Tag Archives: Løb

by - 0 comments

Tudefjæs og vejrraseri

Jeg må have det ud! Jeg ved, jeg udstiller mit indre tudefjæs. Jeg ved, det er både taberagtigt og latterligt. Stik mig bare en tudekiks.

Men jeg får nedtur over det vejr. Det væltede ned med sne i går eftermiddags, da jeg kom hjem, og nu vælter det ned igen. Min krop går langsomt i forfald, og jeg ser ingen mennesker. Jeg faldt pladask for den landlige sommeridyl og natur, da jeg besluttede mig for at leje huset udenfor Birkerød. Men jeg må erkende, at det holder ikke.

Der er for langt til alting. Hvem gider kæmpe sig gennem dårligt vejr og snefyldte cykelstier for at nå stationen, så man kan tage toget til København. Når nu klokken er blevet 18, før jeg kom fra arbejde. Jeg gør det ikke. Jeg cykler sædvanligvis mindst 200 km om ugen, så benene får spjæt af savnet. Kun enkelte uger er jeg nået op omkring 100 km på en uge siden engang i december. For første gang nogensinde er min motivation for at løbe røget helt i bund. Aldrig har vejret i den grad holdt mig tilbage. Det hænger selvfølgelig også sammen med, at jeg arbejder meget og kommer sent hjem. Men havde det bare regnet i stedet for sne og is, var jeg kommet afsted mindst 5 gange om ugen. Tænk at høre mig selv savne regnvejr!

Det er uger siden, jeg har løbet i skoven. Jeg er syg af savn efter bløde skovstier og fuglefløjt. For første gang i mit liv er det KEDELIGT at løbe. Hvor fedt er det lige at løbe ud af Kongevejen? Eller Ravnsnæsvej? Eller rundt på tilisede cykelstier i Birkerød By? Nej vel? Jeg ville foretrække at løbe på stenbroen, hvor der trods alt er mennesker at se på.

Jeg bliver træt, sur, rasende og negativ af det her. Det er latterligt, for der er ikke noget at gøre ved det. Vejr er jo vejr, og jeg gider overhovedet ikke flytte igen lige med det samme. Om lidt driver jeg igen min stakkels misbrugte cykel ud i et infamt snevejr, fordi jeg skal til Hillerød og deltage i førstebehandlingen af et af mine projekter. Og håber, at s-toget kører.

Tak for tudekiksen.

by - 1 kommentar

Deadline

Jeg cyklede glad hjem fra Hillerød med Manu Chau i ørerne. Altså, så kan man kun være glad. Også selvom Hillerød Kommune skulle skamme sig med deres dybfrosne snebjerge på cykelstien. For anden dag i træk har det været muligt at cykle både frem og tilbage til arbejde. Og det er lyst. Noget sker der heldigvis, –  i den rigtige retning. Mod noget forår. Jeg var også lettet, fordi jeg endelig havde afleveret mine afsnit til vores projekt til første behandling. Jeg er lettet, lettet, lettet. Og egentlig ret tilfreds med produktet.

I aftes sad jeg og pev lidt over de bjerge af ubrugte ord, der tårnede sig op foran mig. Jeg kunne pludselig ikke få det hele til at vende rigtigt. Kunne ikke finde de rigtige udtryk. Og kunne slet ikke skabe en sammenhæng.  Min gode veninde, Lene, grinede lidt overbærende. Det når du jo, sagde hun, du er så god til deadlines. Vel er jeg så. Men forklar mig,, hvorfor jeg driver mig selv til kanten hver gang? Hvad enten det har været eksamensopgaver, artikler, undervisningsopgaver eller projekter, har jeg siddet og pevet i yderste sekund. I dyb overbevisning om, at denne gang ville blive den gang, hvor jeg ikke nåede det. Med sjælen kortvarigt i en slags laser. Denne gang var en klassiker. Jeg skrev og rev mig i håret til klokken 23 i aftes, skrev videre i drømme hele natten og stod op klokken syv og skrev det hele færdigt. Trykkede på send-knappen, og afsted med det til min chef. Som selvfølgelig havde en bunke kommentarer og smårettelser. Og så var der lige nogle organisationsdiagrammer, som skulle finpudses. Og jeg er ingen ørn til den slags. Tror på en eller anden måde, at der altid springer en it-nørd ud af skabet og redder mig. Men nix. Jeg må – hver gang – lære det the hard way. Og så lykkedes det alligevel. Et sekund i deadline. Send. Afsted. Og aben sprang af mine skuldre. Og mig og Manu Chau cyklede tilbage til Birkerød.

