Erkendelser

For to uger siden var jeg til fest hos min søster, og efter at have indtaget bobler i sofaen mellem min far og min søsters veninde rejste jeg mig for at gå til bords. Åh, du har stadig ondt i ryggen, sagde min søster. Arh, jeg er vist bare lidt stiv, sagde jeg. Har du dårlig ryg, spurgte veninden, der er fysioterapeut. Hvad? Dårlig ryg, sagde jeg, nehej da, jeg har bare haft lidt hold i ryggen. Så har du dårlig ryg, sagde hun, og så skal du ikke sidde i en sofa uden puder i ryggen. Naarj, sagde jeg, jeg har altså ikke dårlig ryg, det går jo over.

Det er tre uger siden, jeg blev jeg skudt i ryggen af en heks. I dagene efter krabbede jeg rundt som Klokkeren fra Notre Dame og lod alt i nærheden af gulvhøjde ligge til bedre tider. Det er blevet samlet op, men jeg har erkendt, at fysioterapiveninden havde ret. Jeg havde dårlig ryg. Selv Betty Bomstærk med baller og ryg af stål kan lamme ryggen af et enkelt forkert træk. Og så har også Betty Bomstærk en dårlig ryg.

Den dårlige ryg har sat både min tirsdagstræning og min torsdagstræning på pause. Der er ikke meget ninja over mig for tiden. Jeg har lavet øvelser og ligget på gulvet, og lavet yoga, når jeg huskede det. Og jeg har løbet næsten daglige småture på 30-45 minutter henover fælleden. Og det går langsomt, men sikkert fremad. Min ryg holder langsomt op med at være en dårlig ryg og vender tilbage til sin vante vante form som bomstærk.

I dag løb jeg en længere tur i mørket på Amager Fælled. Jeg mødte en ræv og et rådyr og en enkelt cyklist, og det gør mig glad langt ind i maven, at ryggen holder op med at være dårlig. Og at jeg igen kan genoptage både tirsdagstræning og torsdagstræning og de lange løbeture.

Og måske må min erkendelse være, at jeg ikke nødvendigvis skal give fuldstændig los om tirsdagen og torsdagen. Måske skulle jeg overveje uger med én træning. Måske skal jeg forsøge at lære, at jeg ikke er overmenneskelig.

IMG_4161

Klar til Chamonix?

Så har vi vist fået nok af ligegyldigheder om for meget rødvin og for lidt søvn. Alting drejer jo videre, og nu er der to uger til afgang. Den 17. flyver vi til Chamonix i Frankrig og tjekker ind på et hotel for natten. Uhhh, jeg glæder mig til at gense Chamonix.

Det er nogle år siden, jeg sidst har været der. I forbindelse med en tur sammen med nogle klatrevenner i Århus. Og det var slet ikke meningen, at vi skulle have været i Chamonix. Vi startede i Italien, hvor vi ville bestige Mont Blanc fra den side, fordi der er langt færre mennesker. Og en lidt mere interessant rute. Den korte version er, at Miage gletcheren ikke opførte sig ordentligt. Den lavede bogstaveligt talt sprækker under fødderne på os, og det blev umuligt at finde en sikker vej på tværs af gletcheren. Derfor trak vi os høfligt tilbage efter en lidt spændende overnatning i telt på gletcherkanten og spurtede om på Frankrig-siden og Chamonix. Og så tog vi op ad normalruten.

Chamonix er helt speciel. Byen er fyldt med klatrere, vandrere, mountainbikere og sågar løbere – og wannabees i forskellige afskygninger sammen med andre ferieramte. Det gør en by lidt speciel. Den emmer på en måde af energi på den særligt franske, dovne måde. Den hvor man står op med solen og nyder dejlig mad og vin, mens man knokler sig til udmattelse hver dag.

