Category Archives: Løb

by - 12 kommentarer

Nedtur – nedtur -nedtur

Det er den korte beskrivelse af mit løb i dag. Det gik faktisk ganske godt den første halvdel, og det var superdejligt at have Jesper ved min side. Stort tak for det, Jesper. Sparta havde lavet en løbefest. Intet mindre. Det var helt fantastisk, og der var bunker af mennesker på gaden. Man fik internationale fornemmelse, fordi der blev råbt på fransk, italiensk, finsk, engelsk – og alt muligt. Vi holdt faktisk et okay tepo, selvom jeg hele tiden forsøgte at holde det lidt nede. Og vi hyggede os og sludrede.

Men efter et par og tyve kilometer knækkede jeg sammen i det første hostanfald, og så startede min nedtur. Vi holdt lidt pauser, gik lidt, løb igen, og ind imellem fik jeg en fornemmesle af, at det måske var ved at klinge af. Men det var indbildning. Jeg blev mere og mere forpustet. Det blev mere og mere smertefuldt og anstrengende at puste den luft, jeg indåndede, ud igen. Da vi nåede ud omkring 27 km, holdt der en ambulance og en læge, og jeg stoppede for at spørge, om de havde Ventoline eller Bricanyl. Det havde de desværre ikke. Tænke – tænke. Jeg forsøgte at fortsætte. Men efter 29 km kunne jeg mærke, at lungerne lukkede mere og mere til. Jesper havde også set bekymret på mig flere gange. Jeg overvejede at GÅ resten af vejen. Men det virkede alligevel dumt. Jeg skulle jo bare tilbage og have noget medicin.

Så jeg pillede nummeret af maven og trissede tilbage. Og var nær aldrig kommet ind i målområdet, for der var ufatteligt mange mennesker. Og så inhalerede jeg urtigt både det ene og det andet og fik lidt midlertidigt ro. Jeg ved jo bare, at når jeg har løbet mig til anfald, så tager det lang tid for lungerne at falde til ro igen. Så nu er jeg mindst lige så sur som forleden. Og sætter mig i sofaen og dyrker surmulen lidt.

Men inden da har jeg været på café med mine unger. Med rødvin og tapas. Sikkert skidt for min astma, men hyggeligt. Trods alt. Tak for alle jeres tanker og al den gode karma. Jeg lover at bruge det bedre om 14 dage i Holte 🙂

by - 6 kommentarer

Copenhagen Marathon – det må briste eller bære

Sidder på sengekanten og laver de sidste mentale øvelser. Så er det i morgen. Jeg glæder mig – og jeg er lidt bekymret. Fordi jeg stadig er så forfærdelig snottet. Hvis nogen spurgte mig, om jeg ville synes de skulle løbe i den forfatning, ville jeg sige klart nej. Men nu gør jeg det altså selv. Tror det er mere høfeber end forkølelse, og så må det briste eller  bære. Jeg kan ligge i sofaen og se dårlige film hele mandagen.

Jeg glæder mig, fordi mine unger vil stå på ruten og sende god karma efter mig. Og en god del venner og kolleger. Jeg glæder mig til stemningen. Det er flere år siden, jeg har været midt i den, marathonstemningen. Jeg glæder mig til at se, hvor hurtigt min svoger kan komme rundt. Han er en pænt hurtig løber, – som bare ikke gider træne. Og det hævner sig nogen gange på marathondistancen. Jeg glæder mig, fordi Jeppe også løber. Jeppe passede jeg for mange år siden, da jeg var sygeplejerske på børnekræftafdelingen i Århus. Jeppe var to år og havde leukæmi. Vi har haft kontakt med hinanden – mest de sidste tre år. Hans forældre har jeg mødtes med hvert eneste år til Skanderborg Festival. Og det er helt sikkert, at der skal tages billeder af os to i målområdet. Jeg vil ønske ham et fantastisk løb.

Jeg glæder mig til at møde Tracy og Tina – eller rettere, jeg håber, jeg får mulighed for at møde dem og ønsker dem begge det bedste løb. Også Birgitte sender jeg de beste løbeønsker efter. Birgitte var med mig på Kilimanjaro sidste sommer og løber sit første marathon.

Jeg glæder mig til at følges med Jesper og håber, han kan holde mine kriser ud undervejs. Ellers må han jo stikke af 🙂 Han sendte en sms, at han var på ej til 40 års fødselsdag, så mon ikke det kommer til at passe meget godt?