I morgen får jeg igen kongeligt besøg af kronprinsessen. Uden følge. Så jeg måtte lige planlægge min træning. Man løber ikke hjemmefra med kongeligt besøg i huset. Og der er kun 16 uger til Copenhagen Marathon. Så jeg fintede mig selv og trak i løbetøjet, før jeg kunne tænke en sammenhængende tanke. Jeg løb 11 iskolde kilometer rundt i Birkerød, hvor fortovene stadig er fulde af knoldet is. En okay tur, faktisk. Det går en lille smule fremad med tempoet. Men benene var en smule mærkede af pludselig at cykle halvlangt to dage i træk efter måneders pause.

Så nu sidder jeg her og er svært tilfreds med mig selv. Varm og tør under dynen i sofaen og ser the March of the Penguins. Jeg har filmen på dvd med engelsk speak, men på DR2 har de sat dansk speak ind. Det virker ikke. Det bliver for pussenusset. Se lige de pingviner. Der er ikke meget pjevs over dem. Ah okay – de piver lidt, men de kan jo også for alvor tale om kulde. Der ville ikke være kommet meget baby ud af det, hvis jeg var blevet budt noget lignende.

by - 0 comments

Bambi på glatis vers. 2

Endnu en superglat løbetur på Birkerøds fortove og cykelstier. Jeg nåede ikke min planlagte løbetur i St. Dyrehave i de lyse timer i dag. Jeg er nemlig også en smule Bambi på glatis som projektleder i mit nyeste projekt. Jeg finder langsomt mine ben og ser efterhånden sammenhænge, men det tager tid og mange, mange møder og diskussioner. Så jeg halser lidt bagefter mig selv. Men det tager form, og det skal nok ende godt. Projekter har deres faser, og dette projekt har jeg ‘arvet’ midt i dets proces. Projekter har deres kaos-faser, og det er min erfaring, at man må forsøge at blive stående på sine to ben midt i kaos. Så opløser det sig langsomt og finder et mønster eller en struktur. Og pludselig en dag begynder man at ane en vej. Men lige nu er det kaos, jeg står i. Eller jeg tror, jeg står ved udkanten af kaos, på vej til at finde en orden i mit projekt. Og jeg har det sjovt. Det koster en masse arbejde, men det er dybt meningsfuldt – og sjovt. Jeg elsker det teamwork, som det kræver.

Jeg fik et lift hjem af en kollega og et tilbud om et lift til Hillerød i morgen tidlig. Og det er jo svært at stå imod. Oven i købet klarede vi indkøb på vejen. Hvor heldig kan man være? Jo jo. Jamen så var jeg hjemme ved 18-tiden og gjorde samme øvelse som i går. Snød mig i løbetøjet i en fart og var afsted, før to tanker kunne følge hinanden. Og var det koldt i går, var det fuldstændig bidende i dag. Så det blev en kort glidebanetur på 7 km. Jeg var ikke helt så ulysten som igår, men det var godt at komme hjem i min varme stue. Flere steder var cykelstierne glaserede med is og helt umulige at stå fast på. Det må have været en fest at se mig komme løbende.

by - 0 comments

Vintertræning

I dag vågnede jeg en smule modvilligt, da telefonen sang sin morgensang klokken seks. Der var mørkt og koldt udenfor dynen, men efter et par snooze-udsættelser måtte jeg vride mig fri af den varme dyne. Morgenmad, gavepakke til dagens julefrokost og den artikel, jeg ikke fik læst i aftes, blev lagt i tasken, og jeg trådte afsted på cyklen. Det var isnenende koldt, og sneen begyndte at stikke mig i kinderne. Jeg har ca 17 km til arbejde, så det er en fin morgentur og en fin start på dagen. Men det er lidt koldt og mørkt i december, specielt når jeg skal hjem om eftermiddagen, hvor Kongevejen er buldrende mørk, og bilerne strømmer hjem fra København med blændende lygter. Så fornøjelsen er ikke så stor som om sommeren. Og når kollega Jan tilbyder lift til både mig og cyklen, er det svært at takke nej. Okay, 17 km er da også noget hver dag. Det er virkelig svært at motivere mig til at cykle langt hver dag, når det er så mørkt og koldt.

Hjemme igen trak jeg i løbetøjet, før jeg kunne nå at få smag for sofavarmen og løb afsted. Jeg planlagde egentlig bare en rolig tur, fordi jeg stadig er snottet, men da jeg først var afsted, holdt jeg fast ved mine intervaller. De første 100-200 meter gjorde ondt i min højre ankel. Jeg troede, jeg havde løst det problem ved at købe et par mere stabile sko. Det har været klart bedre de sidste dage. Men i dag gjorde det ondt. Jeg forstår det ikke rigtigt, for mit træningsomfang har virkelig ikke været imponerende i de sidste fire uger. Jeg har været møgforkølet og kun løbet til husbehov. Alligevel føles det som en rigtig overbelastning inde bag ved skinnebenet helt nede ved ankelen. Heldigvis går den slags over, når det bliver varmt, så jeg løb fem gange 800 meters intervaller i vildt snevejr. Hjemme igen lavede jeg udstrækning på trappen og lagde is på, inden jeg gik i bad. Lige nu føles det okay, men jeg må prøve en lille tur i løbeskoene i morgen eller overmorgen.

