Min gamle nabo, der er på jordomrejse med hele familien, fik sig en forskrækkelse i går. Han læste mit blogindlæg og troede, jeg var syg. Jeg kan berolige alle med, at jeg har det strålende. Jeg fortæller bare min 12 år gamle historie. Og jeg er nået til årsskiftet 2006/7.
Den første uges tid var gået. Jeg havde hver dag fået en enkelt kemobehandling. Hver dag lagde sygeplejerskerne en venflon i min hånd. Og hver dag ødelagde jeg den, fordi jeg løb en tur. Den stoppede til. Eller faldt ud. Og jeg måtte bære over med endnu et stik. Jeg fik binyrebarkhormon som tablet, og min bule på halsen var allerede svundet ind til næsten det halve. Jeg kunne trække vejret igen. Kemoen kunne jeg ikke mærke ud over en let og sær uro i kroppen.
Behandlingshverdagen stod for døren ovenpå juledagene, og det var ikke nok med en venflon i hånden. Jeg skulle have mange stoffer og bunker af væske ind i blodårene. Derfor skulle jeg have anlagt et centralt venekateter. Det skulle lægges i brystet og via en af de store årer direkte ind i hjertet. Jeg var skræmt helt fra koncepterne. Jeg turde ikke. Ind i mit hjerte, for fanden!! Og med to plastikslanger ud af mit bryst!!
Jeg prøvede alt, hvad jeg kunne, at holde sammen på mig selv. Jeg var så tæt på at smide mig på gulvet og skrige. Gemme mig bag et skab. Løbe ned af trapperne og forsvinde.
Men jeg blev kørt ned på operationsafdelingen i min seng, iklædt hvidt hospitalstøj. Jeg var panisk. Ind kom en meget stor mand i lægekittel og stak sin kæmpestore hånd frem mod min. Jeg er så bange, hviskede jeg. Jeg lover dig, at jeg passer på dig, sagde han med sin store, dybe stemme. Hvor bange er du? Jeg er ubeskriveligt bange, sagde jeg. Okay, sagde han og kaldte ud af stuen, vi er to. Jeg holder dig hele tiden i hånden og fortæller, hvad vi gør.
Og det gjorde han. Han blev stående og han holdt min hånd. Hver gang mit blik panikkede sig ud til siden, talte han mig tilbage. Han lyttede og han gjorde det, han skulle gøre med det kateter. Det var jo hans opgave. Da jeg sagde højt, hvor panisk bange, jeg var, trak jeg vejret en lille smule lettere. Og den store mand i den hvide kittel var min klippe i en lille times tid.
Nu havde jeg en bule, der var lilla og grøn af alle stikkene, og jeg havde to plastiskslanger i brystet. Og nu begyndte den virkelige behandling. De næste fem døgn skulle 12-13 forskellige kemostoffer og mange, mange liter saltvand pumpes ind i mine nye plastikrør. Og i mig.
Helles Blog 