Om nogle uger har jeg levet i fem år, siden de sidste dråber af de massive doser kemoterapi blev lukket ind i mine blodårer og fordelt i kroppen. For at kyse noget lymfekræft helt ud. Med udtrykkelig ordre om at blive væk. I lang tid, som i et par år, fyldte bevidstheden, forskrækkelsen, rystelserne fra kræft og kemoterapi næsten hele den indre sendeflade. Det fylder ikke længere. Angsten for igen at blive syg er væk. Jeg kan leve mit liv med forventning om en fremtid og få influenza og  forkølelse uden panikanfald.

Men jeg kan stadig blive fyldt af raseri over alt det, sygdommen og kemoterapien har skudt i smadder. Alt det der er så fandens svært at tale med nogen om, fordi det kommer til at lyde forkert. Fordi det får mig til at fremstå som et ynkeligt og vrælende tudefjæs. Eller endnu værre – som en anklagende Åse med hånden på panden. Derfor holder man sin kæft. Knytter sylten, klapper i og knokler som et bæst for at vende vindene. Eller lægge sig fladt ned og leve med mild accept. Eller hvad der nu skal til. For jeg er jo ikke rasende på nogen. Det er ikke nogens skyld. Det er bare sådan, det er. Og det gør mig rasende.

2006 startede skidt og sluttede værre. Det hører til den kategori af år, som burde slettes af verdenshistorien. Som startede med bristede hjerter og brudte illusioner langt ude i bjergene i Sydamerika. Og som fortsatte med dårligt helbredskarma med uendelig bjerghoste og en gammel skulderskade, der rottede sig sammen og smadrede alle forsøg på at klatre. Jeg troede det kulminerede med en 50 års fødselsdag (min), men året fortsatte med opsigelse af lejemål og flytning og nåede nye dybder, da en af mine bedste venner pludselig døde helt alene på sit badeværelse. Mens jeg var langt ude i Nepal og havde en lille rund bule på halsen. Som lige på falderebet til 2007 trumfede hele 2006 og var lymfekræft.

År ét gik med at samle de stumper af mig, der blev spyttet ud, i et grovsorteret puslespil. Bare sådan til husbehov, så det lignede et liv. Det var hårdt, intensivt og koncentreret arbejde at få så meget kemoterapi på så relativt kort tid. Det sled min krop halvt i stykker og smadrede min hjerne. Jeg stred mig igennem det hele med løftet pande. Der var en slutdato. Jeg vidste, hvor længe det ville vare og jeg ville ikke ned med nakken. Vennerne, søsteren, forældrene og ungerne slog kreds om mig. Hjalp med indkøb. Lavede suppe, når munden var åbent sår efter hver kemoserie. Gik ture med mig. Købte bøger og film. Var der.

Var det ikke ensomt, spurgte en veninde bagefter. Nej det var ikke ensomt. Det ensomme kom senere. Og det er her, Ynkelige-Yrsa og Dåse-Åse stikker hovederne frem, når jeg prøver at dele det. Som alle siger, man skal.

Hvordan fortæller man om ensomhed? Om venner der langsomt sivede ud i en periferi, jeg ikke kunne nå? Om veninder der ikke orkede mere kræft? Om andre veninder der døde? Mens jeg var den der levede? Og hvordan fortæller man om oldgamle fællesskaber, som jeg pludselig ikke længere kunne være fælles med? Fordi kemoen havde ædt min evne til at løbe hurtigt med drengene. Fordi jeg mistede orienteringen i festivallivet. Fordi der pludselig var tomme rum, der hvor spanske ord havde boet i min hjerne. Og fordi jeg ikke længere vidste, hvordan man taler om ingenting. Og ikke kunne holde ud at tale om det væltede liv hele tiden.

Hvordan fortæller man om dræbende træthed? Som konstant tvang mig til at vælge. Hvis jeg løb en tur, måtte jeg vente med at købe ind. Hvis jeg arbejdede hele dagen, måtte jeg ringe til min veninde en anden dag. Hvis jeg inviterede nogen, måtte jeg nogen gange bede dem gå hjem, før de havde tænkt sig. Hvordan fortæller man, at man så holdt op med at invitere?

Eller hvordan fortæller man om den mudrede hjerne? At min største bekymring var, om jeg nogensinde ville kunne lave komplekse analyser igen? Om jeg nogensinde ville kunne koncentrere mig? Hvordan fortæller man, at jeg stadig, fem år senere, kan glemme, hvad du har fortalt mig? Hvordan jeg stadig kan gå i stå midt i en sætning, fordi et ord er forsvundet fra min indre harddisk?

Og hvordan fortæller man, at alle de tæsk – næsten – har fået mig ned med nakken. På de dårlige dage. At skæbnen ind imellem alligevel kan banke mig hen i et hjørne for små dumme piger. Når jeg ikke selv kan holde mig ud i den ynkelige udgave, hvordan skal andre så kunne?

Inde i mig sidder en lille kompakt ildkugle af raseri. Raseri på kræft og på kemoterapi og på de konsekvenser, det hele har haft for mit liv. Og ildkuglen sprutter orange stikflammer, når jeg ikke pakker den godt ind. Den kommer farende ud og stikker lammere til dem, der siger, de kan se, at jeg er blevet tyk. Den langer knytnæver til dem, der siger, at de ved, hvordan det er at få så meget kemoterapi. Men den giver seriøse mavepumpere til dem, der fortæller mig, at jeg da bare skal være glad for at leve.

Jeg er for fanden fuldstændig lalleglad over at være i live. Jeg flyder helt over i taknemmelighed for de krøllede hjerner, der har udtænkt, hvordan lige den kombination af forskellige giftstoffer kunne redde mit liv. Men jeg kunne ikke blive ved med at køre i overlevelsesmode. Jeg måtte lande i mit nye liv. Og det har taget uendeligt lang tid at fatte, at mit gamle liv er smuttet og aldrig kommer indenfor rækkevidde igen. Måske er vreden og raseriet ved at lægge sig. Og måske er jeg ved at komme overens med mit nye jeg, som halvtyk og langsom, med flest nye venner i mit liv, og som alligevel godt kan lave analyser og begynde at huske spanske brokker.

Men hvis I en dag får en lammer, så ved I, hvad den kommer af. Og jeg vil, trods alt, hellere stikke lammere end at være ynkelig.