Og jeg glæder mig til at se alle de andre, jeg kender og har kendt gennem tiderne, som også tropper op i løbesko eller heppesko. Send god karma!

by - 9 kommentarer

Mentaltræning

I stedet for at gå rundt og være edikkesur over min escalerende høfeber og forkølelse, sidder jeg og mentaltræner. Jeg tog fra Hillerød til Østerbro efter arbejde og hentede mit startnummer til Copenhagen Marathon. Her mødte jeg et par bekendte og stod der med løbende næse og monsternys. Og pludselig fik jeg det bare sådan inden i. Nej fandeme NEJ. Ikke tale om, at birketræer i den grad skal få mig ned med nakken. Jeg skal fandeme nok komme igennem det marathonløb (ik, Jesper?)

Stod og snakkede med en bekendt om det der med at opleve radikale forandringer i forhold til evnerne til at løbe hurtigt. Hun havde prøvet i forbindelse med en diskusprolaps og massive rygproblemer at måtte opgive at løbe. Nu ville hun forsøge at gennemføre på søndag i omkring fem timer. Og vi snakkede om den hamrende svære proces, det er at mentaltræne sig selv til at have det okay med at løbe langsomt. Når man nu elsker at løbe om kap. Når man nu har givet selv de unge fyre baghjul, indtil noget heftig medicin for et par år siden stak en kæp i det hjul. Når man nu havde vænnet sig til at være i toppen af poppen. Og når man nu har indbygget nogle sejlivede ambitionsreflekser. Og – jaja, jeg ved godt, at jeg også bliver ældre. Men nedturen kunne have været mere gradvis. Og, jaja – jeg er lykkelig for at kunne løbe. Ambitionsreflekserne slår bare helt automatisk til. Jeg kan godt mærke, at netop den mentaltræning er både vigtig og god. Og jeg glæder mig, til jeg når helt i mål med den. Så jeg ikke behøver bruge energi på at være frustreret over det, som ikke længere er muligt. Og derfor tror jeg også, at det her marathonløb er en vigtig brik i den proces.

Jeg har mit startnummer liggende på bordet, og jeg løber på søndag, fordi det har jeg trænet til. Ikke på vilkår lader jeg mig slå ud af lidt snot og høfeber. Så kom nu bare an, ikke? Når Hanne med ro i stemmen kan sige, at hun løber løbet på fem timer, så kan jeg vel for pokker også (selvom jeg vil blive meget glad for at løbe hurtigere end det). Slut med piveriet og surmulen. Jeg har jo gjort større ting end at gennemføre et marathon, så hold nu op med skabe dig! Basta.

by - 10 kommentarer

Sur og vranten – sagde tanten

Og tanten – det er mig. Jeg er sur med sur på. Sidder her i flydesofaen, under dynen og hoster. Med laptoppen i skødet og prøver at skyde nogle deadlines fra hoften. Og jeg skal faktisk løbe marathon på søndag. PÅ SØNDAG, sagde jeg. Og hvad laver jeg så her under dynen? Jeg skulle trippe overfrisk rundt med udhvilede ben. Jeg skulle vimse omkring på den mest overskudsagtige måde og være blæret over at have trænet igennem. Jeg skulle flashe mine nyindkøbte frække røde sko fra Berlin sammen med min lige så nye Desigual nederdel og opføre min indre forestilling om at se gennemført lækker ud.

Og så sidder jeg her og pruster. Og nyser. Og hoster. Det var ikke det, jeg havde aftalt, vel? Jeg er SÅ dårlig til at være sur. Jeg vil helst holde op. Men – FNYS! Det er ikke et fedt tidspunkt at sidde her og snotte. Jeg er ikke engang rigtig syg, så jeg spyder rapporter ud i æteren og veksler med overspring på Facebook og bloggen. Mens jeg glor vrantent ud af vinduet på de der overskudsmennesker, der kommer løbende forbi på vej i skoven. Jeg skulle have været til et vildt vigtigt møde, men det er ikke tidspunktet at gamble med mit helbred, vel? Jeg skulle også have været i den store by og se på en lejlighed, jeg måske kan få tilbudt. Og i morgen SKAL jeg på arbejde, fordi vi ansættelsessamtaler.

Men solen skinner alligevel udenfor mit vindue, og jeg har te på kanden. Jeg har et lager af Strepsils, og det er før sket, at jeg har raget mig en forkølelse til forud for et marathonløb. Så jeg sætter mig lige så stille og “surer af” og håber det forsvinder ud i cyberspace sammen med mine rapporter.

