Puja

Lørdag var der puja hos Mingyou. En puja er en ceremoni, som afholdes
af buddistiske munke i forskellige anledninger. Denne puja var til ære
for Mingyous far, som døde for tre uger siden.

Jeg har forsøgt at få lidt rede på ritualerne omkring død og
begravelse, men ikke alt har jeg kunnet finde ud af. Mingyous far var
omkring 70 år gammel. Mingyou har to søstre og fire brødre. Faren blev
syg og blev transporteret til Simikot for at blive behandlet på
hospitalet. Herfra blev han fløjet til det tibetanske hospital i
Taklakot, som ligger på den tibetanske side af grænsen. I Taklakot fik
han noget behandling og blev fløjet tilbage til Simikot. Herfra bar
brødrene den gamle mand tilbage til Kermi, hvor han døde i Mingyous
hus. Så der er ingen grund til at pive over lidt vej ad en flad
landevej i en komfortabel ambulance hjemme i vores lille,
priviligerede land, vel?

Hvad der skete med den afdøde krop, har jeg ikke kunnet finde ud af.
Brødrene siger, at der ved kun de højeste præster, som også er dem,
der kan hjælpe reinkarnationen til at ske. Den traditionelle
tibetanske begravelse er grundlagt på, at intet jordisk skal være
tilbage af den afdøde. Og mange steder er liget blevet bragt til en
højt beliggende slette eller lysning, hvor det er blevet hugget i
stykker og fortæret af fuglene. Jeg har set rester af en sådan
begravelse et enkelt sted i Ladakh i Nordindien, hvor befolkningen
også er tibetansk. Men om det foregår sådan her i Humla, ved jeg ikke.

Mingyou og hans brødre skal hver morgen i 49 dage bede og udføre et
ritual for deres far, og der skal holdes syv puja’er. Der er nu gået
21 dage. Puja’en startede ved seks-tiden i morges, hvor munke indtog
det lille bederum på taget ved siden af mit lille hummer. Her bad de,
ringede med klokker, slog på trommer og blæste i deres
blæseinstrumenter. Og de blev ved den hele dag. Først efter klokken 19
sluttede det. I løbet af dagen kom mange mennesker fordi Mingyous tag.
Ritualet byder at bespise både munkene og de mange naboer hele dagen.
Jeg blev derfor lidt fredløs, fordi døren til mit hummer måtte være
låst hele dagen. Stod døren åben, blev rummet omgående fyldt med
nysgerrige tibetanere. Så jeg låste og fulgte pujaen dagen igennem.
Efterhånden som dagen skred frem, mødte flere og flere mennesker op på
taget. En stor del af dem var betydeligt mere fattige end Mingyous
familie, og de spiste og drak med stor lyst, da de hellige ceremonier
var ovre. Mingyous familie lavede ved dagens begyndelse to kurve med
kegler formet af tsampa og malet røde. Disse blev ved dagens slutning
fordelt mellem de omkringliggende huse, og der blev delt mad rundt, en
mixture af brød, ris, tsampa, som ikke så specielt delikat ud ud. Her
trak jeg udlændingekortet og sprang over.

Endelig da klokken nærmede sig otte, begyndte folk at gå hjem, og vi
kunne trække os tilbage. Jeg havde nu ind imellem trukket mig ned
blandt kvinderne i køkkenet for at få lidt fred for de mange
mennesker. I køkkenet var der varmt og godt, og selvom jeg ikke
forstod kvindernes ord, føltes det rart og genkendeligt at sidde i et
køkken sammen med småsludrende kvinder. Jeg tror de talte om de samme
ting, som kvinder i køkkener i Danmark taler om.

Efter en lang dag med messende munkestemmer, klimtende klokker,
trommer og hvindende falske horn, var det godt at lægge mig i
soveposen med Jack Johnsons nye album i ørerne. Når nu jeg gik glip af
den koncert på Roskilde.