Vandkantsoplevelser

Mens hele Danmark havde besøg af Bodil, havde vi vores eget lille drama i Sydhavnen. Ikke som i Gilleleje, hvor både blev slået til pindebrænde, og moler forsvandt. Bare et lille bitte drama.

Jeg fik besøg af to jyder, der ikke lod sig slå ud af blæsevejr. Vi droppede planen om at mødes på Arken. I stedet satte de sig til rette i mit køkken og råbte på vin. Det fik de, men forholdsvist tidligt på aftenen satte de kursen mod hotellet på Vesterbro. Det blæste alligevel så meget, at busserne ikke kørte. Jeg satte mig fredeligt og læste, indtil jeg kastede et blik ud af vinduet. Og fik øje på vandet.

Vandet stod lige udenfor mit vindue. Ikke de sædvanlige to meter nede, men lige udenfor. Jeg kunne trippe direkte ud på min ponton. Nå da, tænkte jeg, og tændte for computeren. Hvor der lå flere mails fra udlejeren om stigende vandstand. Folk var mest bekymrede for deres biler, som stod parkerede i kældrene. Senere kørte politiet rundt og bad dem fjerne bilerne fra parkeringskældrene. Og Europark havde en fest resten af natten med at knalde de ulovligt parkerede biler.

Senere blev vi bekymrede for os selv. Eller vores hjem. Og Beredskabsstyrelsen ville komme med sandsække og plastik. Jeg gik ud i stormen og ledte efter sandsække. Flere gange. Indtil jeg var så søvnig, at alting blev ligemeget. Jeg havde ryddet det meste fra underetagen til køkkenet. Bøger på de nederste hylder, rod under sengen, cykler og sådan. Jeg kørte gaffa rundt om dørene og gik i seng. Og sov trygt og godt, til jeg vågnede næste morgen.

Nu var sandsækkene kommet. Beredskabsstyrelsen havde kastet dem ude på vejen, og jeg fik dagens styrketræning. Så var jeg nødt til at lade vand og sandsække passe sig selv og tage til Hillerød og lede verdens vigtigste møde. Vandstanden blev levende dokumenteret på Facebook dagen igennem.

Jeg tog hjem og meldte mig ud af dramaet. Fordi det er så meget sjovere at være til julefrokost med en festlig samling mokker end at sidde og glo olmt og stift på stigende vand. Det måtte gå, som det måtte gå. Jeg skred til julefrokost.

Nu har jeg hevet gaffatapen af dørene og slæbt to tons sandsække ud på terassen. Det blev aldrig et rigtigt drama. Vandet var tæt på, men det blev ude. Og jeg fik ryddet op under sengen.

IMG_2567

Livet i vandkanten

Når nu alting er, som det er, er jeg ret heldigt stillet. Jeg har jo løbet i 4788 år, og har selvfølgelig haft langvarige skader før. Brud eller sammensyede flænger, fx. Fordi jeg jo aldrig været sådan en, der har holdt mig tilbage. Set i et større perspektiv er nogle måneders løbepause inderligt ligegyldigt. Jeg savner det. Vildt og voldsomt. Men i det store regnestykke er det ligemeget. Jeg har været her før, og jeg kommer til at løbe igen.

Engang var jeg låst af et brud på skinnebenet i flere måneder. Dengang trænede jeg i vand sammen med alle de andre nedbrudte atleter i Århus 1900, og det havde sin egen form for hygge at mødes hver morgen i svømmehallen og lave åndede vandbevægelser sammen. For løb i vand ser ualmindeligt åndssvagt ud. Og føles ligeså åndssvagt. Men det er fantastisk træning, når man ikke må belaste, for pulsen kommer helt op i det røde felt i lang tid.

Men nu er jeg uden klub. Og lidelsesfæller. Og er ikke rigtigt tiltrukket af svømmehals-ideen. Og WUUUHUUU – det behøver jeg heller ikke. For jeg har mit helt eget vand lige udenfor døren. Og jeg springer mere og mere ud som vandmenneske. En tur rundt om blokken her – foregår i vand og rækker vel 4-500 meter. Nej, ikke løb i vand, men god gammeldags svømning. En helt okay erstatning for min morgenløbetur. Jeg er så småt ved at udvide repertoiret og træne min elendige crawlteknik. Der er noget særligt ved bare at kunne svømme uden begrænsning af banelængder. Derfor ser min stuedør sådan ud det meste af tiden.

Jeg elsker at kunne sende en sms til folk, der kommer på besøg og minde dem om at huske badetøjet. Enhver gæst forvandler sig på få minutter til dedikeret vandhund. Hold kæft, hvor er det i orden at betale lidt ekstra for det her vandliv.

Sidste år lånte min gode ven, Henning, sin havkajak til mig. Den er i ferietiden flyttet ud på ponton’en. Og det tager tre splitsekunder at beslutte en tur og komme afsted.

Jeg elsker, når min svigersøn efter en svømmetur udbryder ren begejstring. Jeg elsker når Morten og hans Nina springer i vandet og tager en omgang around the block sammen med mig. Og Morten lader badebukserne hænge. Fordi han jo lige kan komme forbi til frokost og tage en tur mere.

Og når jeg savner andre fuglelyde end snadrende ænder, kan jeg tage raceren eller mountainbiken ud over Amager eller sydover langs kysten.

Og så glæder jeg mig til at komme tilbage i løbeskoene. For i mellemtiden er min familie trukket i så mange løbesko, at vi faktisk kunne have stillet vores helt eget DHL hold.