Yrsa på overlevelsestur

Det er længe siden, min indre Ynke-Yrsa har stukket sit grimme fjæs frem her i mit lille urtebed. Men nu er hun her. Opmærksomhedskrævende, som altid, når hun bryder igennem. Det er også ret præcist et år siden, jeg sidst skrev om hende, og om at stikke lammere.

Hun piver over alle de tæsk, min krop har fået. Af så mange kemobehandlinger, så de fleste ville tro, det var løgn. Og kroppen piver, så jeg lover den skiftevis lammere og spabehandling for at holde kæft. Når Ynke-Yrsa har held til at bryde igennem, er det fordi jeg bliver bekymret. Eller jeg bliver bekymret, når det lykkes hende. En del af prisen for at leve har været at føle mig virkelig meget i live på den kedelige måde. Også på den fede måde. Utroligt meget på den fede måde, men i live på måden hvor jeg har ondt næsten hele tiden. Jeg kan sagtens leve med det. Fordi det ligger nogenlunde konstant. Og fordi det fordufter ind imellem. Og fordi en af gevinsterne har været en veludviklet evne til at håndtere smerte. Min smertehåndtering handler ikke om at dele oplevelsen.

Men når det ligner noget, der bliver værre. Og hyppigere. Og længerevarende. Bliver jeg lidt bekymret. Er det forvarsler om noget dalende førlighed på sigt? Er det bare en periode, eller er det en stigende kurve fra nu? Er der krøllede, stive led længere fremme?

Jeg kan leve med nerveskaderne. Som giver en følelse af at vandre på luftpuder på ulmende gløder. Som giver sovende og brændende fingre. Vi har nærmest vænnet os til hinanden. 

De hidsige angreb på mine fingerled og tæer kan jeg også tilgive kroppen og universet. Selvom de får mig til at pive lidt på dårlige dage. Men når jeg i ugevis har roterende rundsave i fingre, tæer, håndled og fodled. Og når knæ og albuer ømmer på den påtrængende måde. Og særligt når hofter og skuldre begynder at brumme med på en stille baggrundsbas. Bliver jeg bekymret. Og arrig. Og ikke særligt overbærende.

Når mine løbeture bliver overlevelsesture, og jeg hele vejen hvæser af kroppen, bliver jeg grundsur. Og så er det, at jeg let kommer til at stikke verbale lammere. Også til helt uskyldige, velmenende mennesker, som bare klapper Ynke-Yrsa på skulderen. På forhånd, undskyld.

Og, ja, jeg skal nok. Aflægge min nye læge et besøg, hvis jeg bliver bekymret nok.

Tak, fordi jeg fik luft. Og pil så af, Yrsa.