Tag Archives: Chamonix

by - 0 comments

Italien – jamen jeg elsker dig stadig

I går gik jeg fire timer og 1200 højdemeter ned i regn, der sætter vores lokale skybrud for tre år siden i skammekrogen. Det væltede ned. Jeg krydsede brusende vandløb, hvor mine stave sørgede for, at jeg blev på fødderne. Og når det regner højt på bjerget, ja så ender det i dybt mudder længere nede. Og selvom jeg godt kan synes, det er sjovt at lege i mudder, nåede jeg en klar grænse i går. At det til sidst også blev iblandet kolort, did the thing. Og jeg var for første gang en kende utilfreds med kun at have medbragt løbesko. Det eneste kloge, jeg gjorde, var min medbragte billige paraply fra H&M. Den var guld!

En times venten på et tog fik mig til at ryste af kulde. Og jeg væltede ret hurtigt ind på det første, det bedste hotel i Les Houches. Der var varmt vand og badekar, kaffe og en seng. Jeg opløste mig selv i brandvarmt vand og skyllede mudderet af sko, overtræksbukser og rygsæk. De mudrede sokker blev forvist til altanen. Og med en vejrudsigt, der lovede snestorm i højderne og endnu mere regn, havde jeg sådan set fået Alper nok for nu. Derfor smuttede jeg med den første bus gennem Chamonix til Courmayeur på den italienske side af Mont Blanc. Og allerede her blev alt bedre. Bedre kaffe, større smil, ingen regn og italienske mænd, der vil bære sådan en som mig på deres bare hænder. Vinen er bedre, maden er bedre, og Italien redder mig endnu en gang.

Selvfølgelig fandt turistkontoret det hyggeligste hotel midt i byen til næsten ingen penge. Her er et leben på den måde, jeg elsker leben. Lige nu sidder jeg i opholdsstuen og skriver. Omkring mig myrer 10-15 børn i alle aldre omkring og leger med den slags legelyde, jeg elsker. Mødrene snakker stille eller krammer nogen børn. Fædrene ser fodbold eller cykelløb. Et par ældre mænd læser avis. Her er fandme bare rart.

Nåmen jeg er en sucker for noget sol og vand af den rigtige slags nu. Og jeg har lavet en plan. I morgen tager jeg toget sydøstover, gennem Milano og videre til Como. Lidt højere oppe ved Comosøens bred i en mindre by, der hedder Menaggio, har jeg fundet et hostel. Det ligger 50 m fra bredden med egen strand. Okay, jeg skal sove sammen med 11 andre, men den beliggenhed klipper jeg gerne en tå for. Og jeg har ørepropper med. Og så bliver jeg simpelthen der den næste uges tid. Og glor lidt ud på vandet. Og på skyerne. Og på bjergene, som jeg ikke behøver begive mig op i.

20140709-213908-77948820.jpg

by - 5 kommentarer

Chamonixtyper

Man kan ikke være sur i Chamonix. Her mellem alle bjergtyperne, der går rundt i byen i bjergtøj og ser bjergseje ud. Det kan kun trække mundvigene op. Og når så solen faktisk skinner, snevejret blev aflyst, og jeg allerede klokken to havde fået en seng i et billigt hostel – trækker mundvigene helt op til øjnene.

Den startede ellers ikke helt godt, dagen. På posthuset kostede det en mindre formue at skippe lidt teltgrej hjem til Sydhavnen. Men jeg ofrede mig og har lige siden glædet mig stort over en lettere rygsæk. Bussen, vi skulle køre med for at komme videre til toget, kører kun om vinteren. Og lige meget hvor insisterende vi var på, at det her ligner vinter, kørte den bare ikke. Jeg havde delt hotelværelse med de to hollændere, Hank og Ivo, og vi skulle følges noget af vejen. Deres tur var slut for i år, og de skulle tilbage til Geneve for at nå deres fly til Amsterdam. Jeg skulle til St. Gervais for at springe på en bus til Chamonix. Altså delte vi en taxa. Hele den transport blev bare svinedyr, så jeg var stadig olm, da jeg entrede Chamonix.

