Jeg har haft have i det meste af min barndom, og jeg har haft have i det meste af mit voksenliv. Og jeg savner en lille plet jord, hvor jeg kan få ting og sager til at spire. Hvor jeg kan bade mig i roser og farverige stauder og lade krydderurterne sprede løfterige dufte. Jeg savner en lille plet jord, hvor jeg kan sidde i solen og læse. Jeg savner en plet jord, hvor jeg kan bunke hele min store familie sammen. Hvor de små mennesker kan lege uforstyrret, og de større mennesker kan spise, til de revner. Og jeg savner havefester. Mens solen stadig skinner.
Okay, måske en romantisk drøm. Har jeg overhovedet tid til den slags? Og hvad med alle de gange, jeg vil rejse ud i verden? Men selv i regnvejr, vil jeg gerne have en lille bitte have. Bare en lille bitte en. Med en lille bitte knaldhytte. Hvor jeg kan sætte mig ind med min bog, når regnen vælter ned.
Nu har jeg skrevet mig op. Og i København er der hård kamp om også de mindste jordlodder. Jeg er skrevet op til lodtrækning om at stå på ventelisten. I en haveforening ganske tæt på. Og jeg krydser mine fingre, så de bliver ømme og næsten går i krampe. Indtil 11. maj.
Kryds lidt med, ikke? Så inviterer jeg til havefest engang.
Jeg krydser fingre – og taer – for dig, for det er dejligt med en have, om saa den er paa stoerrelse med et frimaerke:-) Ha’ en dejlig dag.
Tak. Jeg trænger til en have
Årh! Jeg krydser og jeg tager en frugtbusk med når der skal indvies 🙂
Jaaa, vi holder en fest, gør vi
Jeg krydser fingre. For du skal da have lidt jord til at rode i. Og så regner jeg med noget havefest-noget. Med lanterner! Og vino. 😉 😀
Regn roligt med det. Der bliver nok fest med lanterner under alle omstændigheder