Mine venner i København, som havde lavet forskningsprojektet ‘Krop og Kræft’, fik ideen til et nyt projekt, ‘Proof of Life’. Projektet var nyskabende og gik i al sin enkelhed ud på at lade unge tidligere kræftpatienter gennemgå benhård træning med det mål at lave en ‘Kiliman’, at bestige Kilimanjaro i Tanzania, cykle rundt om bjerget på to dage og endelig at løbe et maratonløb. Jeg blev blandet ind i projektet, fordi jeg kendte Kilimanjaro godt. De hyrede mig som frivillig ekstra guide på bjerget, og i begyndelsen af december mødtes jeg med hele gruppen. Jeg viste billeder og fortalte om bjerget, bjergbestigning og højdesyge. Og jeg bestemte mig for også at løbe maratonløbet sammen med dem i af februar/marts. De var en herlig livsbekræftende gruppe.
Men omkring nytår måtte jeg skrive det mærkeligste brev. Jeg skrev det om og om igen. Og så forfra. Til sidst sendte jeg en email til Julie og Morten, som stod i spidsen for det og bad dem sende videre til hele gruppen. Jeg kunne alligevel ikke tage til Afrika med Proof of life. Jeg havde selv fået lymfekræft.
Der hvirvlede mails frem og tilbage de næste uger. Den ene efter den anden sendte mig sygdomsfortællinger. Jeg fik bunker af virkelig gode råd om kemo og mad og om at håndtere smerter. De skrev til mig om at tro på det. Om hvad venner betød. Om hvad alt andet betød. Om hvad der ikke betød så meget. De fortællinger og de råd var noget af det vigtigste, jeg læste i den periode. Det var så godt at vide, at de havde været et sted, der lignede mit. Og at de nu var et andet sted, som jeg godt gad at være.
Da vi nåede hen i februar, lå jeg i min hospitalsseng og havde taget hul på en ny behandlingsserie. Gruppen bombarderede mig med sms’er. Fortalte mig hele tiden, hvor langt de var. Beskrev turen op ad Kilimanjaro for mig. Og jeg gemte min telefon under dynen, for vi var stadig i de tider, hvor mobiltelefoner skulle slukkes i nærheden af en dråbetæller. Men jeg skulle jo høre, hvordan det gik på det bjerg.
Og det gik dem godt. De kom op, og de cyklede, og de løb, og det var fantastisk. Jeg lå under min dyne og glædede mig helt ind i hjertekulen. Jeg havde så meget brug for forbilleder og rollemodeller og mod. Måske kunne jeg alligevel tro en lille smule på, at jeg kunne komme til at bruge min nye isøkse? Og den gamle? De kunne, og det var vigtigt at vide.
Og Proof of Life? De findes stadigvæk. De findes som en forening, der laver træning et par gange om ugen og samles til forskellige fælles aktiviteter. Tim, en af dem, der var med dengang, laver stadig ture for unge, der har haft kræft. De sidste par gange er turen gået til Atlasbjergene i Marokko.
Helles Blog 