Jeg elsker bare den by. Den er skrupskør, fyldt med både doven og vild energi, og så ligger den så smukt som noget sted i verden. Jeg skal nok spamme billeder de næste dage. Og så er der alle bjergtyperne. Jeg ved ikke, hvorfor man går rundt med klatresele gennem byen. Personligt ville jeg tage den af. Men det er jeg tilsyneladende ret ene om. Selvom temperaturen ikke indikerer højsommer, forekommer det míg en anelse overdrevet med alle de dunjakker i bybilledet. Jeg ville svede tran. Og jeg prøver ihærdigt at blende ind ved at tilegne mig den særlige seje bjerggangart. Den er suppleret af et par farvede sportssolbriller og en helt speciel måde at holde hagen løftet på den rigtige måde, så den seje ikke kommer til at møde almindelige, useje øjne. Det er herremorsomt.

Lige nu er byen ved at varme op til Marathon de Mont Blanc om et par dage, så nu har bjergtyperne fået konkurrence af bjergløberne. Som går rundt i bjergløbetøj med særlige bjergløbesolbriller og farverige sko. Bjergløberne går eller løber rundt i gaderne med væskebælter eller smarte håndholdte flasker. Til gengæld er bjergløbetøj sat kraftigt ned. Eller bare løbetøj, for jeg har svært ved at se forskellen. Det er ligeså herremorsomt.

Dertil kommer de japanske horder. Som også går rundt i dunjakker eller veste og store kameraer. De bevæger sig i flok og styrer helst ind i den samme butik på een gang. Og altid den butik, jeg er på vej ind i.

Men ellers holder det max at sidde i et køligt hostelkøkken med brød, ost, pølse, tomat og rødvin. Sammen med en ældre hyggelig fyr fra Barcelona. Vi prøver ihærdigt at holde en samtale gående i et mix af spansk, fransk, engelsk og håndtegn. Men vi fik da delt lidt vin og the.

Jeg ved stadig ikke, hvad mine planer bliver. På det rigtige bjergkontor siger de vent 2-3 uger. Og det er alligevel længe at sidde i Chamonix, selvom det er sjovt. Jeg prøver at finde ud af, om der er nogle lavereliggende trails, jeg kan følge. Måske. Men for nu spiser jeg ost og læser i en herlig bog, Faldvand af Mikael Niemi. Når jeg læser i den, falder min verden lidt på plads. Jeg skal nok skrive mere om den senere.

Og så nyder jeg den snip af Mont Blanc, jeg får fra mit hostel. Det meste er selvfølgelig hyldet i skyer, fordi vejret leger vinter.

20130625-201614.jpg

by - 3 kommentarer

Klar til Chamonix?

Så har vi vist fået nok af ligegyldigheder om for meget rødvin og for lidt søvn. Alting drejer jo videre, og nu er der to uger til afgang. Den 17. flyver vi til Chamonix i Frankrig og tjekker ind på et hotel for natten. Uhhh, jeg glæder mig til at gense Chamonix.

Det er nogle år siden, jeg sidst har været der. I forbindelse med en tur sammen med nogle klatrevenner i Århus. Og det var slet ikke meningen, at vi skulle have været i Chamonix. Vi startede i Italien, hvor vi ville bestige Mont Blanc fra den side, fordi der er langt færre mennesker. Og en lidt mere interessant rute. Den korte version er, at Miage gletcheren ikke opførte sig ordentligt. Den lavede bogstaveligt talt sprækker under fødderne på os, og det blev umuligt at finde en sikker vej på tværs af gletcheren. Derfor trak vi os høfligt tilbage efter en lidt spændende overnatning i telt på gletcherkanten og spurtede om på Frankrig-siden og Chamonix. Og så tog vi op ad normalruten.

Chamonix er helt speciel. Byen er fyldt med klatrere, vandrere, mountainbikere og sågar løbere – og wannabees i forskellige afskygninger sammen med andre ferieramte. Det gør en by lidt speciel. Den emmer på en måde af energi på den særligt franske, dovne måde. Den hvor man står op med solen og nyder dejlig mad og vin, mens man knokler sig til udmattelse hver dag.

