Limbo

Det er sært at lande i mit lille danske smørhul. Jeg er glad for at være tilbage. Jeg elsker at være tæt med mine unger igen. Det er fedt at se vennerne, og jeg er så glad for at være tilbage hos mine kolleger i Hillerød. Alligevel bevæger jeg mig rundt i en slags limbo. Med en gennemsigtig skærm mellem mig og verden. For mange indtryk gør mig træt, og skærmen ryger op. Mit lille hus er min hule, som jeg har alt for lidt tid at gemme mig i. Verden kalder. Ubønhørligt.

Og jeg prøver, og jeg gør mit bedste. Mens jeg lover mig selv at give tid. Der har været mange kontraster i mit verdensbillede de sidste par måneder. Jeg har bevæget mig mellem fattigdom og rigdom, mellem ensomhed og fællesskaber, mellem stilhed og larm. Jeg har opholdt mig i den absolutte enkelhed, og er nu tilbage i de endeløse valgmuligheder. Det tager tid at tage det hele ind. Og det tager tid at lade det bundfælde sig. Det er åndeløst at se fem hyldemeter forskellige morgenmadsprodukter og tænke tilbage på morgener med tsampa og buttertea. Hvordan lærer jeg igen at begribe beklagelser over våde kælderrum, når man kommer fra regn, der udløser jordskred og slår mennesker ihjel? Det tager tid.

Så jeg giver tid. Imellem familiefest og arbejde. DHL og biografture. Og så falder min verden sikkert langsomt på plads i mit univers igen