Pausearbejde #14

Efter den første serie kemoterapi havde jeg fri til restituere. Der var ingen spørgsmål om arbejde. Jeg måtte ikke. Jeg måtte ikke være i kontorerne, i lukkede rum med mennesker, der kunne nyse eller svinge rundt med bakterier. Jeg var på sær vis for medtaget til at koncentrere mig om andet end mig. Jeg skulle først møde på hospitalet til blodprøver efter en lille uges tid. Og det føltes som at blive sat ud i en kajak uden pagaj. Jeg måtte flyde med og se, hvad der skete. At være patient med lymfekræft var et arbejde i sig selv. Et ret krævende arbejde.

Jeg kendte ikke længere min krop. Sult føltes ikke som sult, men som ukendt ubehag, og sulten kunne overmande mig pludseligt og voldsomt. Jeg havde altid en kiks i lommen. Trætheden var mærkelig. Også den kunne falde over mig – voldsomt og pludseligt. Jeg nægtede bare at høre efter. Jeg kunne godt flå mig selv op fra lænestolen, og jeg kunne både gå og løbe og cykle. Jeg blev ikke mere træt af det. Bare træt på en mere kendt måde. Og en vigtig del af mit nye arbejde som patient var simpelthen at overkomme den træthed og holde mig selv i en rimelig form.

Jeg skulle hver dag stikke mig selv i låret og sprøjte et stof ind, der hed Neupogen. Det var en slags EPO for hvide blodlegemer, der skulle få min knoglemarv til hurtigere at begynde at producere de vigtige hvide blodlegemer, som kemoterapien havde stoppet. Det kunne kontant mærkes i knoglerne. De værkede og gjorde ondt som influenza gange 50, og efter nogle dage fik jeg pludselig høj feber. Jeg lagde min panik væk, da det viste sig, at feberen var et udslag af min knoglemarv på overarbejde. Det virkede åbenbart mere end godt. Så jeg slappede lidt af og genoptog mine løbeture og gik lange ture ud i skoven.

Og så vågnede jeg en tidlig morgen, fordi det gjorde ondt i min hals. Og lidt senere i min mund. Og det blev værre. Og værre. Og slemt. Jeg havde faktisk aldrig oplevet noget lignende. Jeg kunne ikke synke, og jeg kunne ikke holde ud at have noget i munden. Jeg hældte forsigtigt hvid te ind og eksperimenterede med yoghurt. Da jeg senere forsøgte med et stykke brød, tumlede jeg grædende sammen. Det gjorde ondere end ondt. Samtidig begyndte mine øjne at løbe i vand, og jeg var temmelig ynkelig. Jeg skyllede min mund med danskvand og forsøgte forsigtigt at holde mig gående med flydende mad. 

Min yngste datter kom. Hun kastede et blik på mig, og sagde: Man må altså gerne få morfin for det her. Morfin(!!!!), udbrød jeg – nej det skal jeg ikke have. Det er jo dumt, sagde mit kloge barn, og jeg var vist egentlig hurtig overtalt til et besøg på afdelingen på den anden side af gaden. Jeg fik morfin. Og svampebehandling. Og desinficerende væske til at skylle munden i. Og jeg var ynkelig. Morfin virkede måske lidt, men min mund blev værre. Spytproduktionen blev større, fordi slimhinderne var et åbent sår. Det betød, at jeg sank mere, og så fik jeg mere ondt. Det var en virkelig dårlig cirkel. Jeg vågnede flere gange hver time i løbet af nætterne, fordi jeg automatsank det spyt, min sårede mund producerede.

Men jeg havde jo besluttet, at jeg ville spise ordentlig mad, så det blev suppe og suppe og suppe. Jeg købte en dyr blender og lavede suppe fra bunden hver dag. Jeg skulle jo ikke andet. Og jeg kunne ikke frigøre mig fra tanken om, at det netop nu måtte være vigtigt at spise ordentlig mad. Det har taget mere end ti år at få genoprettet et forhold til at spise suppe på en almindelig dag, og jeg kommer nok aldrig til at betragte suppe som delikatesse. Der er en pris for alt.

Jeg løb ikke, men jeg gik meget lange ture langs kysten og i skovene. Når jeg gik, fik vinden og luften og træerne og lyden af bølger min sårede mund til at vige lidt i baggrunden. Og endelig – efter fem lange døgn – begyndte det stille at klinge af. Efter endnu et par dage kunne jeg spise en moset avocado, og endelig, endelig gled et stykke rugbrød ned uden hyl og skrig. Jeg havde rugbrødsfest.

Min mund helede, mine øjne holdt op med at rinde, jeg dykkede ud af mine tåger, og blev klar til den næste intensive beskydning med højdosis kemoterapi.


Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.