Fem rasende år senere

Om nogle uger har jeg levet i fem år, siden de sidste dråber af de massive doser kemoterapi blev lukket ind i mine blodårer og fordelt i kroppen. For at kyse noget lymfekræft helt ud. Med udtrykkelig ordre om at blive væk. I lang tid, som i et par år, fyldte bevidstheden, forskrækkelsen, rystelserne fra kræft og kemoterapi næsten hele den indre sendeflade. Det fylder ikke længere. Angsten for igen at blive syg er væk. Jeg kan leve mit liv med forventning om en fremtid og få influenza og  forkølelse uden panikanfald.

Men jeg kan stadig blive fyldt af raseri over alt det, sygdommen og kemoterapien har skudt i smadder. Alt det der er så fandens svært at tale med nogen om, fordi det kommer til at lyde forkert. Fordi det får mig til at fremstå som et ynkeligt og vrælende tudefjæs. Eller endnu værre – som en anklagende Åse med hånden på panden. Derfor holder man sin kæft. Knytter sylten, klapper i og knokler som et bæst for at vende vindene. Eller lægge sig fladt ned og leve med mild accept. Eller hvad der nu skal til. For jeg er jo ikke rasende på nogen. Det er ikke nogens skyld. Det er bare sådan, det er. Og det gør mig rasende.

2006 startede skidt og sluttede værre. Det hører til den kategori af år, som burde slettes af verdenshistorien. Som startede med bristede hjerter og brudte illusioner langt ude i bjergene i Sydamerika. Og som fortsatte med dårligt helbredskarma med uendelig bjerghoste og en gammel skulderskade, der rottede sig sammen og smadrede alle forsøg på at klatre. Jeg troede det kulminerede med en 50 års fødselsdag (min), men året fortsatte med opsigelse af lejemål og flytning og nåede nye dybder, da en af mine bedste venner pludselig døde helt alene på sit badeværelse. Mens jeg var langt ude i Nepal og havde en lille rund bule på halsen. Som lige på falderebet til 2007 trumfede hele 2006 og var lymfekræft.

År ét gik med at samle de stumper af mig, der blev spyttet ud, i et grovsorteret puslespil. Bare sådan til husbehov, så det lignede et liv. Det var hårdt, intensivt og koncentreret arbejde at få så meget kemoterapi på så relativt kort tid. Det sled min krop halvt i stykker og smadrede min hjerne. Jeg stred mig igennem det hele med løftet pande. Der var en slutdato. Jeg vidste, hvor længe det ville vare og jeg ville ikke ned med nakken. Vennerne, søsteren, forældrene og ungerne slog kreds om mig. Hjalp med indkøb. Lavede suppe, når munden var åbent sår efter hver kemoserie. Gik ture med mig. Købte bøger og film. Var der.

Var det ikke ensomt, spurgte en veninde bagefter. Nej det var ikke ensomt. Det ensomme kom senere. Og det er her, Ynkelige-Yrsa og Dåse-Åse stikker hovederne frem, når jeg prøver at dele det. Som alle siger, man skal.

Hvordan fortæller man om ensomhed? Om venner der langsomt sivede ud i en periferi, jeg ikke kunne nå? Om veninder der ikke orkede mere kræft? Om andre veninder der døde? Mens jeg var den der levede? Og hvordan fortæller man om oldgamle fællesskaber, som jeg pludselig ikke længere kunne være fælles med? Fordi kemoen havde ædt min evne til at løbe hurtigt med drengene. Fordi jeg mistede orienteringen i festivallivet. Fordi der pludselig var tomme rum, der hvor spanske ord havde boet i min hjerne. Og fordi jeg ikke længere vidste, hvordan man taler om ingenting. Og ikke kunne holde ud at tale om det væltede liv hele tiden.

Hvordan fortæller man om dræbende træthed? Som konstant tvang mig til at vælge. Hvis jeg løb en tur, måtte jeg vente med at købe ind. Hvis jeg arbejdede hele dagen, måtte jeg ringe til min veninde en anden dag. Hvis jeg inviterede nogen, måtte jeg nogen gange bede dem gå hjem, før de havde tænkt sig. Hvordan fortæller man, at man så holdt op med at invitere?

Eller hvordan fortæller man om den mudrede hjerne? At min største bekymring var, om jeg nogensinde ville kunne lave komplekse analyser igen? Om jeg nogensinde ville kunne koncentrere mig? Hvordan fortæller man, at jeg stadig, fem år senere, kan glemme, hvad du har fortalt mig? Hvordan jeg stadig kan gå i stå midt i en sætning, fordi et ord er forsvundet fra min indre harddisk?

