Jeg bevægede mig gennem den første uges serie af højdosis kemoterapi. Doserne i min behandlingsprotokol og de poser, der hele tiden hang på dropstativet var ubegribeligt høje. Det var doser, der svarede til det, jeg selv havde været med til at give til børn inden en knoglemarvstransplantation. Jeg skulle så have det seks gange. Jeg kastede forsigtige blikke på poserne. Og blev en smule svimmel. Det var jo doser, der i princippet kunne slå mig selv, og ikke bare kræftcellerne ihjel. De ville tage livet af ethvert forsvar mod bakterier og virus. Og hvis jeg fik en infektion, ville behandlingen blive udskudt. Og det måtte den ikke, hvis den skulle virke optimalt. Jeg trak vejret forsigtigt.
Min eventyrlyst var udfordret. Min hang til at gå på opdagelse ligeledes. Og på samme tid gik jeg på opdagelse. Hver eneste dag sendte jeg nysgerrige og lidt angstfyldte følere rundt i kroppen. Hvad var anderledes? Havde jeg kvalme? Sad mit hår fast endnu? Ville jeg få advarsler?
Jeg havde ikke kvalme. Det sidste stof, jeg fik i den uge, plantede en meget mærkelig og afskyelig smag i min mund. Tungmetaller, sagde sygeplejerskerne. Jeg aner ikke, om det var tungmetaller. Det tænker jeg heller ikke, de egentlig vidste. Smagen var udenfor beskrivelse, men meget gennemtrængende. Den gjorde vand udrikkeligt og fratog mig enhver lyst til kaffe i de næste mange måneder. Rødvin smagte af rævepis (som jeg ved lige så lidt om som tungmetaller), søde sager gjorde ikke noget godt. Jeg testede mig frem til æblejuice, hvid te, bagte rodfrugter og rugbrød. Jeg blev temmelig proteincravende og slubrede kød i mig.
Det indviklede væskeregnskab, som et af kemostofferne krævede, ændrede min krop til en slags gople. Jeg blev først løsladt efter en blodprøve viste, at min krop var basisk og nyrerne havde det godt. Sammen med den tiltagende runde facon, som store doser binyrebarkhormon gav mig, kastede jeg enhver forfængelighed langt væk. Kræft og kemoterapi gør intet godt for udseendet.
Da jeg endelig blev løsladt fra min seng på afdelingen, pakkede jeg sammen og skyndte mig hjem. Til den anden side af gaden. Og følte mig med ét meget alene i verden med en krop, jeg slet ikke kendte. Jeg trængte til at være alene. Jeg trængte til at gå og gå og gå. Og pludselig væltede en angst ind over mig. Kunne jeg bare gå alene ud i mørket? Hvad hvis jeg pludselig ikke kunne?
Jeg ringede til min søster. Vil du gå en tur med mig? Ja, det ville hun. Og vi gik og gik gennem den fredagstrætte vinterby. Jeg tissede i bukserne. Meget. Og lærte aldrig at gå nogen steder uden en stor ble i bukserne. Sådan er kræft på alle måder en meget fysisk ting.
Og jeg konstaterede forundret, at jeg var igennem den første serie kemoterapi. Med en krop, der lugtede meget anderledes. Med inkontinens og måneansigt. Med en følelse af en slags influenzaagtigt og en afskyelig smag i munden. Men værre var det ikke. Lige nu.
Helles Blog 