Tvivl #12

Hver gang, jeg skriver om mit sygdomsforløb, bliver jeg lidt i tvivl. Er det nu rigtigt? Skulle jeg hellere bare holde mund og komme videre? Hvad betyder det, at min direktør og forskellige samarbejdspartnere nu læser med i min helt personlige fortælling om sygdom? Eller betyder det noget overhovedet?

Jeg har skrevet ret meget om kræft gennem tiden, været interviewet til aviser og blade og holdt et utal af foredrag. Jeg har deltaget i kræftsport og alt muligt andet kræfthalløj. Folk ville tale med mig om kræft hele tiden. En dag gik det op for mig, at ingen spurgte mig om forskning eller kvalitet i sundhedsvæsenet. Ingen talte med mig om de bøger, jeg havde skrevet. Kun om kræft. Og en dag googlede jeg mig selv. De første 10 googlesider handlede om mig og kræft. Jeg havde en fornemmelse af min faglige og professionelle identitet i frit fald. Jeg var ved at blive ‘hende med kræft’. Hvem var jeg egentlig?

Så trak jeg mig ud af alt, hvad der havde med kræft at gøre. Alt! Der var en, der skrev til mig og bad om et interview til et magasin for kvinder. Om kræft, spurgte jeg. Ja, sagde hun, hun ville så gerne skrive om mit forløb. Desværre nej, sagde jeg, du må interviewe mig om, hvordan jeg har levet alene med mine børn, om mit liv som kvinde i løbe- og bjergverden. Eller om alt muligt andet. Bare ikke mere om kræft.

Og så arbejdede jeg, og skrev nye artikler og bøger. Og langsomt begyndte jeg at pippe mine erfaringer som patient og syg ind i mit arbejde.Langsomt begyndte jeg at finde mine professionelle ben igen.

Og nu sidder jeg igen og bliver ramt af tvivl. Men nu er tvivlen blevet flygtig. Jeg fortæller det, jeg beslutter at fortælle. Jeg husker på, at forskellige kloge folk har opfordret mig til at skrive den fortælling. Jeg husker på alle de tanker, jeg havde dengang om, hvordan mit kendskab, min viden og de folk jeg kendte, medvirkede til at gøre hele mit forløb anderledes end de fleste andres. For better and for worse. Og jeg husker på, hvordan jeg blev fejret som helt og succes, og hvordan ingen så, hvor lille og sårbar og skamskudt jeg også var.

Derfor skriver jeg videre. i morgen.

Dette indlæg blev udgivet i Ikke kategoriseret. Bogmærk permalinket.

6 thoughts on “Tvivl #12

  1. Ja tak. Det er godt at høre en fortælling fra en, der både kan få hoved og hale i fagsprog og -termer og på samme tid fortælle om, hvordan det føles, så ærligt og intenst som du kan.

  2. Kære Helle , hvor er det godt at vide at du er på den anden side. Vi fulgte dig jo tæt dengang. Gode tanker fra Ulla ( Søren Ravns mor. Hennings hårde hunde) ❤️

  3. Skriv Helle, skriv! Min far døde af kræft for 10 år siden og vi fik slet ikke lov til at vide noget som helst. Det du skriver er selvfølgelig din historie og dine ord, men alligevel. Det bringer forståelse, håb og kundskab.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.