Og vi skal knokle, skal vi. Og nok uden det med vin. For den følgende morgen snører vi løbeskoene og løber op i bjergene med retning mod Schweiz. Vi har sat ti dage af til at nå til Zermatt, og vi skal nok få vores sag for. Sølle 180 km, men en hulens masse højdemeter op og ned. Vi har ikke aftalte dagsetaper, men tager det lidt efterhånden, som vi kan regne ud, hvor lang tid vi tager sammenlignet med de estimerede vandretider. I Alperne er der altid angivet en tid for det næste punkt på ruten. I vandre-tid. Men vi skal løbe.

Jesper, som jeg skal løbe sammen med, ligger hjemme på sin sofa og kommer til hægterne efter et psykolangt løb i The Lake District i England på 37 timer. Næsten lige så langt, som vi skal løbe (afstandsmæssigt) i Alperne. På ti dage. Det bringer ham (forhåbentlig) ned i nærheden af mit niveau, så vi kan følges.

Og min træning? Jo tak. Den fylder næsten mit liv ud. Jeg har simpelthen bare trænet monstermeget. Jeg har løbet mange og lange ture. Det har ikke altsammen været kønt, men jeg har kørt adskillige kilometer ind i løbeskoene. Jeg har haft flere uger, hvor jeg har løbet i nærheden af 100 km (+/-), og jeg har lært Amager Fælled grundigt at kende både i de tidlige morgentimer og aftenstunderne. Jeg holder aldrig op med at være imponeret over, hvor varieret det lille stykke land er. Weekenderne er nærmest gået op i løb, og jeg glæder mig seriøst til at indrette min verden lidt mindre efter det en tid. Der har nemlig været lange ture både lørdag og søndag, og jeg har haft ikke så få dobbelte træningspas. Altså både morgen og aften. Ja fordi sådan bliver det jo. Vi starter med at løbe om morgenen og fortsætter til frokost. Så holder vi pause og spiser og daser lidt. Og så løber vi videre.

Mine unger er igen begyndt at spørge, hvornår jeg skal løbe, inden de kigger forbi. Alma ser overrasket på mig, hvis jeg kommer på cykel og ikke er løbet, når jeg kommer på besøg. Selv min mor spørger til min træning. Jeg glæder mig til en søndagsbrunch. I september.

Det er ikke blevet til så meget interval eller bakketræning, som jeg havde planlagt. Jeg har nemlig også haft monstertravlt på jobbet. Så hverdagsløbeturene har jeg måttet kaste ind, hvor det nu kunne passe. Og nogen gange har jeg bare været for træt til  intervaller. Fordi klokken igen og igen er blevet først på aftenen, før jeg har været hjemme fra det der job. Til gengæld har jeg fået lavet en del styrketræning. Fitness.dk er ikke til sommerbrug, så det har været hjemme i stuen med dørene åbne ud til noget frisk luft.

Mit ur kastede jeg ind i skabet for et par måneder siden. Det var deprimerende at få tempoet smashet in my face hele tiden. Så jeg har ikke registreret særlig meget af min træning. Altså med tider og distancer på gps-uret. Alt er cirka og omtrentligt. Jeg ved nogenlunde, hvor lange de forskellige ture er, og resten er jo fuldstændigt lige meget. Det har udelukkende handlet om at løbe mange kilometer, og det har jeg gjort. Så jeg er nærmest ved at være klar. Med udstyr og træning og planlægning af mine projekter på jobbet. Tænk hvis man havde et almindeligt 8-16 job, hvor man bare kunne holde ferie uden at planlægge alting i forvejen. Nåmen – gad jeg ha’ det? Vel gjorde jeg ej.

Men hold nu op, hvor jeg glæder mig til nogle uger i september, hvor træning bliver dysset ned på et niveau, hvor andre ting som børn og venner kan få en mere fortjent plads i mit liv igen.

Så tager vi lige den ske der i den anden hånd

Jeg forfalder let til noget post-klimakterielt tudefjæs, når mørketiden vælter ind over mig. Sådan som: her-sidder-jeg-alene-og-halvgammel-uden-kæreste, og jeg-sidder-helt-alene-langt-ude-på-landet, og mit-arbejde-fylder-alt-for-meget-så-jeg-aldrig-når-at-træne-eller-være-sammen-med-dem-jeg-har-det-sjovt-med. Fyld selv listen ud.

