Grimhed og skønhed #23

Kræft er grimt. Ingen vinder noget ved at mangle hår og øjenbryn, og øjne uden øjenvipper er både fesne og irriterende. At være pilskaldet om vinteren er pivkoldt og råber på tykke huer. Kroppen buler ud og svinder ind i ukurrente mønstre. Alt smager anderledes. Alt! Jeg kunne ikke få kaffe ned i mange måneder, og rødvin smagte af rævepis. Jeg mistede enhver lyst til søde sager. Med undtagelse af KungFu is, som jeg kunne opleve en sær craving for. Jeg elskede rugbrød og rodfrugter, og havde voldsom trang til protein. Jeg måtte have kød flere gange om ugen. Sult føltes ikke som sult, men som en ukendt næsten smertefuld mangeltilstand.

I de perioder, hvor mine slimhinder blev afstødt, udviklede jeg mig til et savlende væsen med rindende øjne. Mad mistede sin smag, men var rent ubehag og overlevelse. Mad gjorde ondt. Jeg drak hvid te og spiste suppe, og jeg gjorde det kun, fordi jeg havde lovet mig selv ikke at blive svækket. Jeg kan være ret viljestærk.

Jeg fik så meget væske indenbord, at jeg blev utæt. Jeg tissede i bukserne og måtte gå med en tyk voksenble. Kemoen og kvalmemedicinen satte mine tarme i stå og belønnede mig med en kontant forstoppelse efter hver kemoserie. Og forstoppelse gør oppustet, og derfor kom jeg til at gå rundt og slippe en vind for hvert tredje skridt. Du godeste, hvor skulle man elske mig for at bære over.

Min verden var så fuld af grimhed. Og jeg var nødt til at skabe en slags balance. Derfor var mine ture på cykel og til fods så vigtige. Jeg gik på opdagelse i min nære natur og så den på en måde, jeg aldrig havde gjort før. Jeg opdagede, at små eventyr lurede bag hvert træ og ved hver søbred. Jeg spottede fugle og fulgte deres rytme. Så hvordan de skuttede sig i den kolde vinter, og dansede forårsdans for hinanden, mens de sang for mig. Jeg gik på opdagelse i skovens dyb og så hvordan den langsomt vågnede til live, som solen krøb højere på himlen.

På hospitalet vendte stuerne på den ene side af gangen ud mod byen og de høje træer. Den anden side overskyggedes af den høje nabobygning, som holdt solstråler på afstand. Jeg elskede at have min seng på bysiden med udsyn og himmel.

Hver tredje uge pakkede jeg en kuffert, når jeg mødte til indlæggelse. Jeg holdt stædigt fast i at have mit eget tøj på. Den hvide hospitalsskjorte gjorde mig syg. Jeg købte bløde bukser med elastik, og jeg anskaffede tørklæder, så de passede til min påklædning. Jeg havde billeder med, der blev stillet op i vindueskarmen eller på sengebordet. Jeg medbragte min yndlingsmusik og bøger nok til hele ugen, og min computer var min trofaste følgesvend. Jeg flyttede kort og godt ind på min stue, som alligevel aldrig blev min. Jeg delta altid med en, to eller tre andre.

Og hver dag lykkedes det mig at gå hele vejen fra hospitalet til havet.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.