Og hvordan fortæller man, at alle de tæsk – næsten – har fået mig ned med nakken. På de dårlige dage. At skæbnen ind imellem alligevel kan banke mig hen i et hjørne for små dumme piger. Når jeg ikke selv kan holde mig ud i den ynkelige udgave, hvordan skal andre så kunne?

Inde i mig sidder en lille kompakt ildkugle af raseri. Raseri på kræft og på kemoterapi og på de konsekvenser, det hele har haft for mit liv. Og ildkuglen sprutter orange stikflammer, når jeg ikke pakker den godt ind. Den kommer farende ud og stikker lammere til dem, der siger, de kan se, at jeg er blevet tyk. Den langer knytnæver til dem, der siger, at de ved, hvordan det er at få så meget kemoterapi. Men den giver seriøse mavepumpere til dem, der fortæller mig, at jeg da bare skal være glad for at leve.

Jeg er for fanden fuldstændig lalleglad over at være i live. Jeg flyder helt over i taknemmelighed for de krøllede hjerner, der har udtænkt, hvordan lige den kombination af forskellige giftstoffer kunne redde mit liv. Men jeg kunne ikke blive ved med at køre i overlevelsesmode. Jeg måtte lande i mit nye liv. Og det har taget uendeligt lang tid at fatte, at mit gamle liv er smuttet og aldrig kommer indenfor rækkevidde igen. Måske er vreden og raseriet ved at lægge sig. Og måske er jeg ved at komme overens med mit nye jeg, som halvtyk og langsom, med flest nye venner i mit liv, og som alligevel godt kan lave analyser og begynde at huske spanske brokker.

Men hvis I en dag får en lammer, så ved I, hvad den kommer af. Og jeg vil, trods alt, hellere stikke lammere end at være ynkelig.

20 thoughts on “Fem rasende år senere

  1. Kræft patienter har det svært efter de er blevet helbredt, for det er der den virkelig kamp begynder … og det er forstået på den måde, at det er der de er “overladt” til dem selv – behandlingen er jo slut men deres liv skal først samles op og bygges op på ny … og desværre kan andre ikke rigtig forstå hvorfor kræften stadig fylder meget for de er jo helbredt … men det er først der – i mine øjne – den egentlige helbredelsesprocess begynder.

    Så hvis du vil være ynkelig og stikke lammere skal du gøre det – der kommer ingen sure miner eller opstød fra min side 😉

    • Uhhh, jeg ved, det er velment. Men du stiller dig lige i lammer-zonen, når du gør mig til ‘kræftpatienter’. Og jeg er ikke enig med dig – det er en lang og sammenhængende proces.
      Jeg forsøger at fortælle lidt af MIN historie, og mit indre raseri bliver også vakt til live, når nogen begynder at fortælle mig, hvordan det hele hænger sammen. Og er ligesom en hel kategori af mennesker. Jeg er ikke ‘kræftpatienter’, og jeg stikker ikke lammere,fordi jeg vil. Jeg har bare forsøgt at forklare, hvor de kommer fra.

  2. Kære Helle – Stik du bare lammere ud. Så kan nogen lære det. Og det er ok også at være ynkelig. Det stiver sgu lidt af, når det er overstået. For man – vi – kan trods alt ikke holde os selv ud efter lidt tid.
    Stort knus til dig

  3. PS. Og jeg synes, at det er ret ok at begræde det, som er taget fra en uden nogen grund. Jeg sprutter og klemmer et par tårer over alle de år, hvor jeg var bedøvet af epilepsimedicin og anfald. Fandme uretfærdigt, du!

  4. Tak for alle jeres kommentarer. Her og på FB. Og bare rolig, jeg går ikke rundt med løse knytnæver. Jeg er bare bedre til lammere end til ynk, og der er fløjet et par finker af fadet gennem årene. Nu ved I lidt om hvorfor.

  5. Årh for helvede Helle, det er bare så godt beskrevet.
    Men hvad gør man så når vi på en eller anden måde gerne vil udtrykke at man er på din side, eller har viljen til at prøve at forstå (for andet kan mani jo ikke) hvad du har været igennem? For bare at ignorere og aldrig omtale at du har været igennem sådan et forløb er da også så underligt hvis man snakker på et andet niveau end om vejret?

    • Jeg har ingen opskrift. Jeg har haft dage, hvor jeg har haft stort behov for at snakke om det og andre dage, hvor jeg nærmest har glemt det. Jeg tror, det vigtigste er bare at blive ved med at være der. Og prøve at lade være med at gøre det sværere end nødvendigt. Jeg ved jo kun, hvordan jeg selv har haft det, og hvad der har været vigtigt for mig. Og det der var vigtigt var igen at kunne gøre almindelige ting som at gå i biffen, til koncerter, rejse, løbe, ro, klatre osv. Og sygdommen er jo en del af min bagage ligesom det at have fået børn, haft brækkede lemmer og studeret på universitetet.