Imens kan forsøge at blive revet med af  hende her som jeg havde den helt udelte fornøjelse at opleve på Vega i sidste uge. Hun er det kæreste væsen på en scene, og hun kan, om nogen, putte mit humør tilbage. Beklager den halvdårlige lyd.

by - 2 kommentarer

Ich bin ein Berliner – oder?

Haft haft trukket feriestikket de sidste fire dage. Og slået mine folder i Berlin sammen med tre af mine kolleger. Som nok er ved at blive en slags veninder.

Engang i vinter, da vi var ved at blive kvalt i arbejde, stranguleret i sundhedsaftaler, ædt op af kvalitetsudvikling og halshugget af deadlines, – ja så besluttede vi, at vi også ville have det sjovt sammen. At vores fantastiske samarbejde kunne andet og mere end at fremme hovedstadens sundhedsvæsen. Tankerne udviklede sig lynhurtigt til en fælles weekend i Berlin. Berlin er min ubestridte yndlingsby (eller én af dem), og vi lejede en lejlighed af Sofie og Thomas, som jeg har kendt, siden de gik i skole med mine egne unger. En lejlighed, der ligger i mit yndlingsområde i Berlin, Prenzlauerberg, som er en del af det gamle Østberlin.  Her er SÅ hyggeligt, på den helt fredelige måde. Her er sjovt og skævt. Man får den bedste morgenmad på Café Entweder Oder og man kan få den festligste middag hos Fra Rosa. Man får serveret en supergod fire-retters menu og betaler, “hvad man synes”, typisk 20 Euro. I baren er stillet adskillige flasker rød og hvidvin frem, sammen med vand og forskellige slags økologisk saft. Man lægger 2 euro, og forsyner sig med, hvad man har lyst til og de de mængder, man vil. Når man går, lægger man et passende beløb for sine drikkevarer. Fantastisk koncept.

Jeg brugte selvfølgelig for mange penge. Købte frække røde sko og en nederdel i mit yndlingsmærke, Desigual fra Spanien. Og så løb jeg nogle dejlige ture i Prenzlauerberg. Jeg elsker at løbe i Berlin. Der er så lyst og stort og så mange grønne områder. Jeg elsker fornemmelsen af at løbe gennem verdenshistorien, og hver gang jeg ser en stump af muren, bliver jeg så tankefuld over, hvordan mennesker kan manipulere med hinanden. Og derfor er Berlin så livsbekræftende, så glad og så spændende. Fordi den har ændret sig og udviklet sig.

Nu er jeg hjemme og har løbet 15 km i min våde skov. Lidt tunge ben efter flyveturen, men det gik okay. Og det var så den sidste af den slags inden Copenhagen Marathon. Jeg er SÅ spændt på, hvordan det kommer til at gå. Jeg gik jo rundt i Berlin med marathonfornemmelser, fordi jeg har løbet dernede flere gange.

OG – de bedste nyheder: Tracy har sagt ja til at løbe på vores kvindehold til 24Run i Holte 🙂 Det er SÅ dejligt, og jeg glæder mig til at have hende med på holdet

by - 2 kommentarer

Søndag i tidslommen

Kender i de søndage, hvor der bare ikke sker en skid? Hvor morgenen pludselig er forsvundet ud i morgenmad og aviser – og går direkte videre i noget frokost? Hvor man er vidunderligt uforstyrret og har en solid fornemmelse af masser af tid? Det var nemlig lige sådan en søndag, der var dømt inde her i Birkerød. Pludselig var klokken langt hen på eftermiddagen, og jeg havde hverken lappet min cykel eller løbet min lange tur. Det går lidt bedre med min astma. I hvert fald har jeg ingen udmarvende anfald haft de sidste to dage. Kun den konstante følelse af at trække vejret gennem en skumgummisvamp, afbrudt af hidsige hosteanfald. Men fremgang er det alligevel, og lidt har også ret.

Så jeg drog af på den sidste lange løbetur inden Copenhagen Marathon. Som tidligere på ugen løb jeg syd på gennem skoven, og drejede ned forbi Stubbe Sø. På Holtesiden lavede jeg en længere sløjfe end sidst gennem skoven og fortsatte langs golfbanen til Nærum, hvor jeg mere eller mindre slog følge med et par på cykel. De burde have kunnet cyklet hurtigere end de gjorde. Jeg blev ved med at indhente dem, og vi blev ved med at støde på hinanden. Helt til den sidste del af “min” Rude Skov, hvor de grinende råbte god tur. 23 km hvor jeg oplevede et forbavsende flow i mit løb (når jeg ikke lige knækkede sammen i hosteanfald). Og nu er der nedtrapning til marathonløbet. Som egentlig lidt ufrivilligt allerede er startet. Med min rolige 10 km restitutionstur i går nåede jeg op på 61 km i denne uge.