Og vi skal knokle, skal vi. Og nok uden det med vin. For den følgende morgen snører vi løbeskoene og løber op i bjergene med retning mod Schweiz. Vi har sat ti dage af til at nå til Zermatt, og vi skal nok få vores sag for. Sølle 180 km, men en hulens masse højdemeter op og ned. Vi har ikke aftalte dagsetaper, men tager det lidt efterhånden, som vi kan regne ud, hvor lang tid vi tager sammenlignet med de estimerede vandretider. I Alperne er der altid angivet en tid for det næste punkt på ruten. I vandre-tid. Men vi skal løbe.

Jesper, som jeg skal løbe sammen med, ligger hjemme på sin sofa og kommer til hægterne efter et psykolangt løb i The Lake District i England på 37 timer. Næsten lige så langt, som vi skal løbe (afstandsmæssigt) i Alperne. På ti dage. Det bringer ham (forhåbentlig) ned i nærheden af mit niveau, så vi kan følges.

Og min træning? Jo tak. Den fylder næsten mit liv ud. Jeg har simpelthen bare trænet monstermeget. Jeg har løbet mange og lange ture. Det har ikke altsammen været kønt, men jeg har kørt adskillige kilometer ind i løbeskoene. Jeg har haft flere uger, hvor jeg har løbet i nærheden af 100 km (+/-), og jeg har lært Amager Fælled grundigt at kende både i de tidlige morgentimer og aftenstunderne. Jeg holder aldrig op med at være imponeret over, hvor varieret det lille stykke land er. Weekenderne er nærmest gået op i løb, og jeg glæder mig seriøst til at indrette min verden lidt mindre efter det en tid. Der har nemlig været lange ture både lørdag og søndag, og jeg har haft ikke så få dobbelte træningspas. Altså både morgen og aften. Ja fordi sådan bliver det jo. Vi starter med at løbe om morgenen og fortsætter til frokost. Så holder vi pause og spiser og daser lidt. Og så løber vi videre.

Mine unger er igen begyndt at spørge, hvornår jeg skal løbe, inden de kigger forbi. Alma ser overrasket på mig, hvis jeg kommer på cykel og ikke er løbet, når jeg kommer på besøg. Selv min mor spørger til min træning. Jeg glæder mig til en søndagsbrunch. I september.

Det er ikke blevet til så meget interval eller bakketræning, som jeg havde planlagt. Jeg har nemlig også haft monstertravlt på jobbet. Så hverdagsløbeturene har jeg måttet kaste ind, hvor det nu kunne passe. Og nogen gange har jeg bare været for træt til  intervaller. Fordi klokken igen og igen er blevet først på aftenen, før jeg har været hjemme fra det der job. Til gengæld har jeg fået lavet en del styrketræning. Fitness.dk er ikke til sommerbrug, så det har været hjemme i stuen med dørene åbne ud til noget frisk luft.

Mit ur kastede jeg ind i skabet for et par måneder siden. Det var deprimerende at få tempoet smashet in my face hele tiden. Så jeg har ikke registreret særlig meget af min træning. Altså med tider og distancer på gps-uret. Alt er cirka og omtrentligt. Jeg ved nogenlunde, hvor lange de forskellige ture er, og resten er jo fuldstændigt lige meget. Det har udelukkende handlet om at løbe mange kilometer, og det har jeg gjort. Så jeg er nærmest ved at være klar. Med udstyr og træning og planlægning af mine projekter på jobbet. Tænk hvis man havde et almindeligt 8-16 job, hvor man bare kunne holde ferie uden at planlægge alting i forvejen. Nåmen – gad jeg ha’ det? Vel gjorde jeg ej.

Men hold nu op, hvor jeg glæder mig til nogle uger i september, hvor træning bliver dysset ned på et niveau, hvor andre ting som børn og venner kan få en mere fortjent plads i mit liv igen.