Tja, alle gode intentioner slutter i aften. Min arm har gjort tiltagende ondt hele dagen, og der er virkelig ingen grund til at plage mig igennem noget, der ikke ligner en kommende fornøjelse. Der var alligevel ingen bus i eftermiddag til Briancon. Fortalte den sure mokke på banegården. Der gik et tog kl. 15. Men det var udsolgt. Sagde hun med noget, der lignede triumf. Jeg var den irriterende turist, som ikke kunne bestemme sig. Og som konstant forstyrrede hendes romanlæsning. På en eller anden måde ramte hun lige i solar pleksus. Nej, jeg kunne ikke bestemme mig. Jeg svingede fra den ene ide til den næste, og forstyrrede hende med alle mine overvejelser.

Så jeg tjekkede igen ind på et hotel, der er lidt for dyrt. I stedet for at blive siddende og mule gik jeg en lang tur op ad det stejle GR5 spor, som jeg skulle have været afsted på. Selv med min lette pausetaske, hylede den højre arm hele vejen. Det er sandt, som en skrev på Facebook: mine ben fejler jo ingenting. Det er bare pokkers svært at holde højre arm udenfor en fodtur med stor rygsæk. Det plasksiver fra såret, og det gør ondt.

Senere modtog jeg en sms fra Marianne i Nice, som spurgte, hvor lagt jeg var kommet. Og så virkede det pludselig fuldstændig oplagt at sætte mig 9 timer i tog mod Nice. Jeg mener, hvis alternativet er X gange 2 timer i forskellige busser med en jamrende arm? Nej vel? Når to søde venner venter i Nice med rødvin og croissanter?

Sådan bliver det. Resten af ferien bliver uden strabadser, og hvem ved? Måske når jeg alligevel hjem med et kram til min søn, inden han kører sydpå. Og jeg kan jo vende tilbage næste år og fuldende min færd over Alperne. Uden sne.