Og nu begynder næste projekt efter Copenhagen Marathon også at mase sig på. For det er jo ikke bare det marathonløb, jeg skal nå. to uger senere løber jeg 24Run i Holte på et 6-kvinder hold. Dvs vi skal løbe 4 timer hver fordelt over døgnet. Altså næsten et marathonløb. Det har jeg faktisk aldrig prøvet før. Jeg har løbet halvmarathon, og jeg har løbet Midtjysk Bjergløb, som er 27 km lige efter et marathon, men aldrig et helt marathon så tæt på. Men jeg tror, at når jeg nu ikke løber så hurtigt længere, så restituerer jeg også hurtigere efter de lange løb. Så det skal nok gå. Det skal det, for vi er et lidt seriøst hold, der har ambitioner om at komme på podiet.

Nåmen – nu er fornemmelsen af oceaner af tid pludselig gået over. Cyklen blev ikke lappet. Jeg har en masse, jeg skal skrive. Jeg skal holde oplæg i morgen tidlig. Og det er allerede ved at blive lidt mørkt udenfor.

by - 3 kommentarer

Det er ikke godt

Med den astma, altså. Det her bliver et piveindlæg. Jeg har haft nogle lede anfald. Og jeg kan ikke rigtigt få medicinen i det rigtige niveau. Jeg fortsætter lidt med tredobbelt dosis, og ellers må jeg jo snakke med min læge i næste uge.

Nåmen jeg vred mig ud på en 10 km løbetur i eftermiddag. Løb meget roligt udaf. Jeg har dårlige erfaringer med at starte for kækt ud, når mine lunger er i den forfatning. Det ender alt for let med en gåtur hjem. Så jeg joggede afsted gennem skoven til Løje Sø på Holtesiden af Rude Skov. Og besluttede at give den gas. Der er en kilometers penge rundt om Løje Sø, og det gik egentlig ret godt med at holde et højt tempo hele vejen rundt. Resten af vejen hjem blev 4 gange 2 minutters intervaller. Og det gik overraskende godt. Og endte i et gigant hosteanfald udenfor gadedøren. Naboerne må tro, jeg er blevet storryger påd et sidste.

Pyh, hvor jeg håber, de lunger får det bedre, inden det bliver 23. maj.

by - 0 comments

Skodtur – og lidt opløftende musik fra en bjergbestigning

Hvor jeg på den hårde måde pludselig huskede, hvorfor jeg i sin tid stoppede med at løbe konkurrencer i maj. Det har tre grunde: birkepollen, birkepollen og birkepollen. Jeg bliver træt som et væltefærdigt alderdomshjem af ikke at trække vejr nok, og mine muskler bliver gummiagtige af medicinen. Medicinen får også min puls til at ryge i vejret, så længe jeg tager multidoser. Men resten af mit liv er tudetosset i de her uger, så skulle jeg nå at træne noget, skulle det være i dag. I morgen skal jeg til møde inde i København, videre til noget udviklingsdag på Sjælsmark Kaserne og videre til lufthavnen for at komme til Ålborg. Hvor jeg holder foredrag om arbejdsglæde fredag.

Så jeg piskede min klagende krop afsted omkring klokken 18, da jeg endelig var hjemme. Så var det, jeg huskede. Lungerne hvæsede og peb. Øjnene kløede og løb om kap med næsen. Jeg eksploderede i hosteanfald. Fuck og skod. Men en anelse stædig er jeg jo, så jeg piskede videre, mens lårmusklerne klagede sig næsten højlydt. Havde egentlig bestemt mig for at løbe til Rungsted, men kunne alligevel mærke, at det var en skovdag. Så jeg drejede ned i skoven og løb syd på. Ned gennem Rude Skov, forbi Stubbe Sø, krydsede Hørsholm Kongevej, ind i skoven igen og forbi Løje Sø. Her havde jeg en alvorlig snak med mine lår. No mercy!! Videre!! Derfor fortsatte jeg ud af skoven, langs golfbanen. Min indre dialog blev skarpere, men jeg fortsatte. Ud af skoven og videre langs motorvejen til næste skovparti. Nu gik det egentlig lidt bedre. Men jeg måtte stadig piske mig videre. Endelig nåede jeg Nærum og Rundforbi Stadion. Ind i skoven på den anden side, og så var jeg faktisk på vej hjem. Og – ahem, der var faktisk længere, end jeg huskede. Men nu skulle jeg jo hjem. Og hjem kom jeg. Løbende. 18 kilometer var det alligevel. Altså egentlig ganske tilfreds, selvom turen i sig selv var en skodtur. Muligvis en skidt investering…. Det er skodture som regel, men det vil vise sig.

