Kedsomheden er ved at indfinde sig, og min krop bliver rastløs og længes efter frisk luft og bevægelse. Har sovet, set film, læst og lagt musik ind på iPod’en. Og sovet lidt mere. Og stadig ikke nået avisen. Måske er det meget godt at blive sat i parantes et par dage. Måske har både krop og hjerne brug for lidt ekstra hviletid? Når man nu ikke bare gør det af sig selv – uden feber? Min hjerne har i hvert fald været helt afskåret fra at forholde sig til sundhedsaftaler eller kvalitetsstrategier. Den har nødtvunget og periodisk forholdt sig sporadisk til den franske seriemorder i “Den sorte linje”. Sporadisk fordi det simpelthen er for langt ude at rumme så meget litterær ondskab i min lille landlige idyl midt i vinterlandskabet. Jeg er derfor også kun sporadisk på krimi-toget. Der bliver skrevet ufatteligt få virkeligt gode krimier, og jeg vil ikke nøjes med mindre. Min opmærksomhed er for dyrebar til andet. Derfor lever jeg af en god og gedigen blandet litteraturhandel.
Næste fornøjelige indslag bliver Dario Fo‘s barndomserindringer. Jeg havde den store fornøjelse at opleve Dario Fo i Danmark, da jeg var meget ung og dyrkede det alternative teater intensivt. Han gjorde et uudsletteligt indtryk. Jeg kan fremkalde hans optræden for min indre skærm fuldstændigt livagtigt, som var det igår. Og så har jeg Robert Macfarlane’s The wild Places, liggende i startposition. Han har tidligere skrevet en helt skøn bog om bjergbestigning iblandet antropologiske og filosofiske betragtninger, Mountains of the Mind. Denne bog handler om de sidste engelske ødemarker. “The wild Places mixes history, memory and landscape in a strange and bewitching evocation of wildness and it’s importance.” Og sådan noget elsker jeg. Ligesom Thoreau’s Walden eller Walking. Jeg glæder mig stadig til Jakob Ejersbo’s Liberty, og den næste krimi bliver nok Inger Wolf‘s Sangfuglen. Hende kender jeg lidt, og hun kan faktisk skrive krimier.
Tankerne drager på langfart – det er bare et andet udtryk for sådan lidt ukoncentrerethed. Men jeg kan da aflægge en royal fotoreportage, før jeg lader mig tåge endeligt hen for i dag:
Bjergbestiger in spe?
http://fruz1.wordpress.com/2010/02/13/kreativ-blogger-award/ Jeg har smidt dig en award, som du kan bruge til at blive rask. 🙂 God bedrings & god weekend..
Taaaak. Jeg har det allerede meget bedre 🙂 Vender tilbage med den award i morgen.