En dag på kontoret

Mandag måtte jeg passe kliniken selv, fordi Mingyou skulle til
Yalbang. I Yalbang ligger et stort kloster og tirsdag er buddhistisk
helligdag. Derfor måtte Mingyou afsted med gaver til munkene, så der
kan blive bedt for hans far på helligdagen. I stedet havde jeg
Mingyous lillebror med, som er betydeligt bedre til engelsk end
Mingyou selv.

Der kom hurtigt en del mennesker på kliniken. Udenfor regnede det, og
det var svært at genne folk ud i regnen og vente. Det betød, at det
hele blev lidt af et tilløbsstykke. Til sidst var jeg nødt til at være
hård. En klinik kan ikke rigtigt bære tilskuere. Ikke hvis man vil
undersøge folk ordentligt.

De første patienter var en gammel mand, som kom sammen med et
barnebarn. Barnebarnet havde været forkølet og havde haft problemer,
da de var på sommergræs med kvæget højt oppe i bjergene. Her havde han
oplevet væskeansamlinger rundt om på kroppen og havde haft hovedpine
og varmefornemmelse. Men det var bedre hernede. Han havde ind i mellem
feber, fortalte bedstefaren. Drengen virkede nu helt sund og rask og
havde ingen væskeansamlinger nogen steder. Problemerne hang helt
sikkert sammen med de højder, han havde befundet sig i, som var tæt på
5000 meters højde. Men de fik tigget lidt Panodil ud af mig. Gammelfar
havde et irriteret øje. Han var blind på venstre øje og ville gerne
have øjendråber.
Jeg rensede hans øje med vand og fandt ikke noget pus. Så jeg
instruerede ham i at vaske hænder og at rense øjet med vand. Og så
fulgte der en forestilling uden lige. Den gamle mand opførte en
pantomime over sine lidelser og ville have øjendråberne. Det skabte
stor latter, fordi jeg holdt på mit. Til sidst forklarede jeg gennem
Mingyous bror, at øjendråberne kun ville gøre alt værre med tiden. At
øjendråber kun skulle bruges, når der var betændelse, fordi ellers
ville betændelsen ende med at blive kronisk. Han gav efter. Men så
ville han også have noget vat til at rense øjet med. Under stor latter
fik han sine vattotter og satte sig godt tilrette for at følge de
øvrige patienter.

Der kommer påfaldende mange patienter, som har feber en gang imellem
og derfor gerne vil have Panodil. Det er svært at stille noget op med,
for de har ikke feber, når de kommer til kliniken. Og mine principper
om medicin er lidt svære at formidle, når jeg er her så kort.

Der er forbavsende mange mennesker, som har forhøjet blodtryk. Jeg ved
ikke, om det skyldes deres hang til buttertea, som indeholder meget
salt. Eller om det skyldes livet i højderne. Eller bare det hårde liv.
Måske er det bare de enorme mængder smør, som de indtager hver dag?
Jeg havde flere patienter, som henvendte sig med smerter øverst i
maven og lidt hovedpine. Når jeg tog deres blodtryk, viste det sig at
være højt, og når jeg spurgte dem nærmere ud, blev de forpustede, når
de gik højere op. Altså sådan rigtigt forpustede, så de måtte holde
mange pauser. Flere fik smerter i brystet og hostede. Jeg henviste dem
til hospitalet i Simikot, hvor der dog er en læge.

Jeg fik også besøg af en ung kvinde, der havde været i kliniken et par
gange i sidste uge med brystbetændelse. Første gang instruerede jeg
hende i varmebehandling af brystet, Panodil samt massage for at få
mælken til at flyde. Anden gang hun kom, så det faktisk bedre ud, og
jeg rådede hende til at fortsætte behandlingen og forsøge at få hendes
14 dage gamle datter til at tage brystet. Babyen var en fin lille
pige, som suttede lystigt ved det andet bryst og så ud til at trives
godt. Dagen efter kom hendes mand, fordi hun havde fået feber og havde
mere ondt. Vi gav hende antibiotika og mere Panodil. I går kom hun så
og viste mig et bryst, der så forfærdeligt ud. Antibiotikaen havde
ikke virket, og hun var holdt op med de andre ting. Der var hul på
brystet flere steder, og det sivede med pus. Det var ildrødt og
spændt, og hun var tydeligt påvirket. Så nu blev jeg alvorligt
bekymret, og jeg kom helt til kort. Vi har næsten ikke noget
antibiotika, og jeg turde ikke bare vælge et præparat i blinde. Nogle
former for antibiotika er giftige for små babyer, der ammes. Jeg
fortalte hende, at nu kunne det blive rigtig alvorligt, og at hun var
nødt til at komme på hospitalet i Simikot med det samme. Hun var for
påvirket til at kunne gå, så der skulle organiseres en hest til hende
og babyen. Og det kunne ikke blive før i overmorgen. Det er
fortvivlende. Jeg spurgte, om ikke nogen kunne låne dem en hest, men
det var ikke muligt. Jeg håber inderligt, at hun kan komme afsted i
dag tirsdag, men jeg bad hende komme til kliniken igen, hvis hun
stadig er i Kermi.

Der kom et par patienter med lungebetændelse, som jeg bad komme igen,
når Mingyou er tilbage. Jeg kender ikke de
nepalesiske/indiske/kinesiske præparater godt nok til at ville lege
doktor. En lille bitte mand kom og klagede over smerter øverst i
maven. Hans blodtryk fejlede ikke noget, men da jeg mærkede på hans
mave, var den spændt og hård. Han havde tabt tre kilo i løbet af den
sidste uge, så han nu vejede 46 kg og jeg henviste ham til
undersøgelse på hospitalet i Simikot. Det samme gjorde jeg med en
endnu mindre kvinde, som viste sig at veje 41 kilo.

Der var påfaldende mange patienter, som jeg ikke udleverede
antibiotika til. Nogle selvfølgelig, fordi Mingyou måtte afgøre
præparatet, men de fleste fordi deres småinfektioner kunne vaskes væk.
En skoleknægt kom forbi og klagede over diarre, men havde spiste også
bunkevis af små umodne æbler. Det har jeg også haft diarre af en del
gange som barn. Og det kræver ikke antibiotika. En mand kom med to
mindre inficerede sår på skinnebenet. Som var belagt med skidt. Jeg
sendte ham hjem med instruktioner om at vaske det. Der udleveres alt
for meget antibiotika. Og det bunder i to ting. Mingyou er ikke læge,
men har en kort uddannelse som sundhedsarbejder (medical assistant),
så der er meget, han ikke ved. Hans position i lokalsamfundet er også
på spil. Konsultationerne kan nogle gange få karakter af udvekslinger.
Han kommer til ”at skylde” folk til gengæld for sin position. Mange
går nogle timer for at komme til kliniken, og så ”skal de også have
noget”. På den måde er det både godt og skidt med lokale
sundhedsarbejdere. Helt konkret er det i hvert fald bekymrende med den
megen antibiotika, fordi det lægger grunden til resistensudvikling og
fremtidige modstandsdygtige bakterier.

Jeg kan ikke stille meget op med det i løbet af mit korte besøg. Jeg
er ikke i tvivl om, at de patienter, jeg sendte hjem med instruktioner
om vand og sæbe, vil komme til Mingyou igen, når jeg har forladt
scenen. Men jeg kan påtale problemet for Nepaltrust og håbe, at de vil
tage det alvorligt.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s