Astma og løb er sådan et tveægget sværd for mig i den periode, hvor birken eksploderer. Og græsset med, for den sags skyld. Det tager et par uger eller mere, før medicinen har fået lungerne til at falde til ro. Løb har også provokeret egentlige anfald. Men det var mest i et tidligere liv, hvor jeg løb for hurtigt. Faktisk udgik jeg engang af Copenhagen Marathon, fordi jeg ikke havde styr på min astma. Jeg havde en lille uge tidligere løbet sammen med mine løbe-buddies, hvor der blev lagt hårdt fra land i et hidsigt kapløb. Det provokerede et stort anfald, og jeg måtte spadsere stille tilbage. Efter sådan et anfald tager det lungerne et par uger at falde helt til ro, så jeg vidste, jeg skulle have ekstra astmamedicin ca halvvejs i løbet. Jeg havde udstyret min søn med astmasprayen og aftalt, at han skulle stå parat ved 25 km. Jeg kunne mærke astmaanfaldet så småt begynde at bygge op, men han var der ikke! Han havde fundet sig et eller andet andet sted, som var meget tæt på mål, den dumme dreng. Han var meget tæt på en fyring. Og jeg måtte selvfølgelig gå ud og finde min mobiltelefon. Og sønnen med astmasprayen.

Men så kan lytte lidt på hende her: Så ryger humør og lårmuskler lige til tops igen. Jeg lærte hende at kende engang på en bjergbestigningsekspedition i Sydamerika. Vi kom ned fra bjerget og slog teltene op for at overnatte i basislejren, inden vi gik helt ned. Der stod et enligt telt i nærheden. Pludselig blæste det voldsomt op, som det kan i bjergene, og vi sikrede vores telte grundigt. pludselig så jeg, at det enlige telt blafrede faretruende. Jeg gik derover. Teltet var tomt, så jeg pillede teltstængerne ud og lagde det ned med nogle store sten ovenpå. Nogle timer senere kom en fyr ned fra bjerget. Blæsten var taget af, og han rejste sit telt igen. Og så kom han over og sagde tak. Han ville gerne sige tak med en hjemmebrændt cd fra hans hjemland, Brasilien. Og det var Maria Rita.

by - 1 kommentar

Busblog

Sidder i linje 888 fra Sjællands Odde mod Valby og forsøger mig med noget blogskrivning. Ikke let, kan jeg afsløre. Men computeren på knæene i en stadig kamp mod bussens svingninger. Jeg har været på Mols og lavet helt om på weekendens træningsplaner. Min mor ringede og ville gerne have besøg. Og når hun ber om det, skal hun ha’ det. Så afsted med mig.

Min mor og far ejer det dejligste sommerhus på Mols, som jeg har kendt hele mit liv. Jeg havde planlagt en sidste rigtig lang løbetur. Men, ærligt talt, det er ikke hverken høfligt eller kærligt at komme på besøg og stikke af i tre timer, vel? Så jeg lavede noget dividering og fordeling, og løb afsted mod Chris Macdonald’s skrumpe-by, Ebeltoft. Langs vandet hele vejen frem og tilbage. Aj, hvor jeg savner noget havvand i min nærhed. Sådan en havluft på en løbetur er velgørende. Jeg mødte ingen superskrumpere på min vej, men fik til gengæld en fæl modvind hele vejen hjem. Hvor jeg omgående fik serveret et glas køligt hvidvin. Og det er jo ikke hverdagskost. Hurtigt bad og aftenhygge med forældrene.

Luksusmorgen med lang morgenmad og Politiken, og klokken 11 snørede jeg løbeskoene igen. Jeg satte igen næsen mod Ebeltoft og nød turen langsvandet. Denne gang løb jeg dog længere, før jeg vendte om. Der lurede noget natsort sky-halløj på himlem, men det blev ved truslerne. Tilbage ved Molskroen fortsatte jeg ad en yndlingsrute ud langs stranden mog Fuglsø. Jeg drejede op i Mols Bjerge og løb tilbage gennem noget “urskov” og et sommerhusområde. Så det er alligevel blevet til et par og tredve kilometer. Bare fordelt lidt, så min mor også kunne få sit.

