I går gik jeg fire timer og 1200 højdemeter ned i regn, der sætter vores lokale skybrud for tre år siden i skammekrogen. Det væltede ned. Jeg krydsede brusende vandløb, hvor mine stave sørgede for, at jeg blev på fødderne. Og når det regner højt på bjerget, ja så ender det i dybt mudder længere nede. Og selvom jeg godt kan synes, det er sjovt at lege i mudder, nåede jeg en klar grænse i går. At det til sidst også blev iblandet kolort, did the thing. Og jeg var for første gang en kende utilfreds med kun at have medbragt løbesko. Det eneste kloge, jeg gjorde, var min medbragte billige paraply fra H&M. Den var guld!
En times venten på et tog fik mig til at ryste af kulde. Og jeg væltede ret hurtigt ind på det første, det bedste hotel i Les Houches. Der var varmt vand og badekar, kaffe og en seng. Jeg opløste mig selv i brandvarmt vand og skyllede mudderet af sko, overtræksbukser og rygsæk. De mudrede sokker blev forvist til altanen. Og med en vejrudsigt, der lovede snestorm i højderne og endnu mere regn, havde jeg sådan set fået Alper nok for nu. Derfor smuttede jeg med den første bus gennem Chamonix til Courmayeur på den italienske side af Mont Blanc. Og allerede her blev alt bedre. Bedre kaffe, større smil, ingen regn og italienske mænd, der vil bære sådan en som mig på deres bare hænder. Vinen er bedre, maden er bedre, og Italien redder mig endnu en gang.
Selvfølgelig fandt turistkontoret det hyggeligste hotel midt i byen til næsten ingen penge. Her er et leben på den måde, jeg elsker leben. Lige nu sidder jeg i opholdsstuen og skriver. Omkring mig myrer 10-15 børn i alle aldre omkring og leger med den slags legelyde, jeg elsker. Mødrene snakker stille eller krammer nogen børn. Fædrene ser fodbold eller cykelløb. Et par ældre mænd læser avis. Her er fandme bare rart.
Nåmen jeg er en sucker for noget sol og vand af den rigtige slags nu. Og jeg har lavet en plan. I morgen tager jeg toget sydøstover, gennem Milano og videre til Como. Lidt højere oppe ved Comosøens bred i en mindre by, der hedder Menaggio, har jeg fundet et hostel. Det ligger 50 m fra bredden med egen strand. Okay, jeg skal sove sammen med 11 andre, men den beliggenhed klipper jeg gerne en tå for. Og jeg har ørepropper med. Og så bliver jeg simpelthen der den næste uges tid. Og glor lidt ud på vandet. Og på skyerne. Og på bjergene, som jeg ikke behøver begive mig op i.
Helles Blog 