Rejseforberedelser

Blogindlæggene bliver noget sporadiske, som afrejsedagen nærmer sig. Det er altid meget intenst, de der sidste uger, før jeg rejser væk i to måneder. Det trækker virkelig søm ud at “rydde mit skrivebord”, at afslutte sager, at placere dem hos andre, at parkere dem og lade en proces enten “fryse” eller tøffe afsted uforstyrret. Der er møder, som må hastes frem inden sommer, og der er hundredevis af mennesker, der skal vide, at jeg ikke vil være der de næste to måneder. Der er kort sagt ingen, der automatisk griber mine opgaver, hvis ikke jeg selv sørger for det. Gevinsten er, at jeg får et fantastisk overblik, – ulempen selvfølgelig at jeg stikker af fra det overblik. Men det gør det også nemmere at springe tilbage i arbejdet, når jeg lander igen. Og jeg skal afklare med mig selv, om jeg starter arbejde den ene eller den anden dag. Fordi der dagen før min planlagte start er et møde, som jeg egentlig gerne ville deltage i. På den anden side, er det nok utopisk at forestille mig, at jeg kan være til nogen som helst gavn. Så det bliver nok som planlagt.

De sidste rejseforberedelser snerper også til. Jeg har ikke styr på satellittelefonen endnu, men det får jeg i løbet af ugen. Eller not! Det svære bliver at prioritere i min bagage. Jeg skal ikke på en egentlig ekspedition. Men jeg kommer til at trekke ret meget rundt i bjergene. Og jeg får nogle fridage ind imellem, hvor det nok ville være ret fristende at klatre lidt. Så jeg vil pakke lidt bjergudstyr. En enkelt isøkse og crampons. Jeg må satse på at låne kogeudstyr, for jeg kan alligevel ikke få gas derude. Og jeg skal nok få nogle lokale overtalt til at tage med. Telt eller ikke telt? Jeg tror, det bliver min bivuakpose, som ikke vejer og fylder. Jeg har sat to kasser frem, som jeg dumper udstyr i, når jeg kommer i tanker om noget. Der kan ikke være mere i min rygsæk, end der kan være i de to kasser, og det er jo også en måde at prioritere på.  Jeg pakker først i allersidste øjeblik.

Vennerne er det hyggelige ved det intense. Og mine unger. Jeg indtager SÅ mange middage, frokoster, brunch’er, kaffe-kager. Og det hele kommer til at gentage sig, når jeg kommer hjem. Så vil jeg indtage ligeså mange middage, frokoster, bruncher’er og latter, ledsaget af historier fra ødemarken og historier fra det sommerdanmark, jeg er gået glip af. Der bliver gaver til ungerne og småungerne, som skal have fornyet deres hippietøj fra Kathmandu.

Og træningen kører på højtryk til sidste dag. Det gælder om at være lidt stærk, derude i ødemarken. På en måde er det meget fint med sporarbejde på linje E lige nu. Det betyder, at jeg hver gang knokler til møder i Storstaden fra Hillerød på min cykel. Og det giver rigtig mange gode kilometer i benene. Jeg har løbet lidt til og fra arbejde og tager mig et par gode løbeture i weekenden. Forleden havde jeg en virkelig grineren oplevelse på vejen hjem fra Hillerød på cykel. Jeg mærkede på et tidspunkt, at nogen lå på hjul ind imellem, men jeg kunne ikke lige se, hvem det var. Da jeg nåede ind i Blovstrød, satte jeg farten ned, og en pige prustede sig op på siden af mig, mens hun råbte: Jeg er simpelthen NØDT til at vide, hvor gammel, du er!! Jeg grinede og fortalte hende det, hvorefter hun udbrød: FUCK, jeg har simpelthen set dig så tit, og jeg kan aldrig følge med dig, så jeg tænkte at du nok var 30-35 år!. Så grinede vi højt begge to. Hun stod af i Blovstrød, og jeg cyklede videre. Sådan lidt stolt indeni.