Skamskudt #11

På kræftafdelingen stirrede jeg forslået og rystet på menneskene omkring mig. De lignede muselmænd, som jeg huskede fra filmene om koncentrationslejre i gymnasiet. De havde hvide, forvaskede sygehusskjorter på og tynde nøgne ben i alt for løse sokker. Sygeplejersker skubbede dem i kørestol eller støttede dem nænsomt, mens de langsomt bevægede sig langs det slidte trægelænder, der strakte sig i hele hospitalsgangens længde. De tynde mennesker lænede sig tungt ved det brune gelænder, der havde slidspor af mange hænder. Jeg spekulerede åndeløst over, om det var min egen skæbne, jeg så på. Vil det ville være mig selv om nogle uger? Hvorfor skulle jeg være anderledes end dem? Jeg vidste med smertelig sikkerhed, at den kemoterapi jeg skulle have, kunne svække kroppen nok til at slå mig ihjel. En kulde sneg sig under min hud, mens jeg slog blikket ned. Jeg ville ikke stirre.

Jeg var stadig øm i hele kroppen efter undersøgelserne. Jeg var blevet stukket i ryggen og i hoften. Alt skulle undersøges for at se, hvor kræften var flyttet ind i kroppen. Knoglemarv og rygmarvsvæske blev suget ud af mig. Min veninde havde holdt hånd og trøstet. Der var ikke noget heltemodigt over den måde, jeg lå på briksen og tudede med snot løbende ned på puden. Stikkende gjorde ondt, og jeg hadede lidt de læger, der havde ført nålene. Jeg var allerede så uendeligt træt af stik.

Mit nye centrale venekateter gjorde ondt og forhindrede mig i at ligge på højre side. De to slanger var hele tiden i vejen, og for enden af hver af dem sad en plastikstuds med en prop. Midt på slangerne var en lukkemekanisme af plastik. De gjorde ondt, når de blev mast ind mod huden.

Min krop var forvandlet til en offentlig arena. Hvidkitlede mennesker havde større indblik i min krop end jeg selv. Tis, prutter, afføring, hud, blod, hår, puls, blodtryk. Alle ville vide om det og sætte informationer sammen til nye betydninger. Alle havde adgang. Jeg skuttede mig, som var jeg bange for at gå i stykker. Bange for at miste retten til min krop. Jeg trak vejret helt forsigtigt. Hver ny betydning, hvert nyt resultat af en undersøgelse sendte mig længere ud mod kanten.

Lægerne talte om min behandling som at planlægge et større slag. Sygdommen skulle angribes på mange forskellige cellestadier, sagde de. Den skulle angribes aggressivt og intensivt og være under konstant angreb. ‘Det er vigtigt ikke at holde for lange pauser mellem behandlingerne, selvom du vil føle dig svækket. Det er vigtigt at holde den aggressive kadence’, sagde de. Intensivt og aggressivt var nye nøgleord i mit liv. Min krop var min slagmark.

Jeg følte mig rundtosset. Hvor mon jeg selv var i det slag, de planlagde? Ville jeg mon være en taber eller en vinder? Og hvem ville være hvad? Jeg havde jo allerede tabt lidt i kræftlotteriet.

Jeg tænkte mere på, om jeg ville få kvalme og kaste op. Det gør man jo, når man får kemoterapi. Nej, nej, sagde de, du får selvfølgelig kvalmemedicin, og så får du sikkert slet ikke kvalme. Okay, tænkte jeg, det gør jeg ikke, jeg kaster ikke op. 

Igen og igen fortalte de mig, hvor træt jeg ville blive. Jeg skulle hvile meget, forstod jeg. Jeg spurgte, om jeg ville kunne løbe. Måske, sadge de, men du vil blive meget træt. Næsten alle mine spørgsmål blev fulgt af en sætning om, hvor træt jeg ville blive. Jeg kan ikke gøre for det. Når nogen insisterer på noget bestemt, nægter jeg. Vel vil jeg ej hvile mig. Det er ikke farligt at være træt, tænkte jeg trodsigt. Og besluttede på stedet, at jeg hverken ville kaste op eller være træt.

Ville jeg blive lige så tynd og afkræftet som muselmændene på afdelingen? Ville det være mig om nogle uger? Ville det spænde ben for min trodsige beslutning? Hvordan mon det ville være, når mit lange lyse hår ville falde af? Mon det ville blive koldt at være skaldet? Hvordan mon min hovedform ville se ud uden hår? Spørgsmålene myldrede rundt i min rundtossede hjerne.

Jeg huskede, hvordan de børn, jeg havde behandlet for lymfom på børnekræftafdelingen, hele tiden fik voldsomme infektioner og måtte indlægges og have antibiotikabehandling i drop. Jeg var ikke vant til at være sart. Men ville jeg mon blive lige så sart? Og få infektioner, der ville forsinke behandlingen og gøre mig svækket og skrøbelig?

Fra min stue kunne jeg se solen stige op over hospitalet og  min afdeling.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.