I morgen bliver en heftig dag arbejdsmæssigt, så måske nøjes jeg med min cykeltur i morgen og slapper af i morgen aften. Jeg har også stadig en lille bunke videnskabelige artikler, jeg skal have læst og vurderet. Det er lidt svært at nå ting, som må foregå i fritiden for tiden. Jeg når så meget i dagtiden, og det er så intenst og fyldt med nye udfordringer, at luften går af mig om aftenen. Men en eller to artikler skal jeg nå i aften.

by - 0 comments

Hej verden

Velkommen til min blog. Så starter det første spæde indlæg. Hvordan starter man en blog? Skal det være smart og appetitvækkende? En hurtig fængende bemærkning? Hmmm. Det er en grå søndag eftermiddag og tæt på jul. Ikke meget der fænger her. Men sådan er søndage også, og også den slags søndage har også deres ret. De kan oven i købet have deres berettigelse midt i et liv, der nogen gange kan køre lidt på højtryk. Almindelige dage starter tidligt og er fyldt med arbejde til sen eftermiddag. Ikke så sjældent sniger arbejdet sig ind på aftenen også.

Så denne søndag startede dagen med at sove ud. Når klokken er 8 har jeg været vågen flere gange og kan ikke længere tvinge øjnene i. Men jeg elsker at læse i sengen. Også om morgenen. Det er sådan en særlig weekend-luksus, jeg har tillagt mig, siden mine børn voksede til. Det kan der snildt gå en times tid med, før mine tarme skriger af sult, og jeg må op. Jeg elsker langsomme morgener, og jeg elsker at tage mig tid til morgenmad. Der er også søndagsavisen, der skal passes, og det kan tage timer. Ikke mindst midt i COP15.  Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg er et sandt CO2 dydsmønster. Jeg har ingen bil. Cykler næsten altid til alting og tager ind imellem et tog. Mit synderregister og min dårlige samvittighed består af flyrejser. Jeg er så nysgerrig, og jeg er så vild med at opleve fjerne egne af vores fantastiske verden, og jeg kan kun komme der med fly. Jeg ville ønske, at jeg kunne “beame” mig selv afsted til Nepal/Afrika/Sydamerika uden at bruge så meget brændstof. Men jeg er hooked. Jeg må afsted ind imellem. Jeg bilder mig ind, at det også gør mig til et bedre menneske at opleve andres måder at leve på. At opleve en storhed i natur, som Danmark ikke kan mønstre. Jeg bilder mig ind, at jeg bliver klogere, varmere og mere rummelig. Det er min ydmyge undskyldning.

Anyway. Dagen bød ikke på store eksotiske oplevelser. Jeg trak i løbetøjet og løb en tur, først til Sjælsø og bagefter videre i Rude Skov. Dagen bød på temperaturer på frostgrænsen. Vandpytter og småsøer var dækkede af et tyndt lag is, og luften var sprød og fin. Sjælsø tog sig smukt ud, og der hvilede en slags ophøjet ro over hele området. Jeg har ikke helt holdt min træningsplan i denne uge. Jeg har været møgforkølet, og jeg har været lidt optaget af besøg fra Nepal i forbindelse med klimatopmødet. Men jeg løb en dejlig tur, og da jeg var godt gennemvarm lagde jeg en række lange stigningsløb ind. Jeg arbejder på at få noget mere tempo ind i mit løb. Siden jeg var syg, har jeg ikke kunnet løbe så hurtigt, som jeg gerne ville. Og jeg har oplevet at komme lettere i en tilstand af overtræning, hvis jeg forsøger for ihærdigt. Så min plan er at løbe intervaller en gang om ugen og løbe en tempotur eller en tur med stigningsløb. Derudover løber jeg 2-3 jævne eller rolige ture. Sædvanligvis cykler jeg til og fra arbejde. En tur på 17-18 km hver vej, som oftest bliver med pænt tempo for også at bruge den træningsmæssigt. Stigningsløbene i dag blev på 1 x 100 m, 2 x 800m og 1 x 1000 m – i cirkatal, for jeg er inkarneret “dogmeløber”. Jeg har mit løbeur, som jeg kan tage tid med, men ikke andre smarte gadgets. Derfor ved jeg aldrig helt nøjagtigt, hvor langt jeg har løbet. Og det er jo hamrende ligegyldigt. Jeg trives rigtig fint med cirka-distancer.

Nu er det så lykkedes mig at lave tilstrækkeligt med overspringshandlinger, så jeg ikke har fået læst og vurderet de artikler, jeg havde planlagt. Til gengæld har jeg fået lavet min nye blog, skrevet e-mails til venner og opdaget, at Eric Clapton og Steve Winwood spiller i Malmø til maj.