Klar til Chamonix?

Så har vi vist fået nok af ligegyldigheder om for meget rødvin og for lidt søvn. Alting drejer jo videre, og nu er der to uger til afgang. Den 17. flyver vi til Chamonix i Frankrig og tjekker ind på et hotel for natten. Uhhh, jeg glæder mig til at gense Chamonix.

Det er nogle år siden, jeg sidst har været der. I forbindelse med en tur sammen med nogle klatrevenner i Århus. Og det var slet ikke meningen, at vi skulle have været i Chamonix. Vi startede i Italien, hvor vi ville bestige Mont Blanc fra den side, fordi der er langt færre mennesker. Og en lidt mere interessant rute. Den korte version er, at Miage gletcheren ikke opførte sig ordentligt. Den lavede bogstaveligt talt sprækker under fødderne på os, og det blev umuligt at finde en sikker vej på tværs af gletcheren. Derfor trak vi os høfligt tilbage efter en lidt spændende overnatning i telt på gletcherkanten og spurtede om på Frankrig-siden og Chamonix. Og så tog vi op ad normalruten.

Chamonix er helt speciel. Byen er fyldt med klatrere, vandrere, mountainbikere og sågar løbere – og wannabees i forskellige afskygninger sammen med andre ferieramte. Det gør en by lidt speciel. Den emmer på en måde af energi på den særligt franske, dovne måde. Den hvor man står op med solen og nyder dejlig mad og vin, mens man knokler sig til udmattelse hver dag.

Og vi skal knokle, skal vi. Og nok uden det med vin. For den følgende morgen snører vi løbeskoene og løber op i bjergene med retning mod Schweiz. Vi har sat ti dage af til at nå til Zermatt, og vi skal nok få vores sag for. Sølle 180 km, men en hulens masse højdemeter op og ned. Vi har ikke aftalte dagsetaper, men tager det lidt efterhånden, som vi kan regne ud, hvor lang tid vi tager sammenlignet med de estimerede vandretider. I Alperne er der altid angivet en tid for det næste punkt på ruten. I vandre-tid. Men vi skal løbe.

Jesper, som jeg skal løbe sammen med, ligger hjemme på sin sofa og kommer til hægterne efter et psykolangt løb i The Lake District i England på 37 timer. Næsten lige så langt, som vi skal løbe (afstandsmæssigt) i Alperne. På ti dage. Det bringer ham (forhåbentlig) ned i nærheden af mit niveau, så vi kan følges.

Og min træning? Jo tak. Den fylder næsten mit liv ud. Jeg har simpelthen bare trænet monstermeget. Jeg har løbet mange og lange ture. Det har ikke altsammen været kønt, men jeg har kørt adskillige kilometer ind i løbeskoene. Jeg har haft flere uger, hvor jeg har løbet i nærheden af 100 km (+/-), og jeg har lært Amager Fælled grundigt at kende både i de tidlige morgentimer og aftenstunderne. Jeg holder aldrig op med at være imponeret over, hvor varieret det lille stykke land er. Weekenderne er nærmest gået op i løb, og jeg glæder mig seriøst til at indrette min verden lidt mindre efter det en tid. Der har nemlig været lange ture både lørdag og søndag, og jeg har haft ikke så få dobbelte træningspas. Altså både morgen og aften. Ja fordi sådan bliver det jo. Vi starter med at løbe om morgenen og fortsætter til frokost. Så holder vi pause og spiser og daser lidt. Og så løber vi videre.

Mine unger er igen begyndt at spørge, hvornår jeg skal løbe, inden de kigger forbi. Alma ser overrasket på mig, hvis jeg kommer på cykel og ikke er løbet, når jeg kommer på besøg. Selv min mor spørger til min træning. Jeg glæder mig til en søndagsbrunch. I september.

Det er ikke blevet til så meget interval eller bakketræning, som jeg havde planlagt. Jeg har nemlig også haft monstertravlt på jobbet. Så hverdagsløbeturene har jeg måttet kaste ind, hvor det nu kunne passe. Og nogen gange har jeg bare været for træt til  intervaller. Fordi klokken igen og igen er blevet først på aftenen, før jeg har været hjemme fra det der job. Til gengæld har jeg fået lavet en del styrketræning. Fitness.dk er ikke til sommerbrug, så det har været hjemme i stuen med dørene åbne ud til noget frisk luft.

Mit ur kastede jeg ind i skabet for et par måneder siden. Det var deprimerende at få tempoet smashet in my face hele tiden. Så jeg har ikke registreret særlig meget af min træning. Altså med tider og distancer på gps-uret. Alt er cirka og omtrentligt. Jeg ved nogenlunde, hvor lange de forskellige ture er, og resten er jo fuldstændigt lige meget. Det har udelukkende handlet om at løbe mange kilometer, og det har jeg gjort. Så jeg er nærmest ved at være klar. Med udstyr og træning og planlægning af mine projekter på jobbet. Tænk hvis man havde et almindeligt 8-16 job, hvor man bare kunne holde ferie uden at planlægge alting i forvejen. Nåmen – gad jeg ha’ det? Vel gjorde jeg ej.

Men hold nu op, hvor jeg glæder mig til nogle uger i september, hvor træning bliver dysset ned på et niveau, hvor andre ting som børn og venner kan få en mere fortjent plads i mit liv igen.

3 thoughts on “Klar til Chamonix?

  1. Kan ikke finde linket til din webshop. Men vil gerne bestille en idolplakat, 3 autografer og en Helle T-shirt. Og PS. Jeg opretter snart en fanklub.

    • HAHAHAHAHA – så kan vi være fans af hinanden. Hvor er du sød. Jeg sender et billede, du kan blæse op, når vi har løbet i ti dage, så er glory-effekten sikkert til at over se

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.