Der er ingen, der spørger, hvordan jeg har det, sagde min datter en dag, mens vi gik ved siden af hinanden på fortovet i Århus. Der er ingen, der ringer, og ingen der taler om dig. Jeg har oplevet et par veninder, der gik en anden vej, da de så mig. Jeg så vantro på hende. Jeg er simpelthen så bange ind imellem, sagde hun, og jeg ville sådan ønske, at nogen bare ville spørge. Eller bare nævne dit navn. Det er næsten, som om du ikke helt eksisterer.
Der stod jeg. Og troede, at vi hørte til i sådan nogle cirkler, hvor kræft var noget, vi talte om. sådan nogle cirkler hvor omsorg var noget, vi viste hinanden. Og så lignede vores cirkler de andres, som vi læste om i bøgerne om kræftpatienters pårørende. Hvor ingen talte om kræftsygdommen. Eller børns ulykkelighed.
Bevares, mine børn var voksne. Men unge voksne. Som slet ikke var et sted i deres liv, hvor en mors mulige død var en mulighed. De havde hinanden og deres kærester, men de var alligevel ladt ensomme med deres angst og bekymring. Jeg kan jo godt tale med dig om det, sagde min datter, men det er så mærkeligt, at det vigtigste og værste i mit liv, ikke er noget andre spørger til. Hun oplevede, at folk beredvilligt fortalte om min gode chance for at overleve. Men, sagde hun, alt det ved jeg godt, og jeg kan ikke bruge de tal til noget. Jeg ved godt, at de gør det for at berolige mig. Eller dem selv. Sagde hun.
Jeg kan stadig få ondt i maven over, at mine børn krøllede sig sammen alene med angst, bekymring og ulykkelighed.
Helles Blog 