Det er længe siden, min indre Ynke-Yrsa har stukket sit grimme fjæs frem her i mit lille urtebed. Men nu er hun her. Opmærksomhedskrævende, som altid, når hun bryder igennem. Det er også ret præcist et år siden, jeg sidst skrev om hende, og om at stikke lammere.
Hun piver over alle de tæsk, min krop har fået. Af så mange kemobehandlinger, så de fleste ville tro, det var løgn. Og kroppen piver, så jeg lover den skiftevis lammere og spabehandling for at holde kæft. Når Ynke-Yrsa har held til at bryde igennem, er det fordi jeg bliver bekymret. Eller jeg bliver bekymret, når det lykkes hende. En del af prisen for at leve har været at føle mig virkelig meget i live på den kedelige måde. Også på den fede måde. Utroligt meget på den fede måde, men i live på måden hvor jeg har ondt næsten hele tiden. Jeg kan sagtens leve med det. Fordi det ligger nogenlunde konstant. Og fordi det fordufter ind imellem. Og fordi en af gevinsterne har været en veludviklet evne til at håndtere smerte. Min smertehåndtering handler ikke om at dele oplevelsen.
Men når det ligner noget, der bliver værre. Og hyppigere. Og længerevarende. Bliver jeg lidt bekymret. Er det forvarsler om noget dalende førlighed på sigt? Er det bare en periode, eller er det en stigende kurve fra nu? Er der krøllede, stive led længere fremme?
Jeg kan leve med nerveskaderne. Som giver en følelse af at vandre på luftpuder på ulmende gløder. Som giver sovende og brændende fingre. Vi har nærmest vænnet os til hinanden.Â
De hidsige angreb på mine fingerled og tæer kan jeg også tilgive kroppen og universet. Selvom de får mig til at pive lidt på dårlige dage. Men når jeg i ugevis har roterende rundsave i fingre, tæer, håndled og fodled. Og når knæ og albuer ømmer på den påtrængende måde. Og særligt når hofter og skuldre begynder at brumme med på en stille baggrundsbas. Bliver jeg bekymret. Og arrig. Og ikke særligt overbærende.
Når mine løbeture bliver overlevelsesture, og jeg hele vejen hvæser af kroppen, bliver jeg grundsur. Og så er det, at jeg let kommer til at stikke verbale lammere. Også til helt uskyldige, velmenende mennesker, som bare klapper Ynke-Yrsa på skulderen. På forhånd, undskyld.
Og, ja, jeg skal nok. Aflægge min nye læge et besøg, hvis jeg bliver bekymret nok.
Tak, fordi jeg fik luft. Og pil så af, Yrsa.
Helles Blog 
Kære Helle, og alle i som ved, hvad Helle taler om her.
Dette er ikke et indlæg, som jeg kan “like”, selv om jeg kan lide den mÃ¥de du skriver sÃ¥ ærligt om det, der kan være sÃ¥ svært. Jeg kender til noget af det. Ikke lige nervesmerter i fingre og tær, men til mærkelige og smertelige andre symptomer, som vækker bekymring og fÃ¥r tankerne til at køre i ring. Jeg slÃ¥s for tiden med: en hoste som bare ikke vil stoppe, tilbagevendende lav feber og nattesved, pludselige og voldsomme kramper i muskler, som ellers bare var i hvile, led som gør ondt pÃ¥ en mÃ¥de som de slet ikke plejer. Og jeg spørger mig selv, “Er det her en helt almindelig forkølelse?” “Er dette andet en helt naturlig mÃ¥de at mærke, at jeg bliver ældre?” “Konstant lav feber, appetitløshed, vægttab og nattesved…. er det mon virkelig bare en infektion, som er lidt genstridig?” Jeg har intet sagt til nogen om det blinkende røde spørgsmÃ¥lstegn, som ligger et sted lidt til højre pÃ¥ indersiden af min kranieskal. Jeg har heller ikke fortalt, hvor mange gange om dagen jeg for tiden tager en dyb indÃ¥nding og bevidst giver slip pÃ¥ bekymringerne.
Nej, i stedet har jeg idag glædet mig over den første rimeligt energiske og helt feberfri dag i over tre uger. Jeg har ikke ondt i øjnene og leddene idag, selv om mit CRP tal (en indikation pÃ¥ infektion) blev mÃ¥lt til over 100 ved lægen i gÃ¥r (og den skal helst ligge under 10). SÃ¥ pyt med, at nattøjet i morges var fugtigt af nattens sved…. det var nok bare infektionens sidste krampetrækninger, ikke?
Det forbandede ved det, vi kan frygte, er de snigende og indirekte signaler, som når vi lægger dem sammen i et mønster giver indicier for at noget værre kan være på spil. Forbandet være kræften og alle de destruktive tankespil, som den hvirvler op i sit uendelige kølvand her 12 år senere.
Åh, sødeste Katrine. Sikke noget møg. Sådan en periode kan få de hidsigste alarmklokker til at blinke om kap.Tillykke med feberfri dag, jeg håber det varer ved.
Min aktuelle bekymring er mindre alarmerende. Jeg er kun bekymret for mine led. Som gerne må begynde at opføre sig ordentligt igen. NU.
AltsÃ¥ I to……
Har sgu ikke nogen løsninger.
Men kan skrive disse ord:
So I Went for a Run.
I was angry, so I went for a run. And things got better.
I was confused, so I went for a run. And things got better.
I was exhausted, so I went for a run. And things got better.
I was lost, unsure, empty, afraid. Certain that whatever was left of my sanity had snapped, had come untethered and floated away, to a place so high and remote that I would never see it again, and that even if I did, I wouldn’t recognize it.
So I went for a run. And things got better.
I felt like things could not possibly get worse, so I went for a run. And things got better.
(Another time, I felt like things could not get much better. I went for a run. Things got much better.)
After enough miles, over enough runs and enough years, I realized: No matter what, no matter when, or where, or why, I can find my shoes and go for a run and things will get better. And that realization? Just knowing that? It made things better.
– Mark Remy Runner’s World
Stort Knus 🙂
Jaja, Kirsten, problemet er jo så, at sådan er det bare ikke. Det bliver ikke bedre. Ikke værre, men ikke bedre, når jeg tager på løbetur. Der er ingen enkle løsninger. Jeg skulle bare lufte Y.
Hej Yrsa. Nu fÃ¥r du lige en krammer… og tag sÃ¥ lige nerveforstyrrelserne med dig, nÃ¥r du lægger dig i æsken igen.
Du har fÃ¥et sÃ¥ mange tæsk, Helle, og du bærer dem godt. Det gør Yrsa i øvrigt ogsÃ¥… der er lang vej før hun bliver en rigtig møgkælling, selvom hun kun bliver luftet en gang om Ã¥ret 🙂
Skal hilse fra Yrsa og sige tak. Hun mener ikke, der kan være plads til både hende og nerveforstyrrelserne i æsken. Men sådan er hun jo.
Og tak 🙂
*min søde skat.nu bliver det forår,det gør* fandme…vi ses.knus.
Det er det nemlig. Og vi ses vel i næste uge? Knus