Om at rejse alene

Hvad laver jeg dog her, tænkte jeg i sidste uge. Jeg har rejst rigtig
meget alene. Rundt om i verden. I længere og kortere tid. Og hver gang
reflekterer jeg lidt over muligheder og begrænsninger ved at rejse
uden andet selskab end mit eget. Denne rejse er anderledes på den
måde, at jeg slår mig ned i lidt længere tid. Jeg er på lidt mere end
gennemrejse. Den er også speciel ved, at jeg ikke kender koderne for
socialt samvær overhovedet, og jeg kender end ikke brokker af sproget
på forhånd.

I sidste uge var jeg ind imellem næsten syg af savn efter selskab. Jeg
havde forladt først Kathmandu, hvor jeg kender flere, og senere
Simikot, hvor jeg tilbragte meget tid sammen med norske Astrid, der
var på vej endnu længere væk på feltarbejde til sit phd studie. Og jeg
mødte David, som rejste rundt på sit feltarbejde om NGO’er og
healthcamps i Humla. Og nu var jeg alene. Midt i en uforståelig
verden. Som ikke engang var charmerende, men møgbeskidt og fyldt med
utøj. Og fyldt med mennesker, der gloede uhæmmet på mig.

Jeg tænkte meget på, at det ville have været dejligt at rejse sammen
med en anden. En veninde eller kollega, som jeg kunne dele
usikkerheden med. En at tale med i mit lille hummer og i de lange
eftermiddage.

Men det vender sig til en fordel. For når jeg bare er mig selv, er jeg
nødt til bygge kontakt til de mennesker, jeg er blandt. Hvis vi var
to, ville jeg aldrig trænge under snavset, lugten og lopperne. Hvis vi
var to, ville jeg ikke være nødt til at håndtere den uendelige stirren
og min anderledeshed. Hvis vi var to, ville vi stå sammen om madens
elendighed og aldrig opdage , at selv fattig mad har sine momenter.
Hvis vi var to, ville jeg aldrig blive indlemmet i kvindernes
fællesskab i køkkenet. Jeg ville aldrig have fået den voksende kontakt
med Hunsang, Mingyous kone. Og der var meget, jeg aldrig ville opdage
om Kermi. Ting jeg aldrig ville få øje på, fordi vi ville spærre for
hinandens udsyn. Og jeg ville specielt aldrig opdage, at jeg ikke er
ensom, selvom jeg er alene. At jeg alligevel har selskab. Jeg skal
bare lære koderne, og det gør jeg lige så stille. Fordi jeg er nødt
til det.

Hvis vi var to, ville jeg aldrig få skrevet så meget, som jeg gør. Jeg
tager bunker af noter hver dag. Fører dagbog og sender noget af det
hjem til jer. Jeg har en sårbar satellitforbindelse, hvor jeg hele
tiden må økonomisere med min credit på telefonen, så de sidste dollars
kan vare tiden ud. Og jeg må økonomisere med strøm på computer og
telefon, som hele tiden løber tør. Jeg har kun ”råd” til at være på
nettet længe nok til at sende en email. Min søn er blogmester og
sender mine skriverier videre. Jeg sender 2-3 indlæg til ham ad
gangen, og på en eller anden måde er det en dejlig livline for mig at
kunne kommunikere hjem. Det gik også uden, men det er dejligt at vide,
at I følger med. Jeg glæder mig til at kunne gå ind på bloggen igen og
læse jeres kommentarer.