Skriveblokeringer

Det er sjovt, som noget nogen gange skal ud af systemet. Jeg har været seriøst skriveblokeret i et stykke tid. Og det er ikke godt, når man har mindre end to uger at skrive to artikler og et kapitel færdigt i, vel?. Men hver gang jeg satte mig til tastaturet, skete der bare ingenting. Et lille blogindlæg uden dybder eller kant kunne det blive til, men så stoppede skrivefesten. Og så skrev jeg gårsdagens blogindlæg. Det havde åbenbart siddet der som en lille skriveprop og spærret. Og jeg havde sådan tænkt, at det måske var lidt privat. At det var lidt selvoptaget her midt i alle mine forberedelser. Men følelsen af, at sygdomsfornemmelsen har forladt mig, har optaget mig. Det var sådan en slags pludselig erkendelse. Hov – den var væk. Opdagede jeg en dag. Og jeg følte mig vældig befriet. Som at blive herre i eget hus igen.

Og befrielse er en pænt stor ting, som godt må fylde. Måske kan nogen få glæde af at vide, at det faktisk tager så lang tid at lande efter en kræftsygdom. Og jeg er endda landet hurtigt. Jeg er stædig, jeg har været stærk, og jeg har de bedste børn i verden. Men I må godt vide det, I derude som engang får en søster/veninde/mor med en kræftsygdom, at det her tager lang tid. At det hårdeste arbejde, de tungeste nedture – kommer, når behandlingen er slut. Og at det for de fleste varer flere år.

Nu har jeg skrevet det, blogindlægget, og pludselig kan fingrene igen danse henover tastaturet. Nu flyder ordene, og måske når jeg alligevel at skrive begge artikler og mit lille kapitel, inden jeg kravler på flyet i næste uge.

4 thoughts on “Skriveblokeringer

  1. Hej Helle,

    Jeg ved ikke ret meget om kræft og behandling. Men jeg kan forstå, det er noget der præger et menneske fysisk og psykisk lang tid i livet.

    Jeg synes overhovedet ikke det er den mindste smule selvoptaget af dig at du skriver om det.

    Det er flot den kamp du har kæmpet, jeg synes godt man kan mærke din vilje og stædighed skinne igennem.

    Og tak fordi du oplyser os uvidende

    Kh Karina

    • Hej Karina
      Behandlingen for nogle kræftformer er voldsom. Specielt for lymfekræft og leulæmi (kræft i knoglemarven/blodet). Man får kæmpestore doser kemoterapi, som er cellegift og også virker på andre celler end kræftceller. Derfor sker der meget i kroppen, og efter en intensiv behandling som den jeg fik, sker der også varige forandringer. Som man altså må lære at leve med. Og som man i virkeligheden ikke ved ret meget om.
      Men kræft er noget meget forskelligt, og det er behandlingerne også. Jeg kan kun fortælle om mine egne erfaringer.
      kh Helle

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s