Helligdag i Humla

I dag var buddhistisk helligdag, og vi havde en kort dag på kliniken.
Allerede klokken 12 gik Mingyou og jeg hjem, og en time senere hentede
han mig for at tage mig med til det lille lokale kloster en times
vandring herfra.

Det viste sig at være en folkefest. Det mindede mig på nogle måder om
min ungdoms hippiefester, bortset fra at vi af en eller anden grund
var mere interesserede i Afrika og afrikansk trommedans dengang. Hele
byen var samlet, og der blev kogt og braset udenfor klosteret. Chang,
som er en lokal alkoholdrik lavet på enten byg eller ris, blev budt
rundt i rigelige mængder, og der blev grinet og drillet midt i alt det
højtidelige. Inde i kosteret blev der holdt puja, som forleden på
Mingyous tag. Og det gik pludselig op for mig, at de horn, der bliver
truttet i, var menneskelige lårbensknogler. Der blev bedt på munkenes
messende facon og ringet og trommet. To kvinder stod rytmisk og bad og
faldt på knæ igen og igen igennem lang tid. Folk kom ind og ud af
klosteret og lagde penge på alteret eller til de enkelte munke.

Kvinderne var i deres stiveste pus i helt traditionelle tibetanske
dragter. Jeg fik lov at tage et billede af en gruppe kvinder, da vi
gik op for at se lamaens nye hus. Og lovede at sende print til dem fra
Kathmandu. Jeg er altid ret blufærdig i forhold til at stikke et
kamera i hovedet på folk. Jeg bliver selv pikeret, hvis nogen gør det
ved mig. Men jeg er nået til sådan en indre overenskomst, – når folk
glor så vedholdende på mig, så tager jeg billeder af dem. Det har
givet en del spændende portrætter af Kermi-boere. De har spændende
ansigter. Med alle mulige forskellige slags furer. Det er ikke
mærkeligt, at de synes jegs er så ung ud. Jeg må nyde det, så længe
det varer.

Vi satte os igen ind i klosteret og lyttede lidt til ceremonien, og
den har jeg ikke taget billeder af. Min grænse går klart ved folks
religiøse ceremonier. Dem skal jeg ikke knipse løs på. Efter lidt tid
gik vi ud og gik tre gange rundt om klosteret. Man skal altid bevæge
sig med uret rundt om buddhistiske helligdomme. Jeg tror, folk var ret
anerkendende i forhold til, at jeg gik med Mingyou til deres ceremoni.
Flere tidligere patienter fra kliniken hilste glade på mig, Så selvom
de ikke altid får, hvad de vil have, har jeg vundet lidt respekt.

Og så daskede vi ned af bakken igen. Forbi den varme strøm fra
kilderne højere oppe, og jeg standsede for at vaske mig. Det er så
ubeskriveligt skønt at være ren. Bare for en stund.