Men det skal være løgn, ja det skal. Satme om jeg gider spilde min tid på den måde. Når det hele nu kan være meget sjovere. Så jeg kørte mig igennem en gang mental storvask. Hvor tudekiksene males til pulver og gladhatten findes frem. Og nu kan jeg præsentere et nyt og bedre (sjovere?) menneske.

NU er der bestilt tid hos frisøren. Jeg annoncerede jo, at jeg ville tage mit hår med til sådan én, da jeg kom hjem fra Nepal for…2½ måned siden. Og jeg er stadig ikke fuldt integreret på Djævleøen, så jeg dribler til min gamle frisør i Århus, når jeg alligevel er til møde derovre i morgen.
Selvom ingen bliver lukket ind til mine indre klude (for slet ikke at tale om bar hud) for tiden – har jeg droppet det nussede gamle undertøj og investeret i noget nyt og lækkert. Man ved jo aldrig, vel? Og det gør jo ikke hverdagen dårligere, at man kan føle sig sådan lidt grundlækker ind imellem. Selvom de andre ikke kan se det. Hold nu bare op med at lade stå til på lækkerfronten.
Og så er det jo bare at arrangere dit og dat med alle dem, der gider. Musik, mad, løb – you name it. Som vi gjorde i søndags.

Det der med langt ude på landet – har jeg jo gjort noget ved. Det går helt over den 17. januar. Jeg var tæt på at falde i gryden med forestillinger om manglende overskud. Åhhh (hånd-på-pande-ikon) hvordan skal jeg dog overskue at pakke det hele sammen og flytte – og pakke det hele ud igen. FLYTTEFRI! Det kan man nemlig få. Og vupti – har jeg streget den næste dag ud og skrevet FRI. Flyttemand bestilt – tjek. Børneungerne kommer til flyttemad – tjek. Datoen er meldt ud til vennerne – som altså ikke skal flytte så meget som en lille bitte kasse. Bare hygge-nyde. Tjek der også.

Træning? Er en logistisk udfordring. Når jeg sidder her i Hillerød til 18-19-20 stykker om aftenen. Og det bare er sortemørkt udenfor hele tiden. Og koldt. PANDELYGTE! I går cyklede jeg som et levende juletræ. Magnetlygter ved hjulet, stærk lygte på styret og stærkt lys i panden. Hold da op, hvor de biler og den sorte cykelsti bare kan komme an. Jeg fløj hjem. Og tænkte at jeg burde løbe. Men nej. I stedet stod jeg tidligt op. Sprang i løbeskoene Og susede ud i den mørke morgen. Som langsomt blev lysere. På hjemvejen var det lyst nok til at løbe forbi Sjælsø, som var fuldstændig betagende. Stille, blank, næsten lysende. Og min morgen er skudt igang på smukkeste vis.
Løbeskoene kommer med i kufferten, når jeg smutter til Århus i morgen, og så må jeg jo finde mig en stund eller to at smutte rundt i Århus. Torsdag er der møder og overnatning hos en gammel veninde, og fredag holder jeg oplæg på universitetet og overnatter hos en anden gammel veninde og studiekammerat. Inden jeg suser hjem igen.

Så – et lidt hæsblæsende menneske. Nu med overskud. Og helt klar med noget and til i aften, når Morten (ikke Bisp) og Ninja’en kommer til Birkerød.

Alternativ træning

Dagens træning har været lokalmesterskaberne i lugning  mellem brosten. Vi havde fælles havedag på matriklen, og opgaverne blev fordelt med fast hånd. Det var hylekoldt, og jeg havde hang overs fra aftenens gewürtztraminer. Men det var på med (have)vanterne og gang i fælleslugeriet. Fire-fem timer på knæ med sådan en håndholdt lugedims radbrækker mere end 3/4 marathon, og heldigvis havde en medboer med dårlig samvittighed over at skulke bagt kage og lavet kaffe. En anden skidt samvittighed havde købt en kasse sodavand. Børnene myrede omkring og pillede i græs og myrer.

