Man kunne forledes til at tro, at jeg tripper omkring som en tikkende bombe af indestængthed. Det kan jeg helt afvise. Jeg trækker heller ikke i klynkeminer, så snart døren er lukket. Jeg er glad, tilfreds og oplever ind imellem glimt af lykke. Og jeg rummer også det andet. Jeg har ingen lyst til at stikke hverken lammere eller knytnæver, og jeg har det slet ikke rart med at rase på nogen. Det giver på ingen måde tilfredsstillelse men er bare det, der sker. Når den indre ildballon bliver tirret. Stakkels Tove, som med sin kommentar, i bedste mening og helt uforvarende, fik placeret sig i orkanens øje og indkasserede en verbal lige højre. Det havde hun ikke fortjent. Fakta er, at jeg tripper særdeles tilfreds rundt i verden og lever med min vrede, der bliver mindre og mindre. Fordi jeg bliver bedre til at hænge mig i verdens muligheder end i de ting, som skæbnen har snuppet.
Forleden faldt jeg ind i en udsendelse på DR2 sidst på dagen, hvor en lidt velkendt engelsk stemme snurrede i baggrunden. En gut turede rundt i Essex i det sydøstlige England, og mens jeg lyttede halvhjertet, gik det pludselig op for mig. Jeg har en bog i mit skatkammer, skrevet af en engelsk antropolog. Bogen hedder “The wild places” og antropologen Robert Macfarlane, og det var netop ham, der vandrede og klatrede rundt i Essex. DR2 er mænd for at forsøde mit tv-kiggeri, og hver aften lidt over 19 kører en slags serie, der hedder “Forunderlige Verden”. Denne udsendelse baserede sig på Macfarlane’s bog, hvor han sætter sig for at finde “The wild places” i England. Eller finde ud af, om der overhovedet er noget vildmark tilbage. Han forfølger gamle beskrivelser og engelske litteraturperler rundt i hele landet. Han overnatter i huler, bestiger små toppe, udforsker kystområder og sover i telt på øde steder. En herlig perle af en bog, når man både kan lide rå natur og højpandet litteratur.
Og hvad finder han? Han finder fantastiske steder, og han forsøger ihærdigt at indkredse,hvad der karakteriserer ægte ‘vildmark’. Og han slutter bogen med at erkende, at vildmarken findes lige udenfor døren. At vildmarken findes i den lille skov, hvor han tager sin søn på tur. At vildmarken er, hvad vi gør den til.
Og med denne lange og snørklede omvej, er jeg tilbage til det der liv. Livet er lige her. Lige foran næsen og bag panden og midt i hjertekulen. Livet er, hvad vi gør det tid. Vi kan bruge det på at søge. Eller vi kan bruge det. Det går uanset, livet, og vi dør til sidst.
Helles Blog 