Category Archives: Bøger

by - 12 kommentarer

Ord, ord, ord

Come on, Høstrup – skal du slet ikke holde ferie? Du skriver, så tasterne gløder, når det er hverdag, og nu sidder du inde i et møggammelt hus og tamper i tasterne den ganske dag? Er du da kugleskør? Er det måske ferie? Altså almindelige, fornuftige mennesker sørger for noget sol og strand og is og rødvin.

Måske? Jeg er på højskole og på skriveværksted. Og jeg er træt i mit hoved. Ord trætter for vildt. Ordskvalder. Ordkløveri. Nye ord og gamle ord og eksperimenterende ord. Små ord og store ord. Betydninger fyger om ørerne og vi leger med ord og rytme hele dagen.

Stikord: “Vand”. Skriv i to minutter! Læs igennem. Læs højt. Hvad gør teksten? Hvad gør ordene? Hele vejen rundt.

“Jeg går ind” – fortsæt sætningen og skriv i to minutter. Læs igennem. Læs højt. Lyt og lær.

“En skønne dag” – skriv i to timer. Print. Læs højt. Lyt og lær.

Det er jo helt simpelt, ikke? En lille gruppe – 11 mennesker – sætter sig sammen, fordi vi elsker ord. Og lader os udfordre og provokere. Bliver tænksomme og reflekterende. Skriver lidt videre.

De der ord hiver energi ud af ørerne. Vi var trætte i eftermiddag. Jeg tog en tur i byen og hentede min rygsæk til den næste ferie hos Lars i Friluftsland. Det gav lidt luft under håret, og jeg cyklede tilbage til højskolen, åbnede computeren og skrev videre.

Lyder det kedeligt? Jamen jeg ved ikke, hvad det er med de ord. De bliver mine små sarte nyfødte, som jeg pakker tæt til mit bryst og skærmer mod nysgerrige blikke. De er uregerlige børn, som lever deres eget liv og gør helt andre ting, end jeg havde planlagt. Og det er mig, der bestemmer. Jo, det er. Men de gør oprør. De provokerer. Jeg slår blufærdigt blikket ned og prøver at klæde ordene på, så de ikke står der i deres nøgenhed. Så alene når jeg har efterladt dem der på papiret. Så står de der i deres stiveste puds og snubler lidt over hinanden.

Mens jeg genert stryger ordene over håret. Og forsøger at løfte noget slør for deres betydning. Min betydning? Der sker noget med dem, når de kommer frem i lyset. Og der sker noget med mig. Jeg bliver lidt sårbar og genert sammen med de ord, når de er sluppet løs i rummet. Men så er det godt at mærke de andres generthed og deres omsorg for deres nyfødte ord.

Nej jeg keder mig ikke. Og jo, for fanden da, hvor jeg holder ferie. Jeg skriver og skriver, og det er mig der bestemmer. Jeg blokerer og sveder og finder noget flow i nogle ord. To ugers ro, og to uger med egen kok. Jeg skal bare stå op hver morgen, trække i løbeskoene og tæske lidt rundt på Amager Fælled, inden jeg cykler afsted til højskolen. Morgenmad, frokost og aftensmad står på bordet til rigtige måltidstider hver dag.

Jeg er på usikker grund i trygge hænder

Sculpture by the sea

by - 7 kommentarer

Auster og Hustvedt

I aftes cyklede hjem gennem Københavns indre havnefront i en stille stemning. Som blev understreget af det helt særlige lys, som København kan sprede over sine havnearealer en sommeraften, før solen er gået helt under dynen. Jeg var glad for at cykle hjem alene i min egen stille stemning, for jeg havde mødt to af mine skrive-ikoner. Ja, det er Paul Auster og Siri Hustvedt. Og jeg ved ikke, hvad jeg havde forventet. Jeg måtte bare opleve dem, når de nu var i byen sammen.

Jeg har slæbt Auster-bøger med i rygsækken til de fjerneste afkroge af verden. Jeg har ligget i 6000 meters højde og læst “The invention of solitude”, og jeg har slidt en udgave af “The red notebook” i laser. Og lige for tiden bliver jeg ramt i hjertekulen af Siri Hustvedt’s “The summer without men”. De kan noget med ord begge to, som rammer noget helt særligt i mig. De kan fortælle en historie, og de kan fortælle den, så jeg aldrig bliver færdig med at læse den. Tag et kig på mit slidte eksemplar af “The invention of solitude”, når du gæster mig næste gang. Jeg har ikke tal på, hvor mange gange den har været med mig på rejse.

Og hvad fik jeg så? I den Sorte Diamant en torsdag aften? Jeg fik to mennesker i samtale, som emmede af kærlighed til hinanden og til det liv, de har valgt. Flankeret af to irriterende journalister, som aldrig rigtigt fik det til at fungere med at være live-interviewere. Når de to slap løs af journalistkløerne ind imellem, sprudlede de. Men selvom journalisterne gjorde det dårligt, så var det altså fedt at opleve både ham og hende, og måske især ham og hende sammen. Paul Auster kom aldrig på banen om sin nyeste bog, Sunset Park, så jeg udvidede mit Austersortiment med den.

