To ugers ferie havde jeg fra kemoterapien. De første dage gik med at komme til mig selv ovenpå de mange stoffer, jeg havde fået indenbords i den første behandlingsserie. Og med at stikke mig selv i lårene med medicin, der skulle få immunforsvaret op i gear igen. Så kom et par dage med feber, og en lille uge med en mund, der gjorde så ondt, at jeg måtte holde op med at tale om det. De sidste dage var vidunderlige.
De var vidunderlige som de første timer efter et maratonløb. Eller som dagen efter at have klatret ned fra stor højde i bjergene. Eller som det må føles, når man holder op med at banke hovedet ind i en lygtepæl. Det var dage med fravær af smerte. Dage hvor kroppen boblede af ny energi. Jeg var glad. Lettet over at have overkommet den første prøvelse.
Midt i min ferie havde jeg stirret på den udprintede side med resultaterne af mine blodprøver. Jeg havde ingen af de hvide blodlegemer, der bekæmper infektioner. Ingen. Jeg havde næsten ingen blodplader, som får blodet til at størkne, hvis man slår sig. Min krop var i stilstand.
Hvorfor var jeg ikke bange? Det var nu, jeg kunne få infektioner, der kunne slå mig ihjel. Det var nu, jeg kunne få ukontrollerede blødninger. Det var det her, der gjorde min behandling så risikabel og farefuld. Jeg kiggede igen og igen på papiret. Jeg var ikke rigtig bange. Ikke rigtigt. Selvom jeg også var bange.
Og langsomt kom min krop til sig selv igen.
Jeg kunne løbe og cykle og løfte vægte. Jeg havde ikke tabt vægt. Jeg var ved godt mod, og jeg var ikke fri for at føle nysgerrighed for, hvordan næste etape ville forløbe. Jeg var i helt ukendt land. Men jeg havde været i ukendt land mange gange før i mit liv. Det kan være svært at begribe og forklare, men jeg var virkelig nysgerrig på, hvad det hele ville bringe.
Fra motionscyklen ved altandøren kunne jeg se ud over min by. Der var noget roligt over, at byen fortsatte sit liv som vanligt. At det kun var min verden, der ikke var det, den plejede at være. At andre mennesker stod op og gned søvnen ud af øjnene, før de gik på arbejde, som de plejede. At de spiste og lagde planer for deres dage. At de sludrede med konen og satte børnene på plads, mens de smurte madpakker og lyttede tilfældigt til radioavisen. Det var rart at tænke på, at andre mennesker kørte i supermarked og købte deres aftensmad, inden de tændte for tv’et og lod nyhederne fylde stuerne.
Hvis jeg dør, vil verden gå videre. For mine børn og for alle andre. Måske har jeg sat et spor i sandet. Måske ikke. Om nogle år kan jeg lige så godt ikke have været her.
Den tanke kunne jeg godt lide. Selvom jeg grumme nødigt ville gå glip af noget af det.
Helles Blog 