Fattigdom

Jeg er hysterisk træt af lopper og fluer og andre insekter, som bider i mig. Og jeg bander over, at jeg ikke medbragte noget anti-kløe.
Fattigdom betyder også lopper og insektbid. Det vidste jeg jo.

Fattigdom er grim. Der er intet kønt eller formildende over fattigdom.
Fattigdom er frastødende og lugter afskyeligt. Man har ingen lyst til
at kramme de små ildelugtende og møgbeskidte børn. Nærkontakt med de
voksne begrænses til et absolut minimum, fordi kropslugten er
overvældende. Lusene er synlige i deres hår, og deres hud er fyldt med
inficerede insektbid.

Fattigdom betyder for lidt og for dårlig mad. De heldige her får to
måltider om dagen, suppleret med lidt tsampa. Ikke at maden smager
dårligt. Hver gang. Men der er grænser for, hvor meget man kan variere
over ris, tsampa, boghvede, brændenælde og en lille smule bønner. En
sjælden gang sniger der sig en squash i maden, og det sker, at Hunsang
laver momos, som er dampkogte hvedebrød, der kan være fyldte eller
bare plain. Det er dagens menu, suppleret med spandevis af buttertea.
Om vinteren får man kød engang imellem, men ikke om sommeren, hvor
dyrene enten er på græs, i handelskaravaner eller drægtige.

Fatigdom betyder sårbarhed overfor forandringer. Kerma udsættes hele
tiden for storpolitiske forandringer fra de magtfulde naboer, Kina og
Indien, som begrænser deres traditionelle handelsveje. Det betyder
ændringer i deres livsvilkår og ændringer i deres grundlag, som er
svære at håndtere, fordi der ikke er noget overskud at bygge på.
Fattigdom betyder sårbarhed overfor den globale finanskrise. 50 øre
eller en krone mere på mælk eller benzin i Danmark betyder ikke den
helt store forskel i vores levevilkår, men det gør selv en lille
prisøgning på ris eller sukker i Kermi. Det er de fattige, der betaler
den helt store pris i finanskrisen. Forandringer i klimaet betyder
katastrofer for sommerhøsten, fordi regnen er udeblevet de sidste tre
år. Og det betyder sult. Mere sult

Fattigdom betyder træthed og afmagt. Når man er fattig, går al energi
til overlevelse. Der er ikke levnet noget til udvikling eller
visioner. Når man ikke får mad nok, er man konstant træt. Man bliver
lettere syg og har sværere ved at blive rask. Her findes ikke
mennesker, der vejer for meget. Selv spurvene er små og tynde. Børnene
er fejlernærede.

Alligevel kan man midt i fattigdommen finde glæde og gæstfrihed. Folk
har omsorg for hinanden. Børn er elskede. Midt i fattigdommen er der
plads til at være barn. Man arbejder ikke med i markerne, før man er
14-15 år, og det er egentlig usædvanligt i et fattigt samfund. Selvom
folk er anmasende nysgerrige, er de næsten alle venlige og
lattermilde.

Jeg har mange gange før rejst i fattige egne af verden, men det er
anderledes at blive her. På gennemrejse bliver man en overfladisk
tilskuer. Jeg er stadig tilskuer, men mærker mere, ser mere og forstår
måske en lille smule mere. Mit ophold får mere og mere karakter af
etnografisk feltarbejde. Jeg arbejder i den lille klinik, men jeg
observerer og analyserer hele tiden. Måske kan jeg bare ikke lade være
med at tænke antropologisk, og måske er det godt. Måske kan Nepaltrust
få glæde af at have anbragt en antropolog i deres sundhedsprogram?