Den oprindelige plan havde indeholdt en havefest, men vejrudsigten fik os til at droppe den. Eller gemme den til senere. Og godt for det. Nu sludrede vi over trillebøren og lugejernet. Mødtes over en kaffe og sodavand og efterlod vores fælleshave så fin, så fin. Jeg klippede lidt videre i min egen lille bitte have og fik renset min cykel i bund. OG opdagede, at endnu en eger er knækket. Forbandet da også. Jeg må se, om jeg selv kan lave den i morgen. For nu er jeg besvimet på min sofa. Og overværer noget Melodi Grand Prix, der er uhyggeligt tæt på min pinlighedsgrænse.

I morgen vil jeg dele min træning i to pas for at nærme mig 24Run i Holte i næste weekend, hvor jeg løber for et hold af seks kvinder. Jeg bor tæt på ruten, og kan tyvtræne lidt på den. Ruten er pænt hård at løbe langt på, fordi den er temmelig kuperet sine steder. Til gengæld er den ganske kort, og hele arrangementet er super hyggeligt. Jeg vil løbe en 10 km morgentur og en 10 km aftentur, og ind imellem vil jeg skrive videre på mit kapitel til Tracy’s bog. Mine skriveprojekter går let lidt i stå, når min hverdag bliver så presset. Men forude har jeg to måneder i Nepal, hvor jeg ved, at jeg vil skrive og skrive og skrive. Når jeg rejser, skriver jeg altid. Jeg har en skuffe fuld af rejsedagbøger, og familie og venner bliver spammet med meterlange rejsebreve. Jeg tænker godt, når jeg rejser, og der falder ro på mit fyldte sind. Rejserne giver også behov for at fastholde indtryk og reflektere over oplevelser. Jeg har en fast tyrkertro på, at jeg bliver klogere af at rejse. Anyway, kapitlet til Tracy skulle gerne afleveres først.

For nu har jeg nået kvalmegrænsen. Med Melodi Grand Prix, forstås. Så hellere sove ud.

Mål og motivationer

Jeg er forbavsende lidt skuffet. Lidt, selvfølgelig, men forbavsende lidt. Ja altså, over Copenhagen Marathon og mig. Måske hænger det sammen med mine lungers miserable tilstand, og at det lissom overskygger noget så relativt ligegyldigt som et løb. Jeg mener, det er totalt ufedt ikke at få nok luft indenbords. Eller egentlig er det mest ubehagelige at få luften ud af lungerne igen. Min skuffelse over ikke at kunne kontrollere min allergi er enorm. Jeg kan ikke fordrage at blive begrænset. Jeg hader at sidde og lyde som en gammel KOL patient med rygerlunger. For Christ’s sake – jeg er jo en veltrænet kvinde med en lungekapacitet over normalbefolkningens!

Jamen jeg har jo trænet sådan rimeligt målrettet, og det skulle lissom være mit grænseoverskridende come back til marathon distancen? Hvorfor er jeg så ikke syg om hjertet af skuffelse? For det er jeg ikke. Jeg er lidt ked af, at jeg nok må lade være med at løbe marathon i København. Det er trods alt anden gang, jeg er kravlet ud af det løb med et astmaanfald i fuldt udbrud. Maj er bare en skidt måned til den slags. For mig. Men jeg elsker den folkefest, Sparta arrangerer i København. Og jeg vil frygtelig gerne løbe med, men – hånden på hjertet – jeg skal ikke løbe marathon i maj, vel?