      Og altså – det har aldrig været forbudt at spørge 🙂 Jeg stejler bare, når mine oplevelser ikke bliver anerkendt som det, de er. Mine. Måske er det lettere for folk at forholde sig til kræftpatienter som kategori end til mig af kød og blod?
      Men basicly har det for mig handlet om at forsøge at have fokus på mine muligheder og ikke på sygdom. Jeg ville ud og have fat i mit raske liv. Derfor har jeg heller aldrig følt et specielt fællesskab med andre mennesker, bare fordi de tilfældigvis havde fejlet noget, der kunne minde om min sygdom. Nå, det bliver vist et andet blogindlæg, en anden dag 🙂

  6. Ja det er nok lige dét. Kategori i stedet for personen. Det kan vi også være slemme til i sundhedsverdenen – at holde folk i grupper hvor de kan kontrolleres under en fællesnævner, hvor følelserne ikke behøver at komme i klemme. Nemmere at forholde sig til “causa socialis” end til en lille gammel dame der kunne være vores egen bedstemor…..

  7. Kæreste Helle
    du er født sej og har ved Gud aldrig valgt den nemmeste vej, men at du skulle blive ramt af kræft også, var langt over kanten, men det har du klaret. Du har levet og lever dit liv til det yderste. Der er ikke mange, som er så smukke som du, hvor det levede liv på godt og ondt lyser ud af dig.
    Kærlige knus
    Ulla

    • Kære Ulla. Tusind tak for den kommentar. Jeg ved slet ikke hvad jeg skal sige. Andet end: dejligt at høre fra dig her. Kærlige knus til dig også.

  8. Læst og sidder tilbage lidt eftertænksom. Hvordan agerer man i forhold til folk med en sygdom? Og når de bliver raske igen? Spørgsmålene er mere til mig selv i eftertænksomheden. Dit indlæg gør indtryk på mig…..har sq lidt svært ved, at sætte ord på det lige her og nu.

    Godt indlæg og jeg tror det kan sætte tankerne i gang på andre end mig.

    God weekend.

    • Kære fru E.
      Tak for din kommentar. Jeg kan ikke give dig noget svar,men jeg tror, man skal prøve at lade være med at gøre det sværere end nødvendigt. Det svære efter sådan et sygdomsforløb er nok at holde ud at leve med bevidstheden om, at vennen/veninden kan dø. Eller få brug for mere end du kan give. Og det kan selvfølgelig ske, men det er jo en del af tætte relationer. Eller kærlighedens pris, har nogen kaldt det. Det er altid slemt, nårnogen dør,men jeg tror det er sværere, hvis man vender ryggen til.
      Jeg tror også, at man mest har brug for venner, der bare kan holde ud at være der. Som gider at lave almindelige ting, som at gå med i biografen, på café, på udstillinger, på løbeture – for at få lidt almindelighed ind i livet igen.

      Jeg vil gerne sige, at mit indlæg ikke skal læses som en bebrejdelse til dem, der ikke kunne holde det ud. Det er som det er. Men det har selvfølgelig gjort indtryk.

  9. Kære Helle,

    Du skriver saft sus’me godt. Jeg genkender meget, har dog kapslet så meget ind i mig selv at jeg knapt kan mærke de mentale myoser, langt mindre give dem det kraftfulde udtryk, som du gør her. Jeg har tænkt på dig her i weekenden, mens jeg var alene i Rørvig og færdedes ude i naturen. Jeg vil ud på ægte vildmarksferie, og her er du et forbillede. Jeg drømmer om en lang tur ned ad en uforstyrret flod i Alaska, med overnatninger i telte på flodbredden, laksefiskeri, bjørne og ørne. Det virker overkommeligt selv om jeg heller ikke er den superstærke, slanke atletiske pige jeg var før kemoterapien tog så meget fra mig.

    Vil du med? 😉
    Katrine

    • Kære Katrine
      Tusind tak. Og JA, det kan du tro, jeg gerne vil. Jeg har en gammel drømom Alaska. Faktisk har jeg en gammel ven på FB, somhar et hus derovre, som han har sagt, at jeg altid kan låne. Det er da en start.. Fantastisk idé.
      Og lad os bare snuppe en biograftur i ny og næ i mellemtiden.
      Knus

  10. Pingback: Ikke tilbage til fortiden… eller i hvert fald kun under visse forudsætninger | Bekendelser og forbandelser

  11. Pingback: Yrsa på overlevelsestur | Helle's Blog

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s