Pauseslag med fiskehalen

Der er både huller og klumper i mit skriveri. Jeg kan have de fineste planer og visioner, men så kommer livet ræsende ind over. Og jeg får ikke skrevet et ord.

Jeg er blevet farmor. Og – ganske som da jeg blev mormor – kan jeg se og se på det smukke lille nye menneske, der er kommet ind i vores familie. Og dufte og lytte til de sarte babylyde. Og jeg kan se og se på min søn, der er blevet en far og oplever magien ved sin fine datter hele tiden. Og jeg kan se og se på min fine svigerdatter, der er blevet en mor fuld af skønhed og styrke og daglige undere. Og den lille Elvira, som det hele drejer sig om, spiser og ser og vokser, som små piger jo skal. Min lille familie er ikke så lille længere, og jeg føler mig som et rigt menneske. Jeg bliver våd i øjnene over et billede af min søn, der pusler sin datter, og jeg får en glædesklump over billeder af de andre børnebørn, der studerer den nye kusine.

Jeg ved det, jeg skriver i min vinterferie, tænkte jeg. Men i Jotunheimen var der ikke internet. Til gengæld var der de smukkeste omgivelser og de dejligste mennesker. Vi havde fin sne de første fem dage og var afsted på ski hver eneste dag. Det var fjeldski og feller, og der var så fine små toppe omkring os. Så blæste en voldsom vind varme temperaturer på fjeldene, og sneen forsvandt. Men vi havde snesko og vandrestøvler. Og der blev ikke skrevet.

Tilbage i København krammede jeg igen vores nye baby, inden jeg overgav mig – først til ophobede bunker af arbejde, og meget hurtigt til en lille uges influenza. Og jeg frydede mig lidt over, at vaccinationen nok gjorde influenzaen let og hurtig.

Måske begynder jeg at skrive nu?