Jeg er jo sådan en målrettet person. Ambitiøs og alt muligt. Måske er min mentaltræning ved at virke? Den træning, der handler om at leve fint videre med at være blevet en langsom løber. Mens vi endnu løb i søndags, grinede Jesper af, at jeg gik ved væskedepoterne. Han havde været helt overbevist om, at jeg var sådan en, som ville løbe og drikke. Det ville jeg også have gjort i mit tidligere liv. Gosh, jeg har trænet og trænet kunsten at drikke af et plastikkrus i fuld fart. Men i søndags var der ingen grund til det. Jeg tænkte faktisk slet ikke over det. Gad bare ikke stresse ved drikkedepoterne. Fordi vi hyggeløb. Og måske derfor er jeg ikke så skuffet. For det var en fest, og det var hyggeligt. Og jeg har trænet godt.

Jeg har altid elsket at træne. Jeg kan sagtens træne uden mål. At træne mod et bestemt mål er anderledes. Og sjovt. Men træning er jo aldrig spildt. Alene det at kunne løbe to timer i en solbeskinnet skov er motivation nok for mig. Jeg elsker lange løbeture. Jeg elsker, at jeg kan. Og jeg glæder mig vildt til at løbe i Holte den 5.-6. juni.

I dag cyklede jeg mine 35-40 km frem og tilbage til arbejde, og politikermøder bliver altid for lange, men jeg løb min lille tur i skoven, da jeg endelig var hjemme kl 20.30. Jeg er igang igen.

Get started – tips og tricks til løb

Jeg lovede Karin at sprede lidt tips og tricks om at starte som løber her i min lille personlige æter. Hvordan gør man? Hvordan kommer man igang? Hvad skal man anskaffe sig? Så her kommer et par guldkorn.

  • Lad dig inspirere! Læs forskellige blogs om løb og vælg nogen ud, som er inspirerende. Nogen som giver dig lyst til at gå i gang. Der er ufatteligt mange. Surf på nettet og find løbeforums, som Dourun, hvor løbere på alle niveauer kommunikerer med hinanden. Min personlige über-inspiration er ham her. Peter Troldborg, en af de rigtig hurtige drenge i Danmark. Som elsker at løbe og elsker sin familie. Som har indrettet sig, så det hele har sin plads, og alligevel kan han løbe om placeringer i de danske marathonmesterskaber. Og som alligevel bliver betalt for at stille op i New York Marathon. Ham elsker jeg! Hver gang jeg møder ham, bobler han af livsglæde og glæden ved at bevæge sig.
  • Stjæl med arme og ben – og lav dine indre rollemodeller.
  • Køb et par sko. Gør dig selv en tjeneste og køb skoene i en rigtig løbeforretning. Der kan du få råd og vejledning. Man kan godt starte i et par flade kondisko fra Føtex, men oplevelsen er markant bedre i et par genuine løbesko. Prøv dig frem. Få eventuelt en tur på et løbebånd, så du får de rigtige sko, som passer bedst til dine fødder. Regn med at løbesko koster 500-1000 kr. Til gengæld kan de holde ca 1200 km.
  • I princippet behøver du ikke købe mere til en start. Meeen der kan godt være noget motiverende ved at lægge ud i noget lækkert, åndbart outfit. Der er bare ikke nogen grundlov, der dikterer større investinger, før man er parat til den første tur i løbeskoene. Det går fint i en gammel t-shirt og et par shorts. På den anden side – investinger forpligter. På den anden side igen – har jeg mødt mange, som føler sig kejtede ved at flashe dyre løbeklude i deres startfase.
  • Få skoene på. Luk døren op. Luk igen. Afsted. Så simpelt er det faktisk.
  • Læg op til succesoplevelser. Du skal ikke sætte verdensrekord på en halv times løb – nu. Sæt 10-15 minutter af, hvis du er helt nybegynder. Løb et minut – gå to – løb igen. Løb efterhånden flere og flere minutter ad gangen. Og pludselig en dag kan du løbe et kvarter. Næste gang kan du løbe et minut længere. Men øg langsomt. Som tommelfingerregel skal du ikke øge din løbedistance med mere end 10% om ugen. Ellers er du pludselig krøbling.
  • Acceptér at kroppen beklager sig. Lungerne føles helt hudløse, læggene og lårene brænder, fødderne bliver ømme. Muskler og kroppen som sådan er omstillingsparate, men ikke fra den ene dag til den anden. Især ikke hvis de har fået lov at være på ferie i flere år.
  • Skab vaner. Sådan at løbeturen bliver en fast del af hverdagen. Den sværeste øvelse er at få skoene på – så går resten næsten af sig selv.
  • Nogen har glæde af at sætte sig mål. Lad nu bare være med at lægge ud med et marathonløb. DHL-stafetten sammen med kolleger eller et kvindeløb sammen med veninderne er meget bedre mål til en start
  • DET SKAL VÆRE SJOVT