Jeg tror, jeg holder min træningsmængde på godt 70 km i denne uge med, og så er der nedtrapning de sidste to uger.

by - 2 kommentarer

Yes I did!

Jeg gjorde det! Jeg løb til og fra arbejde, – ialt godt 30 km. Startede ud omkring 7.30 og følte mig hurtigt som en kendis på Kongevejen. Inden jeg nåede ud af Blovstrød havde 5-6 bilister truttet i hornet, og lur mig, om ikke det var Katrine, der skrålede “Heeeej Helle” – med overkroppen ude af sidevinduet? De øvrige dyttere var kolleger, som følte sig konfronteret med noget dårlig samvittighed. Pjat med dem. Det er jo en slags valg. De kunne vel bare snøre skoene eller spænde cykelhjelmen. Medlidenheden herfra er ret begrænset, men jeg giver gerne en hånd med træning.

Det var en dejlig morgentur. Morgensolen lunede allerede, og jeg løb mig hurtigt til den indre ro, som er så god at tænke med. Og jeg fik tænkt over rigtig mange ting. Jeg har lovet Tracy, at skrive et kapitel i en bog, hun har taget initiativ til. Om løberuter, der har betydet noget specielt og løbeoplevelser. Jeg har tusind ideer til, hvad jeg kan skrive, og jeg ved sørme ikke, om jeg kan nøjes med ét kapitel? Jeg havde først tænkt at skrive om nogle af de ruter, jeg har en lang historie sammen med omkring Århus. Jeg har virkelig elsket at løbe i de sydlige områder, hvor jeg kunne løbe både i skoven og langs kysten. Jeg har så mange oplevelser gemt i mig fra utallige løbeture alene og sammen med træningskammerater. Jeg kunne skrive om nogle af de træningsture i området, som har haft særlig betydning. Jeg kunne også skrive om de hårde hunde, som jeg løb sammen med i mange år. En gruppe vilde og hurtige mænd, som holdt op med at være gentlemen i samme sekund, som jeg løb fra dem i en spurt på en træningstur. Vi har haft nogle fantastiske, vilde, benhårde træningsture sammen. Jeg var ene hunhund i flokken, og de har været med til at give mig nogle af de største løbeoplevelser. Jeg kunne selvfølgelig også skrive om de første løbeture efter min kemoterapi. Om den fantastiske fornemmelse og oplevelse af frihed, som løbeturene omgående gav mig. Selvom nogen måske ville betegne det som powerwalking, snarere end løb. Men løbeturene hjalp mig hurtigt i form efter kemomøllen, selvom – helt ude af form var jeg ikke. For jeg havde cyklet lange, lange ture og gået, når jeg nu ikke kunne løbe. Men alle disse forskellige muligheder blev vendt på vejen til arbejde, mens jeg løb afsted.

Der var meget trafik, og da jeg nåede St. Dyrehave, drejede jeg ind i skoven for at slippe for bilerne. Man skal bare få minutter ind ad skovstien, så er roen pludselig intens. Og det lykkedes igen at finde den rigtige vej. Jeg er virkelig ved at “getting the hang of it. Klokken ni sad jeg bænket efter brusebadet ved et veldækket morgenbord, fordi to kolleger rejser. Og jeg var glubende sulten.

Jeg var ret spændt på, hvad benene ville sige til at løbeturen hjem. De føltes møjtunge til en start, men jeg løb afsted gennem skoven og nød varmen og duftene. Skoven var fantastisk og fuglene kvidrede løs. Og det gik faktisk helt godt. Jeg løb gennem St. Dyrehave og Tokkekøb Hegn og ud på Kongevejen fra Allerødkrydset. Jeg skulle nok have taget bare en lille bitte tår vand med mig. For hold da helt kaje, hvor var jeg tørstig til sidst. De sidste par kilometer blev lidt tunge og kunne sikkert have været nemmere med lidt væske.

Nu sidder jeg her. Og gider ikke tage ind til København. Undskyld, Rasmus. Jeg skulle have været i de Berejstes Klub og høre Rasmus Krath fortælle om Somalia. Men jeg orker ikke. Kom for sent hjem. Og er træt på sofamåden.