Og så stillede jeg mig i en monsterlang kø for at få ham til at signere den. Og hende til at signere “The summer without men”, når den nu alligevel lå i tasken. Siri Hustvedt smilede venligt og skriblede sin autograf i min allerede lidt slidte bog. For bøger skal både med i seng, i toget og i rygsækken. Det bliver de ikke pæne af. Mens Paul Auster skriblede sin lille krusedulle i min nyindkøbte bog, sagde jeg til ham, at jeg var ked af, at jeg ikke havde husket at tage “The red note book” med. Fordi den bog bare har været med mig rundt i hele verden, og fordi den har været så stor inspiration. Og SÅ smilede han stort. Og ville egentlig gerne have talt lidt om den bog. Hvis ikke der havde stået 1000 kvinder bag mig. Så han sagde bare tak, og at han var glad for at høre, at netop den bog var vigtig. Ha – hvor blæret. Paul Auster talte. Til mig!

by - 4 kommentarer

Tolken fra Darfur

Der er lidt stille herpå siden. Det er fordi, det eneste sted i mit liv, hvor der for alvor er action på drengen, er henne i arbejdslivet. Og arbejdslivet er ikke rigtigt blogbart. Jeg kan blogge løs om alt muligt andet. Mit arbejdsliv er bare på en eller anden måde for privat. Fredet. Eller involverer for mange andre mennesker helt ufrivilligt. Resten af mit lille liv tøffer stilfærdigt afsted. Det tænder mig ikke rigtigt at blogge løs om hverdagens løbeture eller alle mine andre dagligdags trivialiteter. Løbeturene er fine nok, og det er resten af hverdagen også. Bare ikke interessant nok til publicering.

Men jeg læser. Nej – jeg sluger bøger. Hver dag har jeg to gange tre kvarters læsetid, når jeg flyder afsted mellem Hillerød og Sydhavnen i s-toget. Og det giver mig en uforstyrret fred, som er ny. Jeg er stille-kupé-fan, så ikke engang mobilen kan forstyrre. Og jeg er uforstyrbar. Jeg er vokset op i en stor familie med fire søskende, og senere har jeg læst både det ene og det andet på universitetet med en ordentlig hoben unger i baglandet. Jeg kan i den grad koncentrere mig.  Så min største bekymring er, at jeg en dag vil løfte blikket fra bogen – i Køge.

Jeg fik Carsten Jensens rejseessays, “Ud”, i julegave, og det er en bog, jeg kan have kørende med pauser i rigtig lang tid. Jeg elsker Carsten Jensens akademiske refleksioner. Hans indsigt i de steder han besøger. Og den nysgerrighed han møder nye verdener med. Hans rejsebøger, “Jeg har set verden begynde” og “Jeg har hørt et stjerneskud” gav mig et sandt inspirationsboost på mine egne rejser. “Ud” er essays fra begyndelsen til nu. Fra hans spæde start ud i journalistiske ekspeditioner til nær og fjern. Og jeg elsker det.

Men jeg holdt en krimipause, fordi en veninde lånte mig bind tre og fire af hele Danmarks Jussi Adler Olsen. Og så var jeg ligesom lidt mættet med blod og ondskab for en tid.

Nu sidder jeg så her lidt rystet efter den sidste bog, jeg har læst. “Tolken fra Darfur” af Daoud Hari. Her behøver man slet ikke opfinde ondskab. Her er død så forbandet en stor del af hverdagen. Bogen købte jeg på udsalg på Bornholm, og den er overraskende velskrevet. Og nøgtern. Daoud er tolk for journalister, der gerne vil ind i Sudan, og han hjælper dem, så verden kan kende Darfurs historie og vide, hvad der sker. Han bliver meget tidligt i sit liv klar over, hvad vestlige kontakter kan være værd i et Afrika i opløsning. Hvor alting er farligt. Det er en bog om venskaber. Og om at hjælpe hinanden.

Han slutter bogen sådan her:

Hvis jeg tillader mig at antage, at der er en slags venskabsbånd imellem os, kære læser, vil jeg bede dig om at tænke på det faktum, at der, mens jeg skriver dette, og formentlig også mens du læser det, bliver dræbt flere mennesker i Darfur, og at folk stadig lider i flygtningelejrene. Verdens ledere kan løse problemet, og Darfurs folk kan vende hjem, hvis lederne oplever, at folk overalt taler til dem om problemet, fordi de er optagede af det. Så måske kunne du også gøre det, hvis du har tid. For det er meningsløst at sætte livet på spil for nyhedshistorier, medmindre de, der læser dem, reagerer.

Så er det, at jeg sidder med en lidt grim smag i munden og et flovt drag over øjenlågene. Vi reagerer for lidt. Vi er en lille smule ligeglade, når der sker grimme ting i Afrika. Sådan er de jo, dernede, ikke? Man bliver lidt klogere af Daoud Haris beretning. Og man bliver rystet. Men læs den alligevel, så hans kamp kan nytte en lille smule. Selvom den forstyrrer freden i stillekupéen.