Løb er en billig sport. Men den kan sagtens gøres dyr. Der kan så let som ingenting gå forbrugermode i den. Men løbetøj holder uendeligt længe. Jeg har både tights, trøjer og jakker, som er 20 år gamle. Men i morgen henter jeg et par nye tights og en vest på posthuset. Jeg gider jo godt være lidt lækker.

I dag har løbeskoene fået fred i entreen, og jeg har cyklet på arbejde. Næste uge bliver en udfordring, sådan træningsmæssigt set. Der bobler arbejde ud af alle sprækker her og der. Det arbejde saborterer min træning, altså!

Forårsfornemmelser og forårstræning

Frihed og forår – det er sådan set helt okay. Min mor er hjemme fra hospitalet og har det rimeligt godt, og jeg er blevet i Birkerød. Trænger vist også til nogle dage til at nusse foråret igang. Min mountainbike og min racer skal begge gøres klar til action, og min frimærkehave ryddes op. Jeg har tulipaner på bordet og påskeøl i køleskabet. Naboerne stikker hovederne frem, og ungerne leger i haven.

Det er vist nu, jeg skal passe lidt på. Når energien bobler rundt i kroppen, får jeg storhedsvanvid og tror jeg kan det hele. Men det er svært at modstå det lokkende forår, så jeg må hellere få de cykler gjort klar. Ellers løber jeg for meget. Min formiddagstur gik til Sjælsø. Først en lille tur ind i skoven og så videre mod søen. Jeg har ikke været ved Sjælsø, siden sneen for alvor tog fat, og søen var frosset til. Nu er den tøet og stierne fine. Jeg havde en dejlig tur. Holdt tempoet i bund, og løb alligevel lidt længere end planlagt. Hmm, det bliver vist til mange kilometer, næste uge skal jeg måske løbe lidt færre kilometer.

På mandag skulle jeg løbe Helvede i Nord – et umådeligt bakket halvmarathon. Men jeg har besluttet mig for at lade være og at sælge mit løbsnummer. Min træning har ikke været god nok, og jeg vil meget hellere løbe en længere tur med lidt tempo på i weekenden. Det er bedre for min marathontræning. Egentlig er det også træningen, jeg holder mest af. Jeg har løbet uendeligt mange konkurrencer i min tid. Men jeg elsker mine træningsture i skoven. Jeg savner lidt at løbe langs kysten og ved havet, men måske jeg kan lægge min lange tur mod Rungsted og tage lidt kyststrækning med i bonus?

Også da jeg løb mange konkurrencer, var træningen det sjoveste. Jeg har haft flere forskellige trænere. Selvfølgelig helt-efter-bogen-løbetrænere, men også en triatlet og en tidligere OL-deltager i kapgang har trænet mig. Jeg har trænet vildt struktureret, og jeg har trænet helt efter humør. Jeg har trænet efter pulsur (og gør det aldrig mere), og jeg har trænet tempo-tempo-tempo. Jeg har trænet med piger og drenge, og jeg har altid trænet meget alene også. Jeg har trænet sammen med kapgangs-landsholdet, og jeg har trænet sammen med de vildeste fyre. Nu er jeg dejligt fritaget for overhængende krav. Og det har været hundesjovt. Jeg har stadig mål og ønsker for min træning, men det er helt mig selv, der styrer det bal. Og sjovt skal det stadig være.