Storme inde og ude

For en uges tid siden sov Vera hos mig. Hun faldt i søvn på sofaen, mæt af sol, jordbær og leg. Tidligere havde hun spurgt, om hun måtte sove hos mig, og vi voksne blev enige om at lade hende sove. Sofie ville hente hende næste formiddag. Ved firetiden vågnede Vera med et chok, ´Jeg vil have min mor´græd hun. Hun blev trøstet og forvisset om, at moren ville dukke op og gled tilbage i søvnen.

Jeg har dage, hvor jeg også er tre år. Hvor jeg også råber højt, at jeg vil ha´ min mor. Bare stille inde i mig selv. Selv om jeg er alt for gammel til den slags. På de dage har det været godt at gå eller løbe i bjergene. Bjergene giver en ro og en storhed, der både sætter mig lidt på plads i universet og giver rum til mine tanker. Jeg ved ikke, hvordan reglerne er for, hvorlænge man må tude over sin mor på den måde. Men det gør godt for en stund at være løftet ud af mine almindelige normalitetsrammer. At jeg ikke behøver forholde mig til, hvordan Rigshospitalet og Københavns Kommune kommunikerer elektronisk, f.eks. Eller om Frederiksberg Kommune har betalt for meget for en indlæggelse. At jeg kan nøjes med at mene noget om vejret, og hvor jeg skal sove. Om skønhed og ømme lår. Enkelhed gør godt.

Det svære er, at min sjæl ikke rigtigt orker de mange mennesker, jeg møder. Måske derfor spillede universet mig et puds i går, da jeg overså markeringen til Tour de Mont Blanc ved Col de Brevent? Og i stedet sendte mig ind på en del af min gamle rute fra sidste år? Jeg gjorde en af de ting, som min far hader jeg gør. Og mine børn med. Men som min mor elskede. Jeg gik forkert. Og i stedet for at vende om, da jeg opdagede det, tænkte jeg ´pyt´. Det var jo ligemeget, hvor jeg havnede for natten. Jeg kunne se friske fodspor, som jo måtte komme nogen steder fra. Og jeg mødte et par mennesker med timers mellemrum.

Da jeg kunne se den lovede storm bygge sig op på himlen, kunne jeg se et rifuge oppe på bjergsiden og lovede mig selv at overnatte der. Stormen var hurtig, og skyerne væltede op omkring mig, og pludselig kunne jeg intet se. Bevægede mig rundt i ærtesuppe. Det var ikke farligt, for jeg vidste, det lå der. Og pludselig tårnede en gigantisk skygge sig op foran mig. Som et surrealistisk drømmebillede. Og der gik en stund, før billedet manifesterede sig i mig som et hus. Der var varmt og kaffe og en seng, og der havde været smukt, hvis jeg havde kunnet se.

Men stormen havde ikke fået nok. Og nu var jeg i en helt forkert dal. Eller en anden dal, i hvert fald. I morges væltede vandet ned uden udsigt til formildning. Så jeg pakkede mig ind og gik gennem den slags regn, der kan skylle løse bjergsider ned, til en lille by, hvorfra jeg kunne tage toget tilbage. Og nu er jeg på hotel, hvor ingen andre end mig snorker i Les Houches nogle kilometer fra Chamonix. I morgen stikker jeg af fra regnvejret. Hvorhen har jeg ikke helt besluttet mig til. Jeg tror, det bliver afgjort af vejrudsigten.

For nu vil jeg have sol og sommer.

20140708-193619-70579160.jpg

20140708-193703-70623247.jpg

20140708-193726-70646542.jpg

20140708-193749-70669865.jpg

20140708-193830-70710377.jpg

Dette indlæg blev udgivet i Ikke kategoriseret. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s