på, om vi ville komme på en helt anden slags eventyr sammen engang.
Jeg sagde ikke noget om kræft.
Helles Blog 